Anmeldelse: Anden sæson af ’Good Omens’ er djævelsk god

Første sæson af Good Omens var en syndig fornøjelse, hvor duoen bestående af dæmonen Crowley (David Tennant) og englen Aziraphale (Michael Sheen) var seriens uomtvistelige trumfkort.

Sjældent har to seriekarakterer haft så meget skøn kemi, at man nærmest ikke har kunnet være i sig selv af glæde, hver gang de to delte scener.

For selvom de to egentlig er på hver sin side i kampen mellem det gode og det onde, har de et svagt punkt for hinanden. Hvis den ene er i problemer, er den anden villig til at se bort fra egne ordre for at hjælpe med hvad end, der skal til.

Det er kærlighed i den reneste form. Om det er romantisk eller ”bare” venskab, det er dét, som anden sæson i høj grad går i dybden med.

For efter at have forhindret apokalypsen i første sæson, virker alt tilsyneladende stille og roligt. Aziraphale hygger sig i sin boghandel, mens Crowley hygger sig med djævelsk arbejde.

Idyllen stopper dog brat, da ærkeenglen Gabriel (Jon Hamm) dukker op ude foran bogbutikken – splitternøgen og med hukommelsestab!

Hvordan chefen for hele himmeriget er endt der, er det store spørgsmål. For Gabriel kan selvsagt ikke give nogen svar, så det er op til alles yndlingsengel og dæmon at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen.

Djævelsk god

Glæden ved at være i Aziraphale og Crowleys selskab igen er overhovedet ikke målbar. Karaktererne og de to skuespillere, Michael Sheen og David Tennant, er endorfiner for sjælen.

Selv de mest alvorlige afsnit byder på så meget humor og liv, at man ikke kan andet end at blive i glad i låget. Good Omens er serie-udgaven af et antidepressiv, og det endda selvom serien plotmæssigt ikke når op på forrige sæsons niveau.

For selve hovedmysteriet om, hvad der er sket med Gabriel, og hvordan det kan undgås, at ambitiøse dæmoner udnytter situationen, udfolder sig stille og roligt, uden de store ekstravagante krumspring. I stedet handler det meget mere om relationer.

Udover Aziraphale og Crowley er cafeejeren Nina (Nina Sosanya) og LP-sælgeren Maggie (Maggie Service) i fokus. Sidstnævnte har et åbenlyst crush på førstnævnte, der heller ikke er helt immun overfor den søde butiksejer fra længere nede ad gaden.

Englen og djævlen opfanger det også, og især Aziraphale sætter sig for at blive matchmaker. Et møde i butiksejerforeningen bliver således omdannet til en fest, der er som taget ud af en Jane Austen-roman.

En forfatter, de to i øvrigt mødte, mens hun var i live, og til Crowleys store forbavselse skrev romaner. Han troede bare, hun var hemmelig agent. Den historie får vi desværre ikke lov til at opleve i et af de mange flashbacks, der bliver gjort brug i løbet af anden sæson af Good Omens.

De handler istedet om de gange, hvor Aziraphale og Crowley har mødt hinanden igennem historien. Lige fra første gang, før Lucifer startede sit oprør mod Gud, til de besluttede sig for at give den hårdtprøvede Job fra Biblen lidt medgang – stik imod hvad deres chefer ellers havde sat sig for.

Aziraphale, mon amour

Som tidligere nævnt, er de to hovedroller i særklasse.

Michael Sheen fanger englens nærmest barnlige uskyldighed på en sådan måde, at man til tider helt glemmer, at han tidligere i karrieren f.eks. har spillet ondskabsfuld vampyr i Twillight-filmene. For hvordan kan den pæne og retskafne skabning nogensinde gøre en flue fortræd?

Omvendt er David Tennant fandens charmerende som djævleyngel. Den tidligere Doctor Who-skuespiller har før vist spændevidden i sit talent, så det kommer ikke som den store overraskelse, at han excellerer som spydig dæmon med hjertet på rette sted.

Men det er alligevel i de øjeblikke, hvor man rent faktisk tror, at Crowley har udført onde gerninger, at man studser over, hvor god David Tennant er. For der spiller han en karakter, som lader som om, at han gør onde ting, men rent faktisk gør gode. Det er svært ikke at smile over den slags små finurligheder.

Jon Hamm skal også have et gedigent klap på skulderen. Han portrætterer med overbevisning Gabriel som enten pompøs jubelidiot eller legemliggørelsen af naiv godmodighed. Det er milevidt fra glansrollen, Don Draper i Mad Men, men den formidable, flotte amerikaner har altid haft et godt greb om komedieroller og god timing i replik-leveringen, så man ikke kan andet end at smile.

Og det er egentlig, hvad man gør hele vejen igennem anden sæson af Good Omens - smiler. Humoren, replikkerne, grinene og de rullende øjne gør, at man bliver i godt humør af serien.

Forfatter, Neil Gaiman, der skabte bogforlægget sammen med afdøde Terry Pratchet, har igen stået for manuskriptet til denne sæson. Denne gang i samarbejde med John Finnemore, og selvom det ikke er lige så sublimt som i første omgang, vil slutresultatet tilfredsstille både fans og nytilkomne til universet.