Anmeldelse: En cirkusprinsesse lærer at leve i den moderne verden i gribende dokumentar

Katja Schumann har levet et eventyrligt liv fyldt med magiske oplevelser. Som vaskeægte cirkusprinsesse fra det berømte Schumann-dynasti har hun sammen med sine elskede heste underholdt et begejstret publikum over hele verden.

Men tiden er løbet fra hende, og den i dag 76-årige kvinde har svært ved at begå sig i den moderne verden. Efter en tilværelse på landevejen og uden et fast hjem er hun flyttet til den nordjyske badeby Løkken.

Her passer hun et drivhus og sine heste, mens hun stadig arbejder på at opsætte cirkusforestillinger. Publikumsinteressen er dog ikke lige så stor som dengang, hun optrådte med familien i Cirkusbygningen.

Den biografaktuelle dokumentar ’En plads i manegen’ tegner et kærligt billede af en kompromisløs kvinde, som gennem møder med mennesker lærer at leve i den moderne verden, hun ellers ikke har meget til overs for.

”Den moderne verden har travlt med at blive begejstret over ting, der ikke er ægte” og ”den moderne verden har fordrevet meget af det, jeg holder af,” er bare to af de forbitrede udsagn, Schumann kommer med undervejs.

Mens man ikke kan lære en gammel hund nye tricks, viser det sig heldigvis ikke at gælde for en gammel hestepige, og resultatet er en hjertevarm film.

Ingen stor pædagog

’En plads i manegen’ er først og fremmest et personligt portræt af et fascinerende menneske. Men filmen skriver sig også ind i en aktuel debat om forskelle mellem generationer og opdragelse.

For mens Katja Schumanns voksne børn bor i USA, hvor hun fik dem med den amerikanske sprechstallmeister Paul Binder – som hun drev det New York-baserede Big Apple Circus med – har hun fået en slags reservedatter i den unge kvinde Liv.

Hun flyttede under ikke nærmere beskrevne omstændigheder ind hos Katja Schumann og partneren Luffe, da Liv startede i gymnasiet. Ved siden af sin skolegang træner hun med hestene i håbet om at blive lige så god som idolet.

Mens Schumann er opdraget benhårdt med kæft, trit og retning af sin cirkusdirektørfar, er hun nødt til at tage andre midler i brug for at oplære Liv. Og det falder hende ikke let.

”Jeg er ved at brække mig, hver gang ordet pædagogisk kommer frem,” lyder det fra Katja Schumann, der fortsætter: ”Hvorfor skal man praktisere pædagogik, når det handler om hestetræning?”

Hendes stride udbrud og store forventninger er både morsomme og forståelige, fordi filmen gennem arkivoptagelser og interviews gør det klart, hvilke erfaringer hun er formet af. Derfor trækker man på smilebåndet, når hun kommenterer Livs arbejde med hestene med ordene: ”Det er udmærket. Ikke mere end det.”

Hest i supermarkedet

De primære folk bag ’En plads i manegen’, instruktør Anne Svejgård Lund og producer Nikkie Breinholt Dahm, har med det Løkken-baserede produktionsselskab Dune Productions tilført et tiltrængt lokalt fokus i dansk film.

Makkerparret slog igennem med den charmerende dokumentar ’Os der lever’, hvor Niels Hausgaard som fortæller tager publikum i hånden og beskriver livet i Vendsyssel. Med ’En plads i manegen’ har filmskaberne spredt vingerne ud i mere end én forstand.

Dels følger kameraet Katja Schumann til USA for at besøge børn og børnebørn, til Frankrig for at se en cirkushistorikers udstilling og til Schweiz for at lære af den store cirkusfamilie Knies arbejdsgange.

Også æstetisk er der skruet op for virkemidlerne. Åbningsscenen viser Schumann gå rundt i en manege, mens heste traver i poetisk slowmotion rundt om hende, og røg og lys giver billedet tekstur. I opstillede sekvenser ser man hovedpersonen undersøge et slags cirkus-krybbespil, mens hun i en kort scene tager en hest med i supermarkedet.

Det leder tankerne hen på nye perler som Jesper Dalgaards ’Kandis for livet’, hvor Johnny Hansen fra titlens dansktopband også leger med sit image og folks forventninger til ham. ’En plads i manegen’ skriver sig mere sømløst ind i en stærk dansk dokumentartradition, hvor der altid er plads til en stille, gribende udforskning af et menneske, der ikke er, som folk er flest.

Der sker ikke noget revolutionerende tematisk eller stilistisk i filmen, men hovedpersonen er interessant nok til, at man nyder halvanden time i selskab med hende.

Fodspor i sneen

I sidste ende fungerer ’En plads i manegen’ bedst som en fortælling om et menneske så dedikeret til livet som hestetræner, at hun havde svært ved at være mor. Katja Schumanns egen erkendelse af, at hun er bedre til heste end mennesker, er rammende for enhver, der føler sig utilstrækkelig i sociale sammenhænge.

Og så lykkes filmen faktisk med noget, der ikke er alle forundt: at skabe et billede, der bliver siddende på nethinden.

I en skæg scene går Liv bogstaveligt talt i Katjas fodspor, når den ældre kvinde tramper gennem sneen, og den yngre i knap så vejrpassende påklædning følger efter. Det er en lige dele sjov og gribende destillering af de to kvinders forhold.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: