Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Der er ild i (og sved på) Patricia Arquette i serien ’High Desert’

AfMaria Månson
16. maj 2023
High Desert anmeldelse
Patricia Arquette fikser problemer for alle andre i 'High Desert' – men hvordan står det lige til med hendes egne problemer? / Foto: Apple TV+

Del artikel

Patricia Arquette er fremragende som den pilleafhængige kaosrytter, Peggy, i ’High Desert’ på Apple TV+. En midaldrende, forpustet, frustreret og fucking fabulous fikser-alt-for-andre-type!

High Desert

Streamingtjeneste: Apple TV+
Premiere: 17. maj 2023
Genre: Komedie
Serieskabere: Nancy Fichman, Katie Ford, Jennifer Hoppe-House
Medvirkende: Patricia Arquette, Matt Dillon, Brad Garrett, Weruche Opia, Rupert Friend
Land: USA
Antal afsnit: 8

’Dit liv er en skraldespandsbrand’ får Peggy at vide af sin bror i første afsnit af ’High Desert’ på Apple TV+. Men hvilken ildebrand! I serien, hvis titel refererer til den vestlige del af Mojave-ørkenen i Californien, møder vi Peggy, der kæmper for at komme på fode igen efter hendes mands fængsling for narkohandel og hendes elskede mors død. Selv prøver hun at komme ud af et pillemisbrug, få sig et meningsfuldt job og fikse sine egne og alle andres problemer oveni.

Peggy møver sig ind som en ubetalt assistent hos en falleret og konkursramt privatdetektiv. Hun vil afsløre et guru-røvhul (det kalder hun ham) for konemord og kunstsvindel. Hun har en rasende teenagedatter, der udspionerer hende med en drone. Hun har søskende, som ikke respekterer hende. Hun har en mand, der gerne lige vil overtale hende til et sidste kup. Og gudhjælpemig om hun ikke også danser cancan i en western-forlystelsespark, hvor kollegaerne har et helt sæt af andre problemer, der også ender på Peggys tallerken.

Man bliver forpustet af at se High Desert. Næsten lige så meget som den overgangsalder-ramte hovedperson.

Både hektisk og skrøbeligt spil

Patricia Arquette er måske ikke så kendt i dag, men er man barn af 80’erne, så vil man for evigt elske hende. Hun debuterede i A Nightmare on Elmstreet 3 og blev siden en skuespiller, der ofte blev brugt, når man havde brug for én med kant og talent. Hun har noget intenst og excentrisk over sit spil (det måtte derfor være skæbnebestemt, at hun skulle være gift med Nicolas Cage i en årrække).

Allerbedst er hun i Tony Scotts True Romance fra 1993 og den senere serie Medium. Men hun er aldrig dårlig, og det er en fortsat undren, hvordan det lykkes hende at spille så animeret og hektisk, som hun gør – og stadig holde fast i en sødme og skrøbelighed. Samme blanding bærer hun med sig i High Desert.

Hollywoods alderstyranni

Der har længe været kritik af Hollywoods (for) brug af kvinder. Som kvindelig skuespiller har det i hvert fald ind til for nylig været sådan, at ens udløbsdato hed 40-års fødselsdagen. Herefter skulle man være heldig, hvis man fik lov til at spille nogens bedstemor. Mor-rollerne? Ja, de gik til dem, der var i slut 20’erne eller 30’erne.

Måske er pråsen ikke helt gået op for spillefilmproducenterne endnu, men så er der heldigvis serierne, der de senere år har brilleret med den ene velfortalte perle efter den anden. Fra Big Little Lies til Grace and Frankie og Mare Of Easttown.

High Desert er produceret af Ben Stillers selskab, Red Hour, der i sin tid også stod bag filmene Zoolander, Starsky and Hutch og Tropic Thunder. Nu har de fået øjnene op for det kæmpe uudnyttede potentiale, der ligger i de mange, mange kvindelige 50+-skuespillerinder, der er fantastisk dygtige, men som i årtier er blevet overset pga. et nidkært alders- og skønhedstyranni.

Den stoiske problemknuser

Arquette kanaliserer i High Desert en blanding af Jennifer Coolidge i White Lotus og Kate Winslet i Mare Of Easttown. Peggy er den der kvinde, som har alverdens bekymringer på sine skuldre, og som påtager at løse eller i hvert fald forsøger at løse alle andres problemer. Dét endda med en stoisk optimisme, der krakelerer det øjeblik, kameraet og Arquette er alene. Det er ganske enkelt fascinerende at se på, samtidig med at det også gør nas på den gode måde. Hvis man fik en fem’er, for hver gang Peggy siger, ’jeg løser det’ i serien, sad vi alle sammen på en solskinsø med en alt for dyr drink i hånden.

Se den for stemningen

Der er både en komedie og et slags krimiplot gemt i serien. Men ingen af genrerne kan indkapsle High Desert. Det ene øjeblik er den absurd i sin komik, så kommer et ømt øjeblik efterfulgt af en mordgåde. Det er næsten til at få piskesmæld af, så meget som den skifter tone konstant. Man skal derfor ikke se High Desert, hvis man gerne vil have struktur og orden i sine fortællinger.

Der er helt sikkert en del, der vil sidde derude og blive fortvivlede/rasende over, at serien egentlig ikke bekymrer sig synderligt om at løse alle de plots og karakterudviklingsbuer, den sætter i søen. Men den kan sagtens blot ses som et kaotisk stemningsbillede af hverdagen for netop denne type fikser-alting-kvinde. Mord og kunsttyverier desuagtet, vil en del nok kunne spejle sig i Peggys fræsen fra den ene til den anden, som en art forpustet servicemedarbejder i andres liv.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser