Anmeldelse: ’Faraway Downs’ er drøncharmerende, men langtfra perfekt

Enten elsker man, eller også hader man Baz Luhrmann. Der er ingen mellemvej, når det kommer til den australske instruktør. Efter et hattrick af fremragende film til at starte karrieren med – Strictly Ballroom, Romeo + Juliet og Moulin Rouge! – kom der en stor, kluntet og jævnt kedelig prestigefilm, der floppede på alle leder og kanter.

Australia skulle være den store nationale fortælling fra Luhrmann. Den slags, hvor selv Borte med blæsten virkede som et stille og roligt, intimt drama.

Med Nicole Kidman og Hugh Jackman i hovedrollerne var der langt an til en kæmpe succes. Den udeblev dog noget så eftertrykkeligt.

Filmen var ganske vidst storladen og melodramatisk, men også i sådan en grad, at Australia fuldstændig kollapsede. Utroligt nok, virkede det pompøse epos, som om der manglede noget, til trods for en svulmende spilletid på 2 timer og 45 minutter.

Og det har Baz Luhrmann tilsyneladende også ment.

For da han gik og kedede sig under corona-lockdown og ikke kunne fifle mere med Elvis, kastede han blikket på karrierens største fiasko, som han besluttede sig for at klippe om.

Resultatet er Faraway Downs, en miniserie i seks afsnit på Disney+. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der er noget at komme efter i den nye version af den samme historie. Svaret et umiddelbart ja, dog med anker.

Crikey makker!

Historien er stadig den samme.

Kort ridset op handler det om den britiske adelskvinde Lady Sarah Ashley (Nicole Kidman), der i 1939 rejser til Australien for at overtale sin mand til at sælge den navnkundige kvægfarm, han har sat sig for skal blive en succes.

Han er dog blevet myrdet, hvorfor hun nu har et valg. Sælg farmen, eller før en flok kvæg til den nærliggende ny Darwin og indkasser en god sum penge ved at sælge dem som forsyninger til den australske hær.

Til at hjælpe sig har hun blandt andet den voldlækre australske cowboy, som kun er kendt som The Drover (Hugh Jackman) og ikke mindst den halvt aboriginer/halvt hvide charmerende knægt Nullah (Brandon Walters).

Eller, det er handlingen, i den første tredjedel. For bedst som man tror, at det ville være rigeligt med historie, smider Luhrmann også lige en gang ekstra intriger ind og japanernes bombning af Darwin i 1942. Og nå ja, også en sidehistorie om Australiens forhold til deres oprindelige befolkning og de tvangsfjernelser, man i flere år praktiserede, når det kom til børn af blandet race.

Ambitionerne fejler skam ikke noget, udførslen … well, det havde nok krævet en instruktør med bedre fornemmelse for subtil historiefortælling, når det kommer til følsomme emner.

Det er dog markant bedre i Faraway Downs end Australia.

Først og fremmest har Luhrmann justeret hist og her, så Lady Sarah fremstår langt mere handlekraftig end tidligere, hvor hun sådan bumlede lidt rundt, afhængig af hvad der skete omkring hende. I stedet for at blive ført, er det hende, som fører sin egen skæbne.

Og så omfavner den langt bedre, at det er Nullah, som er historiens fortæller. Ny underlægningsmusik fanger langt bedre den overdrevne blik, et barn kunne have på begivenheder, når de skal genfortælles. Bi-figurer bliver også bedre nuanceret, og flere tidligere abrupte overgange forsvinder (mestendels), fordi historien får lov til at udfolde sig korrekt.

Mere schwung, mindre tid

Til trods for at Faraway Dowrns er lige knap en time længere end spillefilmen, føles det på ingen måde sådan. Første og sidste afsnit er de længste på 46-50 minutter, men ellers ligger de resterende fire lige omkring den halve time, plus minus fem minutter.

Det går historien langt nemmere at komme igennem med de indbyggede pauser, og de korte afsnit i midten er tilpas korte til, at de snildt kan binges.

Tonen virker også mere jævn hele vejen igennem miniserien, hvor det til tider ikke var til at hitte rede på, hvilket humør det var meningen, man skulle have i løbet af Australia.

Roserne til trods, er der stadig problemer. Primært nogle, som også var til stede i filmen. Selvom der er blevet justeret på ting, fremstår Nullahs historie stadig lidt halv i forhold til, hvad den egentligt burde være. Aboriginere er stadig mestendels baggrundsfigurer til fordel for det hvide drama, der egentlig ikke er særligt unikt eller australsk forankret.

Det er der, hvor man tydeligst ser Baz Luhrmanns begrænsninger, når det kommer til denne slags alvorlige historier, hvor man ikke kan snyde sig ud af det med en vild æstetik.

Er man med på, at Faraway Downs er en karikeret historie med kæmpe schwung i, venter der en underholdende oplevelse. Der er desuden kommet en ny slutning, som er væsentlig mere tro overfor det miljø, hvor historien foregår i.

Skuespillet er hverken blevet bedre eller værre, så afhængig af, hvordan ens følelser var omkring det i første omgang, bliver det næppe ændret her. Om end, der er kommet mere substans på de enkelte karakterer, især Lady Sarah.

Faraway Downs er langtfra perfekt, men tager man miniserien for, hvad den er, er der charme nok til, at man føler sig godt underholdt fra start til slut.