Anmeldelse: 'Bloodhounds' er et voldsorgie med fed bokseaction

I vinteren 2020 raser Corona-pandemien på sit højeste niveau. Der er ressourceknaphed, mange forretninger er lukket, folk går mindre ud, og de små forretninger er desperate. Det er i sådanne miljøer, lånehajer florerer med tilbud om penge til en utrolig lav rente. Misser man det med småt i kontrakten og ikke kan betale, får det dog grufulde konsekvenser.

Det er den verden, den talentfulde bokser med et hjerte af guld, Kim Gun-woo (Woo do-Hwan) bliver draget ind i, da hans mor tager et sådant lån fra den rige, magtfulde og særdeles sadistiske lånehaj, Kim Myung-gil (Park Sung-woong), der har store, vidtrækkende planer for Seoul.

Sammen med sin bokserven, Hong Woo-jin (Sang-yi Lee), vil han fælde Myung-gil. De får hjælp af den unge Kim Hyeon-joo (Kim Sae-ron), der selv er ude efter den onde lånehaj. Dertil får de økonomisk støtte af Hyeon-joos bedstefar, Choi Tae-ho (Joon-ho Huh), der selv var lånehaj, men udviklede en samvittighed, og som nu hjælper de mest trængte i samfundet.

En kamp mellem det gode og det onde skal til at udspille sig i Seouls gader, og det bliver en utrolig voldelig affære.

God og ond

Bloodhounds er en af de serier, hvor de gode er gode, og de onde er onde. Der er ikke gjort meget plads til den store kompleksitet. Skuespillerne udfører heldigvis deres arbejde på underholdende vis på begge sider af det moralske spektrum.

Serien prøver at få lidt kød på vores hovedperson, Gun-woo, der i løbet af serien viser sprækker i sin barmhjertige natur. Det skal tydeligvis repræsentere, at den underverden, han er trådt ind i, påvirker ham, men der gøres ikke så meget med det. Det bliver etableret, men overhovedet ikke bearbejdet, så når der kommer små udsving i hans ellers venlige og formelle karakter, føles det meget unaturligt og påduttet.

Bloodhounds krydres også med nogle lidt mere spøjse karakterer. Lånehajens håndlanger, In-beom, der lige så vel kunne være Oddjobs fætter fra Goldfinger (manden, der kaster med sin hat for de uindviede). En gigant i bøllehat, der kan tage imod de fleste slag, og give hårdere igen. Der er ingen teknik ved ham, kun rå styrke. Vi møder også to tidligere lejemordere med speciale i knive samt en ung bueskytte, der er ude efter hævn. Det er noget af et karaktergalleri, vi får opbygget efterhånden, og det giver lidt afveksling i actionscenerne, hvis man skulle blive træt af at se på boksning. Hvilket undertegnede dog ikke regner med at blive, for det er dæleme underholdende.

Tæsk for alle pengene

Når man tænker på nærkamp i actionfilm og -serier, ledes tankerne måske hen på kung fu, karate, muay thai og de mere østlige kampsporte. Der er et vist ’flow’ i dem, og de gør sig godt på film. Boksning ses mest i bokseringen under ordnede forhold, men Bloodhounds slår et slag for boksning i et actionregi.

De har skabt en fed koreografi til kampscenerne (som der er mange af), der skiller sig ud fra mængden ved sin næsten eksklusive brug af bokseteknikker og -bevægelser. Hold nu op, der bliver uddelt mange tæv til begge sider, og hvert slag kan føles. Flere gange udvikler det sig til et decideret blodbad, og man ved, at et af seriens højdepunkter er på vej, når først en næve knyttes.

Stort set alt action foregår i nærkamp, og skurkene får så mange tæsk over de otte afsnit, at man på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at spørge, hvorfor ingen af dem anskaffer sig en pistol?

Socialrealismen sejrer igen i Sydkorea

Det er som nævnt en klassisk kamp om det gode mod det onde, eller mere præcist, de griske på toppen og de fattige på bunden. Det er klassisk socialrealisme, som sydkoreanerne er glade for at implementere i deres fortællinger. Der vil altid være stærke, der er klar til at udnytte de svage.

Der lægger også en underlæggende kritik af landets coronahåndtering (som måske er lidt sen på den i forhold til relevans). Staten lukker alt ned, men kompenserer ikke ordentligt for nedlukningen. Det gør folk så desperate, at de kan finde på at indgå disse forfærdelige aftaler med lånehajerne.

Tematikken er hårdhændet og ikke til at misse, og man kan mistænke den for at være der udelukkende for, at karaktererne kan slås. Men når det er så underholdende som i Bloodhounds, er man næsten ligeglad.