Anmeldelse: True crime-serien ’Can I Tell You a Secret?’ er alle SoMe-brugeres mareridt

Sociale medier er en velsignelse og en forbandelse. Fra at være en konstruktiv måde at holde forbindelse med folk, man måske ikke har i sin umiddelbare nære sfære, er de i højere grad blevet et fiktivt vindue, hvor man kan vise omverden det jeg, man gerne vil have, de ser.

Men hvad sker der, når nogen bryder ind bag det vindue? En fremmed, som ikke har tænkt sig at forsvinde og tværtimod virker til at nyde at være inde i det allermest intime af det intime.

Stalkere kan gemme sig bag et utal af identiteter, og er vedkommende en dygtig nok hacker, kan de overtage identiteter og komme helt derind, hvor det gør ondt og bliver uhyggeligt.

Netflix' true crime-serie i to afsnit Can I Tell You a Secret? gengiver historien om en række britiske kvinder, der blev stalket. De blev både selv bombarderet med beskeder, og deres omgangskreds – familie, venner, arbejde – blev også inddraget i den ukendte stalkers syge spil.

Frygten konsumerer ethvert aspekt af deres liv. Især angsten for, at det skal få en fatal udgang, da de ikke længere kan vide sig sikre på noget tidspunkt eller nogen steder.

Med en tilpas creepy stemmeomformer til at læse beskederne op bliver vi indført i deres mareridt, hvor intet er helligt. Er det online, er det noget, stalkeren kan bruge imod sine ofre. For denne onlineforfølger holder sig ikke bare til en person. Udover de tre kvinder, vi primært hører fra, Zoe, Abby og Lia, drejer det sig om flere hundrede kvinder og individer, som er blevet hjemsøgt af den ukendte mand.

Veludført uhygge

Februar måned har budt på flere true crime-dokumentarer end sædvanligt fra Netflix. Selv om der er en typisk fremgangsmåde, er der alligevel nok variationer til, at det ikke bliver monoton masseproduktion af true crime-porno.

Can I Tell You a Secret? starter ud som de fleste.

Vi hører, hvordan kvinderne har levet normale liv, indtil de pludselig begynder at få underlige beskeder.

Det første af de to afsnit på hver 50 minutter er udelukkende dedikeret til deres side af historien. Vi hører, hvordan de er i tvivl om, hvad der er rigtigt, og hvordan frygten langsomt bliver mere og mere presserende i takt med, at deres liv bliver invaderet af dette ukendte individ.

Ved hjælp af dramatiserede scener og et utal af beskeder, som de forskellige har modtaget igennem årene, bliver det omfangsrige aspekt af sagen udfoldet. Det er hård kost, og man ser udviklingen, som ikke bare sker støt og roligt, men eskalerer voldsomt. Både i antal og også i grovhed, og trusler og identitetstyveri bliver hurtigt hverdag for de involverede.

Det er veludført og nøgtern skildret. Produktionen er flot og varierende, og til sammenligning med for eksempel Lover, Stalker, Killer kommer vi et spadestik dybere.

Om det er forskellen i britisk grundighed versus amerikansk showmanship, er ikke helt til at sige, men Can I Tell You a Secret? fremstår som et bedre værk alt i alt.

Et spadestik dybere

Det skyldes især andet afsnit. Her får vi at vide, hvem gerningsmanden er, og hvordan politiet – selvfølgelig den ene kompetente politimand i hele styrken – bygger sagen imod stalkeren.

Som i American Nightmare bliver vedkommendes liv dissekeret, så man opnår en form for forståelse for, hvad det er, der har sat vedkommende på den kurs. Ikke for på nogen måde at retfærdiggøre, hvad han har gjort eller omfanget af hans forbrydelse. Men ved at vise omstændighederne får man som publikum en snert af forståelse for, hvad der ligger til grund for hans handlinger.

Det samme bliver der reflekteret over hos både ofrene og eksperterne, som har været indover sagen. Men det bliver også slået fast, at der har været en ond hensigt i hans gerninger, som i en vis grad klart overtrumfer alt, hvad der kunne have været af formildende omstændigheder.

Det er nogle interessante og sagligt reflekterende diskussioner, og man holder sig hele tiden for øje, hvem der er offer og gerningsmand i situationen.

God tematisering, der uden så meget pjat belyser arv og miljø, og hvordan det former individer.

På den måde kommer vi også dybere ind i gerningsmandens psyke end både American Nightmare og Lover, Stalker, Killer, hvor de mere har karakter af bøhmænd end alt andet.

Og det er derfor, at Can I Tell You a Secret? ender midt imellem de to nævnte true crime-værker. Hvor førstnævnte har en mere interessant fortællestruktur, der flot balancerer cliffhangers og saglig fremstilling krydret med gode filmiske virkemidler, er sidstnævnte en ren pageturner, uden at man kommer rigtig ned i materien på skurken.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: