Anmeldelse: Krimiserien ’Mordene i Port Talbot’ er skræmmende relevant

Hvordan laver man en fiktionsserie over virkelige begivenheder? Især når det gælder en seriemorder, hvor der er masser af pårørende, der selvsagt bliver påvirket, når traumer på den måde bliver bragt tilbage til overfladen.

Med Mordene i Port Talbot bliver det tydeligt, at der er to indgangsvinkler. Der er mådeholdenhed, hvor fokus bliver på opklaringen fremfor den usmagelige dvælen ved de grusomme detaljer i forbrydelsen, der nærmest skal gengives en til en, som i Monster: The Jeffrey Dahmer Story.

Kort sagt, forskellen på den britiske og den amerikanske indgangsvinkel.

I den aktuelle serie er omdrejningspunktet mordene på tre 16-årige piger tilbage i 1973 i og omkring stålarbejdsbyen Port Talbot. Efter at have ligget uopklaret i tæt på 30 år begynder retsmedicinere omkring årtusindskiftet at kigge på sagen igen. Med de videnskabelige fremskridt indenfor DNA-efterforskning, er der pludselig mulighed for at finde frem til den ukendte gerningsmand, der er kendt som ’The Saturday Night Strangler’.

Efterforskeren Paul Bethel (Philip Glenister), som også var en del af efterforskningen dengang, melder sig frivilligt til at stå i spidsen for den genåbnede sag. Sammen med kollegaerne Phil Rees (Steffan Rhodri) – som også var med dengang – og Geraint Bale (Gareth John Bale) går de i gang med at indsnævre en liste af potentielle mistænkte, som de skal have en DNA-prøve fra til at sammenligne med morderens – ofrene blev voldtaget, og derfor har de en DNA-profil at matche med.

I løbet af de fire stemningsfulde afsnit, hvor vi veksler mellem nutid og fortid, får vi indblik i opklaringsarbejdet, og hvordan begivenhederne dengang stadig påvirker de pårørende.

Brysk elegance

Serieskaber Ed Whitmore har stor erfaring med krimiserier, især dem hvor der fokus er på det retsmedicinske og opklaringen af gamle sager. Både Silent Witness og Waking the Dead er noget af det mest spændende udi den meget specifikke genre.

Der er også klart en respekt og forståelse omkring den kriminaltekniske del af Mordene i Port Talbot. Ved både at have chef-retsmedicineren Colin Dark (Richard Harrington) til at give dessiner om, hvad det er, han har brug for i forhold til DNA, og Paul Bethel til at stille spørgsmål eller videreformidle til kollegaerne, hvad det er, de er på jagt efter, står det klart for seeren, hvad der er op og ned i den videnskabelige del.

Kontrasten mellem opklaringsarbejdet tilbage i 70'erne og nutiden er nærmest chokerende. De ældre mænd i den øvre del af ledelsen dengang leder med lys og lygte efter en synlig bøhmand i stedet for at gå mere systematisk til værks. Fordi alt skal gå gennem mennesker, er chancen for, at oplysninger bliver tabt undervejs eller ikke fulgt op på, ganske stor.

Unge Bethel kan godt se, hvordan tingene kan gøres bedre, men uden nogen reel magt er der intet, han kan gøre, andet end at forsøge at gøre sit bedste efter omstændighederne. Derfor forstår man også hans ihærdighed de mange år senere, da der pludselig ser ud til at være en mulighed for at opklare de brutale mord.

Instruktør Marc Evans – som har arbejdet med Ed Whitmore på nok en krimiserie, Manhunt – viser fint de forskellige problemer og løsninger undervejs med underspillet overskud. Serien forfalder ikke til de kedelige amerikanske cliffhangers eller twists. Måske fordi Mordene i Port Talbot også er baseret på virkelige begivenheder, hvor den slags af de allermest fantasifulde deus ex machina-løsninger ikke konsekvent sker.

Når virkeligheden overgår fiktionen

Brugen af DNA i forbindelse med opklaring af gamle sager er både genial og skræmmende.

Det er godt, fordi det kan give afslutning for mange af dem, som har haft sagen helt inde på livet. Men også fylde dem med falske forhåbninger, når politiet pludselig meddeler, at de genoptager en sag pga. nye beviser. Er morderen fundet? Hvis ja, bliver vedkommende så dømt, eller slipper de igen for straf?

Som vi just har set i forbindelse med drabet på sexarbejderen Hanne With i 1990, hvor der først nu er fundet frem til en formodet gerningsmand, som matcher morderens DNA, er det ikke nødvendigvis en proces, der sker i løbet af et snuptag.

For hvis ikke vedkommende findes i et DNA-register, skal man håbe på, at slægtninge findes, så man på den måde kan indsnævre sig til gerningsmanden.

Det er det, som er fremgangsmåden i Mordene i Port Tabot, og serien fungerer i den henseende som et glimrende kursus i, hvordan DNA bruges til at opklare gamle sager.

Philip Glenister og Scott Arthur er gode som henholdsvis den ældre og yngre udgave af Paul Bethel.

Glenister var i 00'erne manden, der lagde krop til en af de bedste panserbasser i britisk tv, da han i de eksistentialistiske krimiperler Life on Mars og efterfølgeren Ashes to Ashes spillede det politisk ukorrekte og varme bulderhoved Gene Hunt.

Sproget er knapt så krast i den her omgang, men skuespilleren har den tilstedeværelse, hvor man køber den hårde politiskal uden problemer. Samtidig med, at man kan se sorgen og det tumultariske indre, der svømmer over af indestængte følelser.

Især når Paul er hjemme med hustruen Karina (nutid Nia Roberts, fortid Elinor Crawley), hvor nye og gamle følelser omkring det at være gift med en politibetjent har ligget som et halv-betændt sår gennem hele deres ægteskab.

Det er dog stadig mordene i seriens titel, der hele tiden bliver vendt tilbage til, og som er primus motor for alt, der sker i serien. Og når det kommer til krimiserier, er der ingen, der slår briterne. Mordene i Port Talbot er både et spændende og skræmmende blik på, hvor godt og galt det kan gå i en efterforskning.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: