Anmeldelse: Silas Holst har skrevet en modig, rørende – og temmelig forvirrende – film

Hvordan bliver man et helt menneske, når ens allerførste erindringer er fyldt med blod, vold og frygt? Det er det store spørgsmål i ‘Jeg tror, jeg elsker dig’, der har manuskript og er medinstrueret af danseren Silas Holst, som har baseret fortællingen på sine egne barndoms- og ungdomserindringer.

Det er barsk kost, for der bliver bestemt ikke lagt fingre imellem i fortællingen om faderen Jørgens (Johannes Nymark) rædselsregime bag hækken i det lille parcelhus, der huser mor, far og de to sønner, Allan og Anders (sidstnævnte spillet af ekspartnerne Silas Holst og Johannes Nymarks egen søn, Bob).

Udadtil udgør de fire en rigtig kernefamilie, men når døren lukker, falmer smilene og bliver til slag, blod, blå mærker og døre, der bliver lukket, når Jørgen slår hårdt og bogstaveligt ned på det mindste fejltrin fra mor Lones (Laura Drasbæk) side.

Hun tager for sin del imod for at beskytte børnene, der gemmer sig på værelset, hvor Allan dykker ned i sine superheltefortællinger, mens Anders søger ind i musikken. I det skjulte planlægger Lone dog sin flugt og gemmer penge og papirer på udvalgte steder rundt omkring i huset – vel vidende, at hun sandsynligvis kun får én chance for at komme væk. Hvis hun da overhovedet får en.

Håb i mørket

Det er hårdt, intenst og rørende. Johannes Nymark er brutal som faderen, der er åh så charmerende, når andre er til stede, men en tyran uden lige, når dørene er lukkede. Man frygter oprigtigt for, om Lone overhovedet når at flygte med børnene, før det er for sent – særligt efter en grum scene juleaften.

Laura Drasbæk er et smukt, skrøbeligt nervevrag som Lone, men alligevel med en indre styrke, der gør hende i stand til at handle for børnenes skyld. Man fornemmer, at havde det ikke været for dem, havde hun givet op for længst.

Faktisk er hun en ret vidunderlig mor, der ser sine børn, som de er. Hun ser Anders’ følsomhed (som hans far kun har foragt til overs for) som en styrke og sender ham til dans hos veninden Hanne (en skøn Lise Baastrup), der har sit eget dansestudie.

Dermed tilbyder hun ham et frirum, hvor der ikke er plads til frygt, men kun til dansens flydende rytmer. Et sted, hvor han får ros for det, han er og kan. Og et sted for os tilskuere at finde håb i en mørk fortælling – for vi ved jo, at dansen ikke bare bliver hans redning i barndommen, men hele hans liv.

En personlig historie

Det er ellers lige ved, at den ikke bliver det. Efter en stærk og koncentreret første halvdel springer filmen adskillige år frem i tiden, hvor Anders (nu spillet af Albert Rosin Harson) kæmper med livet.

Både med sin gryende homoseksualitet, men også med en tendens til at sabotere sig selv. Han kommer for sent til prøver og auditions og glemmer vigtige aftaler. Alt roder, og det er kun det umiskendelige talent, der gør, at han stadig får en chance eller to.

Det kræver bare, at han kommer over de forhindringer, han bliver ved med at stille op for sig selv – forhindringer, der er knyttet til den vrede, han føler over for sin far.

Anden halvdel er filmens smertensbarn. Man kan ikke sige sig fri for en følelse af, at der er utroligt meget, der skal fortælles på alt for kort tid. Det flagrer derudad. Der mangler bare et skilt ved overgangen mellem de to halvdele, der annoncerer, at ‘Nu skal vi se, hvad der siden skete’.

Det skaber en distance i forhold til den første del, der var langt mere koncentreret og nærværende. Det er synd, for det er også her, filmen rent tematisk får lov at lette.

Hvor vi ser kunsten som helende kraft, vreden som en klods, der tynger selv de letteste ben mod jorden, og kærligheden som en livline, men også en sorg.

‘Jeg tror, jeg elsker dig’ er i sidste ende en film om at vælge sig selv til. Om at tilgive – ikke for den andens skyld, men for sin egen. Om at danse sig fri og levende.

Det er også her, hvor Silas Holst sætter en stor, fed streg under, at dette her er hans film. Hans historie. Hvor han tager en fortælling, der kunne have været om mange andre små drenge med en hård start på livet, om hustruvold bag lukkede døre og hemmeligheder bag pæne facader, og siger: ‘Det er min – og nu er det også jeres. Værsgo’.

Det er modigt og rørende – og også temmelig forvirrende, hvis man ikke aner, hvem Silas Holst er. Men mon der findes nogen i Danmark, der ikke gør det på nuværende tidspunkt?

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: