Anmeldelse: Anden sæson af politiserien ’The Responder’ er et hårdkogt mesterværk

Det gør ondt at se The Responder.

BBC-krimiserien om politimanden Chris Carson (Martin Freeman) er et olmt bæst, hvor der ikke er mange glade stunder at komme efter.

Den tidligere efterforsker er efter at være blevet degraderet til patruljebetjent endt i en evig cyklus af udmagrende nattevagter.

Psyken er stadig godt slidt ned her i starten af anden sæson. Chris’ ansøgning om at komme på dagvagter bliver afvist, fordi ingen kan lide ham. Men hans tidligere makker, Deb (Amaka Okafor), giver ham et tilbud om, at hvis han hjælper hende, sørger hun for, at han ryger på dagholdet.

En ting, der er særdeles vigtigt, da Chris’ kone, Kate (MyAnna Burin), som han er separeret fra, meddeler, at hun flytter til London med deres datter, hvis ikke han kommer ud af nattevagterne.

Og Chris er mere desperat end nogensinde før for at få ro på livet.

Hans terapisessioner i første sæson gav ikke ligefrem mange mentale fremskridt. Nu er han så startet i en støttegruppe, og det er ikke ensbetydende med, at der så sker skelsættende kvantespring på den psykiske velvære-front.

Da Chris’ far, Tom (Bernard Hill), pludselig træder ind i hans liv igen, ripper det op i alle de gamle traumer fra den voldelige barndom.

Læg dertil den skruppelløse forbryder Franny (Adam Nagaitis) og Carls kæreste Jodie (Faye McKeever), der hver især river og flår i Chris, og der er ikke noget at sige til, at alle siger, han ser træt ud og bør sove.

Men Chris får aldrig fred.

Hårdkogt politiserie

The Responder er skabt af Tony Schumacher, der selv har arbejdet som en af den slags betjente, der skal være de første på stedet ved et alarmopkald.

Selv om det ikke er en 1:1 selvbiografisk gengivelse, har serieskaberen og manuskriptforfatteren forklaret, at der er hændelser fra karrieren, som har været inspiration til nogle af tingene i serien.

Med tanke på de mange forskellige opkald, Chris og kollegaen Rachel (Adelayo Adedayo) bliver ringet ud til, virker det ikke usandsynligt, at de stammer fra virkelighedens verden. F.eks. en situation, hvor en person tyer til at stjæle fra parkerede biler, eftersom det offentlige har inddraget hans førtidspension, da han pludselig bliver vurderet til at være for mobil. Den desperate mand forsøger at holde politiet på afstand ved at tage en hundelort op og true dem med den.

I sidste ende løser Rachel situationen ved at spraye manden med tåregas.

Hun er stadig dybt påvirket af det voldelige forhold med ekskæresten Steve (Philip Barantini). Den altødelæggende PTSD påvirker alt, hvad hun gør.

Da Rachel hører, at Steve har fået en ny kæreste, vender mareridtet endnu hårdere tilbage. Skyldfølelsen over ikke at have stoppet ham og frygten for, at det nu skal gå ud over en anden, vælter rundt i hende.

Udviklingen fra første sæson, hvor hun var den diametrale modsætning af Chris som retskaffen og næsten lige ud af akademiet til nu, hvor Rachel ikke er bleg for at lade politistaven føre ordet, er slående.

Især fordi der ikke er noget, som er givet i forhold til, hvordan Chris eller Rachel skal udvikle sig eller ende. Der er stadig et væld af nuancer, som påvirker den måde, de agerer på og formes af.

En mageløs præstation

Det er fremragende manuskriptarbejde. I den forbindelse skal der også lyde et stort bravo til danske Jeanette Nordahl, som har instrueret de to første afsnit af anden sæson.

Kød & blod-instruktøren, som næste år er aktuel med dramaet Begyndelser med Trine Dyrholm og David Dencik, sætter effektivt standarden for anden sæsons høje niveau. Brutaliteten fra politiet og den kriminelle del sidder som forventet lige i skabet.

Men det er især i forbindelse med skildringen af den småkriminelle Marcos (Josh Finan) forandring, der virkelig står flot. Et one night stand har kastet sig en baby af sig, og da moren ryger i spjældet i otte uger, bliver han lige pludselig meget mere far, end han havde regnet med.

Samtidig vakler han mellem det nye liv, hvor han har ansvaret for sin lille datter, og det gamle, hvor veninden Casey (Emily Fairn) altid er klar med en bane coke og en idé til hurtige penge.

Denne gang har hun slået sig sammen med Jodie, som dog ikke ved, at det var Casey, der stjal Carls narkotika i første sæson og byttede det ud, så han blev dræbt. Den slags hemmeligheder har det med at komme frem i lyset på et eller andet tidspunkt. Og når det sker, vil det få fatale følger.

Det er lige meget, hvilken plotlinje vi følger i The Responder, så er det fængende drama, der bare ikke er til at give slip på. Der er ikke et overflødigt sekund i serien, og anden sæson står om muligt endnu stærkere end den første.

Og så er der naturligvis Martin Freemans præstation. Skuespilleren er en sand urkraft, som det er umuligt at tage øjnene fra. Det er en af den slags, der leder tankene tilbage til James Gandolfinis Tony Soprano, Bryan Cranstons Walther White og ikke mindst Michael Chiklis korrupte og temperamentsfulde panser Vic Mackey i The Shield.

Alle karakterer, der har deres store plads i seriehistorien, og Martin Freemans karrieredefinerende præstation bør fremover nævnes i samme åndedrag.

Anden sæson af The Responder er med længder den bedste politiserie i år og cementerer England og BBC som de bedste producenter af den genre. Hvad Tony Schumacher formår på de få afsnit er mere medrivende, end hvad de fleste kan mønstre på flere sæsoner.

Det er mageløst drama i den absolutte topklasse.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: