Anmeldelse: Anden sæson af 'Foundation' har fugt i fundamentet

Det har fra starten været planen fra Showrunner, David S. Goyers, side, at Foundation skulle vare otte sæsoner med 80 afsnit af en times varighed. Hvis det allerede nu begynder at gå galt, står det sløjt til.

138 år efter første sæson er galaksen på nogle områder et meget forandret sted. Cleon-dynastiet, der består af tre identiske kloner i forskellige aldre, er ikke så identiske igen, som de fandt ud af, efter rebeller saboterede Cleon I-DNA. Det mærkes i særdeleshed hos den nuværende Brother Day (Lee Pace), der er den regerende kejser.

Efter et attentatforsøg (noget der ville være utænkeligt i første sæson) bliver han ramt af paranoia, og det står klart, at der er spændinger i både imperiet, men også blandt de tre kloner. Det skyldes især Days valg om at tage en kone, og gøre en ende på det genetiske dynasti. Den kommende kejserinde er den eksotiske dronning, Sareth (Ella-Rae Smith), hvis familie for nylig alle omkom. På kejseren ordre, mistænker hun.

I den ydre ende af galaksen er The Foundation i gang med at klargøre sig til krig med Imperiet. Ny teknologi, krigsskibe og ikke mindst følgere til kirken, de har oprettet i Seldons navn, hvor matematikeren nærmest bliver anskuet som en gud.

Gaal (Lou Llobell) og hendes biologiske datter Salvor (Leah Harvey) forlader Synnax og skaber kontakt med Hari Seldons (Jared Harris) bevidsthed, der opbevares i det lille glas, The Prime Radiant. Han forklarer, at grundet Gaals manglende tilstedeværelse under den første krise er fremtiden, ifølge psykohistoriens beregninger, ændret, og står nu til at blive værre end originalt.

Bedre effekter end mange blockbusters

Noget, man ikke kommer udenom, er, at Foundation er en af de flotteste serier, der nogensinde er lavet. Alt fra billedbeskæringer, kostumer og setdesign ser fuldstændig fænomenalt ud, og de visuelle effekter overgår mange af de store blockbusters. Mange af de forskellige skud fanger virkelig størrelsen af disse planeter, skibe og andre konstruktioner. Det er nærmest som malerier, og så endda nogle, man ikke ville have noget imod, hang på væggen.

Der er ikke mange af dem, men de actionscener, der er, er også blevet markant bedre. Koreografien og klipningen har et langt bedre flow i sig.

Magtspil på en galaktisk skala

Noget lettere spændende i anden sæon er de forskellige magtspil, der foregår i skyggerne. Særligt den spirende splittelse mellem kejserne leder dem hen til hemmeligheder om Imperiet, som ikke engang de var klar over. I sidste ende er politiske magtspil blevet gjort langt bedre, og det ender her med at være acceptabelt, hvor man kan se, hvad serien prøver på, men det er som om, den aldrig får nok momentum til at komme i mål med det.

Det mere interessante er flere af karakterers interne kamp mod deres egen skæbne. Flere søger et opgør med den determinisme, som psykohistorien til tider kan føles som. Andre med den rolle de er sat i verden for at udføre. Det er her, der for alvor skinner noget igennem karaktermæssigt. Hvad, der er mindre godt, er den måde, det nogle gange, men ikke altid, bliver håndteret på.

Oversentimentale monologer og tåkrummende dialog

Når kildematerialet er så ’high concept’, som det er, hvor grundidéen fylder så meget, som den gør, giver det mindre plads til karaktererne at udfolde sig og blive til levende væsener. Det kræver en kyndig manuskriptforfatter at få det hele til at gå op i en højere enhed. Det har Foundation-forfatterskabet ikke.

Hvis serien vil have meget menneskelighed med, skal den være mere end velkommen til det. Det er trods alt det, science fiction som genre gør bedst: Udforsker hvad det vil sige at være menneske. Men når det alt for ofte munder ud i oversentimentale monologer og tåkrummende dialog, har vi altså et problem. Når en karakter, efter at have været udsat for en traumatisk oplevelse, ytrer ordene ”Mit hoved forstår det, men mit hjerte har brug for, at det betød noget”, har vi også et problem. Særligt den romantiske dialog og flirten mellem karakterer føles som noget taget ud af en billig Young Adult-roman.

En skillevej

Man når til et punkt, hvor man begynder at sætte spørgsmålstegn ved teknologien, selv i dette storslåede sci-fi-univers. The Prime Radiant, den lille flerkantede glaskasse, der indeholder alle Haris beregninger for psykohistorien, er ikke kun en lagringsenhed, men en reel ’MacGuffin’, der pludselig kan dét, scenen lige præcis har brug for. Dens evner bliver kun større, som sæsonen skrider frem.

Der er yderligere et væld af eksempler på, at der sker noget, hvor en karakter siger præcis det, man selv tænker: ”Hvad sker der lige her? Hvordan?”, for at en anden karakter så kan fortælle i et flashback ”Jeg gjorde det her for nogle dage siden, for at vi kunne vinde nu, men jeg sagde ikke noget om det af denne her grund”. Planen har været at skabe spænding, og så kommer redningen i sidste sekund, men det sker med så høj en frekvens, at det føles som at blive slået omkuld af det ene "Deus ex machina" efter det anden.

Det er en serie med store ambitioner. Første sæson havde nogle bump på vejen, men kom i det store hele helskindet over målstregen. Ligesom i serien, står vi ved en skillevej, hvor vi risikerer en endnu mørkere fremtid, hvis ikke der foretages en kurskorrektion. Næste sæson må vise, hvilken vej serien vælger at gå ned ad.