Anmeldelse: ’What We Do in the Shadows’ har genfundet humoren med bid i

Få komedieserier har leveret så mange absurd underholdende og lårklaskende sjove øjeblikke, som What We Do in the Shadows.

Serien på HBO Max var oprindeligt en serieversion af Taika Waititi og Jermaine Clements newzealandske mockumentary af samme navn. Men stødt og roligt har serien bevæget sig ud af filmens skygge og cementeret sin status som must-see. Der skal simpelthen sættes et stort tykt kryds i kalenderen, hver gang at det kommer et nyt afsnit. For selv, når det ikke lever op til sit bedste, er niveauet stadig uforskammet højt.

Og sæson 5 starter virkelig lovende. Efter den vidunderligt gakkede fjerde sæson, hvor energivampyren Colin Robinson (Mark Proksch) langsomt blev voksen efter at være blevet genfødt som sig selv, og Nadja (Natasia Demetriou) forsøgte sig som natklubejer for vampyrer, er tingene mere nulstillet til at starte med. Dog med en markant undtagelse.

For efter at have drømt i flere sæsoner om at blive vampyr, har hjælperen, Guillermo (Harvey Guillén), taget sagen i egen hånd. Men bare fordi, man finder en villig vampyr, er det ikke ensbetydende med, at man bliver en blodsuger. For transformationen går ikke helt som planlagt, og flere uger efter er hans tænder endda helt normale, og de andre overnaturlige evner er også godt sløve om at melde deres ankomst. Og det med at lade en anden end ens herre gøre en til vampyr, er ren blasfemi i de uddøde kredse.

Grin med bid i

En stor del af det, der gør What We Do in the Shadows så god, er, at der ikke er nogen kedelige konstellationer. Ofte i komedieserier er der makkerpar, der fungerer bedre end andre – f.eks. Joey og Chandler fremfor Chandler og Rachel i Venner.

Men det er ikke tilfældet i What We Do in the Shadows. Om det handler om, at man har sørget for den rigtige casting, så alle fungerer sammen, eller om manuskriptforfatterne bare har styr på deres metier, vides ikke. Højst sandsynligt en kombination af begge dele. Uanfægtet hvad, er resultatet komedie i topklasse.

De to pompøse blodsugere, Nandor (Kayvan Novak) og Laszlo (Matt Berry), er endnu en gang garant for moro. En aften ude i selskab med sidstnævntes bedste menneskeven, naboen Sean (Anthony Atamanuik), byder på tyveri og smadring af en politibil, samt hypnose af en hel politistation.

For det er alligevel ikke alt, som Laszlos uforlignelige charme kan smyge sig ud af. At Nandors hypnose-evner nu er blevet så stærke, at han kan fortrylle en hel politistation og sågar en ishockeyarena, kunne godt blive et element, der får stor betydning senere hen i sæsonen.

Tilføjelsen af The Guide (Kristen Schaal) – en vampyr, der har ageret assistent for først vampyrrådet og dernæst Nadja på natklubben – som fast karakter, virker ved første øjekast som et godt valg. Hun har den her nørdede og lidt kejtede fremtoning, som muligvis kommer til at mangle i takt med, at Guillermo bliver mere og mere selvstændig i vampyr-bestræbelserne. Serien har brug for en godmodig prygelknabe, som de andre kan hundse rundt med.

Nattens børn er vanvittigt sjove

En del af appellen i What We Do in the Shadows er, at serien er god til at huske på, hvordan dens univers hænger sammen. Bare fordi, vi er startet på en ny sæson, er der stadig folk og skabninger fra de tidligere sæsoner, der dukker op.

Udover Sean er den adelige vampyr, Baron Afanas (Doug Jones), som var med helt tilbage i første afsnit og siden er dukket op med jævne mellemrum, med igen. Denne gang som en uvidende hjælper for Guillermo, når det kommer til at blive klog på, hvorfor hans transformation er så sløv.

Det er den slags små detaljer, der vidner om, at de kreative folk har fuldstændig styr på det fiktive univers. De ved, hvad de har at gøre godt med fra tidligere, og hvad der giver mening at tilføje. Det er overskud – og What We Do in the Shadows oser af det.

Så der er stadigvæk håb for, at vi ser Laszlo gentage sit fuldkommen fantastiske alter ego, Jackie Daytona, et helt almindeligt menneske. Matt Berry er fremragende som den højtragende vampyr, der har bibeholdt sin hustler-libertiner-livsstil igennem hele sit lange, udødelige liv.

Det er en af den slags præstationer og magnetiske scenetilstedeværelser, man bare ikke kan tage øjnene fra. Faktisk sådan som det er med serien generelt.

Efter en lidt svingende fjerde sæson, lægger What We Do in the Shadows stærkt ud i de første to afsnit her i femte ombæring. Hvis serien formår at holde niveauet hele vejen igennem, er det en god kandidat til topplaceringerne, når årets komedieserie skal findes.