Anmeldelse: Ballet-serien ’Étoile’ får din indre ’Gilmore Girl’ til at danse af glæde

Det kan godt være, at navnet Amy Sherman-Palladino ikke lige umiddelbart vækker genklang, men hvis du er vokset med en forkærlighed for rappe replikker og vittige samtaler, er du uden tvivl stødt på minimum én af den myreflittige serieskabers kreationer.

Udover klassikeren ’Gilmore Girls’ og dens korte fire afsnit genoplivning på Netflix, ’Gilmore Girls: A Year in the Life’ er Sherman-Palladino også ophavskvinde til den kriminelt oversete danseserie ’Bunheads’ og ikke mindst Emmy-darlingen ’The Marvelous Mrs. Maisel’.

Sammen med samarbejdspartneren og ægtefællen Daniel Palladino har de to skabt en så unik stil, at man ikke er i tvivl om, når man ser en serie fra deres hånd. Ikke mindst kærligheden til scenekunst i alle dens former og afskygninger er noget, som de har givet ekstra meget opmærksomhed de seneste 15 år.

Derfor er det ikke overraskende, at deres nyeste serie ’Étoile’ handler om to balletkompagnier, der foretager en talent-udveksling for at rette op på dalende publikumstal.

Det er ikke bare hvilke som helst balletkompagnier, men to af verdens mest prestigefyldte fra New York og Paris. Så der er lagt op til pudseløjerlige kultursammenstød, popkulturreferencer en masse og danse-konflikter i rigelige mængder.

I centrum for det hele finder vi de to chefer Jack McMillan (Luke Kirby) og Geneviève Lavigne (Charlotte Gainsbourg) for henholdsvis New York og Paris. Det er dem, der skal håndtere de store egoer, som ikke er helt tilfredse med at blive revet væk fra deres vanlige omgivelser.

Det gælder især for den excentriske amerikanske koreograf Tobias (Gideon Glick), der umiddelbart hader alt ved sit nye liv i byernes by. Omvendt er amerikanerne ikke klar til at håndtere den urkraft, som er den franske étoile/stjernedanser Cheyenne Toussant (Lou de Laâge), der kun gør, hvad hun føler for og tænker, der er rigtigt, og så må omverden bare rette ind.

Karismatiske karakterer i massevis

Der er naturligvis masser af den rappe replikhumor som skaberduoen Sherman-Palladino har gjort til deres varemærke. De bliver ofte leveret i maskingeværstempo og gør sig godt både på engelsk og fransk. Måske endda endnu bedre på sidstnævnte sprog, hvor sarkastiske spiddende bemærkninger lige giver et ekstra jag, når det bliver leveret med den naturlige franske arrogance.

’Gilmore Girls’-favoritten Yanic Truesdale er især eminent til den disciplin, som dog kan siges om alle i rollebesætningen.

Læg dertil de to gakkede ældre karakterer, milliardæren Crispin Shamblee (Simon Callow) og den kunstneriske leder for New York-balletten, Nicholas Leutwylek (David Haig), og komedieislættet fejler bestemt ikke noget i ’Étoile’.

Kirby og Gainsbourg er gode hovedroller, som flot veksler imellem at gestalte de komiske og mere dramatiske scener. Samspillet de to imellem er også glimrende og en af de ting, vi kan glæde os til at få mere af i anden sæson, som allerede er bekræftet.

Og gudskelov for det, da der bliver plantet nogle seriøst spændende frø, som skal forløses senere. Især Cheyenne er en karismatisk figur, og det føles, som om vi kun lige har skrabet i overfladen af denne.

Forelsket i balletten?

Nu er ’Étoile’ en serie om ballet, og med Sherman-Palladinos egen baggrund som tidligere danser og ’Bunheads’ i bagagen er der naturligvis nogle forventninger til, at dansescenerne er i den gode ende.

Og selvom fokus i serien mere er på alt det, der skal til for at skabe dansemagi, er der stadig mange gode balletscener.

Man har kløgtigt nok fundet en masse skuespillere med dansebaggrund og fået både nuværende og tidligere balletdansere til at medvirke i større eller mindre roller. Bevares, de høje ben kommer ikke helt op at røre ved øret, men til det, som det skal bruges i ’Étoile’, fungerer det godt.

Du bliver ikke forelsket i ballet på grund af dansen i serien, men du bliver draget ind i dens univers på grund af historien og dramaet. En fin sidehistorie med Cheyenne, der beslutter sig for at blive mentor for SuSu (LaMay Zhang) – som er datter af en rengøringskone på New Yorker-balletten – skildrer flot den barnlige glæde, som i første omgang har draget folk til dansen.

’Étoile’s ulempe er dog, at afsnittene er til den lange side. Flere gange er de over en time, og den ekstra spilletid virker mange gange ikke altid berettiget. Og som altid med serier er fyldindhold en stemningsdræber.

Serien er stærkest, når den bevæger sig hurtigt fremad, og pudsigt nok er der visse historieelementer, der både virker forjagede og alt for sløvt pacede på samme tid. Måske handler det om, at vi ikke skal betragte første sæson som en færdig del, men snarere som et kapitel i en længere historie, hvor andre personer kan få mere spotlight senere hen.

Under alle omstændigheder er ’Étoile’ et herligt friskt pust med underholdningen helt i top. Man kan med fordel sprede afsnittene udover flere dage og ikke forsøge at sluge dem alle sammen på premieredagen, hvor alle otte udkommer.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: