Anmeldelse: 'American Nightmare’ er den bedste true crime-dokumentar, jeg har set i lang tid

Ordene ”OH. MY. GAAWD” og hånden op til enten munden eller panden er en hyppig kombination, når man ser Netflix’ nye true crime-dokumentarserie American Nightmare.

Om det er af chok eller overraskelse, det veksler fra hvert af de tre afsnit, men der er ingen tvivl om, at dette er en af de bedre i den ellers tyndslidte genre.

Sagen i centrum foregår i Californien i 2015, hvor Aaron Quinn ringer til alarmcentralen. Han fortæller, at en maskeret gruppe har brudt ind i hans hjem, bedøvet ham og kidnappet hans kæreste Denise Huskins. Politiet finder historien lettere usandsynlig, og med efterforskeren Mat Mustard i spidsen begynder de at grille Aaron for, hvad han har gjort ved Denise.

Aaron Quinn fortæller roligt og med let frustration i stemmen om de 18 timer, hvor han blev tilbageholdt og afhørt samt afmagten over, at ingen tror på ham. Denise er et eller andet sted derude, kidnappet.

Men så dukker hun pludselig op et par dage senere ved sin fars hus 400 kilometer sydpå. På grund af deres parforholdsproblemer begynder politiet hurtigt at få en teori, der næsten er Hollywood værdig.

Eller rettere sagt, det er den. Flere gange på de mange overvågningsvideoer fra forhørssituationerne og nyhedsklip fra dengang bliver David Fincher-filmen Gone Girl (Kvinden der forsvandt) brugt som sammenligning. Har Denise lavet en Gone Girl i vrede over Aarons utroskab og forsøgt at få ham i fedtefadet som hævn?

Svaret er desværre langt mere uhyggeligt og udstiller myndighedernes inkompetence på grund af deres forudindtagelser og inkompetence.

Fra fjol til gruopvækkende

Med bare tre afsnit finder du næppe en mere intens og velpacet serie end American Nightmare. Med en samlet længde på knap to timer og 15 minutter ser man snildt hele serien på en aften, og når hvert afsnit kun varer 45 minutter, er det også nemt og overskueligt at bryde dokumentaren op i mindre bidder.

Der er blevet kælet for detaljerne, så de ellers almindelige interviews, hvor folk sidder og genfortæller begivenhederne, ikke bare foregår med en eller anden anonym baggrund. Der er kælet for dem med masser af ting, som relaterer sig til, hvem personerne er.

Hvert afsnit er anderledes i forhold til det forrige. Den tonale forandring går fra lette komisk over rædsel til glæde over, at retfærdigheden sker fyldest.

Skaberne Bernadette Higgins og Felicity Morris har tidligere henholdsvis være involveret i de populære og vellavede Netflix-produktioner The Tinder Swindler og Don’t F**k with Cats: Hunting an Internet Killer, og man fornemmer allerede fra første øjeblik, at vi ikke har med en metervare at gøre.

I stedet for et standard tv-look, giver de varme farve og gode dækbilleder i kombination med arkivmateriale samt interviews en mere filmisk kvalitet. Længden taget i betragtning er det ikke utænkeligt, at American Nightmare på et tidspunkt har været en tiltænkt som en dokumentarfilm.

Under alle omstændigheder fungerer serieformatet overordneligt godt.

Man sidder helt ude på kanten af spænding op til flere gange og griner også af de mange absurde øjeblikke, der kommer i løbet af sagen.

Kun i Amerika?

True crime kan let efterlade en med en ulækker smag i munden. Fordi det i genrens natur er baseret på virkelige begivenheder, forfalder formidlingen ofte til krimiporno, hvor grusomme detaljer skal udpensles i en sådan grad, så det fremstår som et klamt og afstumpet forsøg på at tjene penge på andres elendighed – Mørkeland, anyone?

Den følelse får man ikke her.

De grummeste historier får man fra personerne, som har oplevet dem, og man undgår derved, at der svælges i detaljer, som ikke tilkommer andre end de involverede. Uden at afsløre, hvordan det hele hænger sammen, er forskellen fra første til andet afsnit så markant, at det til tider kan være svært at fortsætte med at se med.

Samtidig bliver der også løftet en kæmpe finger mod politiet og FBI, som i første instans var involveret i Aaron og Denises sag. Måden de har stirret sig så blindt på et hændelsesforløb er himmelråbende idiotisk og desværre, fuldt ud i tråd med virkeligheden. Vi skal bare kigge herhjemme, hvor en teenagepiges forsvinden efter en bytur ikke bliver taget seriøst med det samme.

Derfor fremstår afsnit tre vidunderligt opløftende, når vi med kriminalbetjenten Misty Carausu ser, hvad der sker, når kompetente folk bliver involveret og forfølger alle tænkelige og utænkelige spor.

Det er også derfor, at American Nightmare hæver sig over de gængse true crime-dokumentarer.

Der er de sædvanlige cliffhangers, så man liiige skal se det næste afsnit. Men ved kun at have tre afsnit, bliver historien holdt i en stram tråd uden unødigt fyld. Resultatet er en af de skarpeste true crime-serier set længe på Netflix – og for den sags skyld på nogen streamingtjeneste. Den er med til at retfærdiggøre, at der fortsat laves produktioner i den (med rette) udskældte genre.

Men standarden skal også være herefter. Ellers byder fiktionsland på langt bedre alternativer.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: