Anmeldelse: ’The Gilded Age’ sæson 2 er et overflødighedshorn med flødeskum på toppen

”Ægteskabet er ikke stedet at søge frihed”, betror George Russell (Morgan Spector) sin 18-årige datter Gladys (Taissa Farmiga) i et sjældent fortroligt øjeblik mellem de to. Hun har modtaget et ægteskabstilbud fra Oscar van Rhijn (Blake Ritson), der har kurtiseret hende længe.

Tilbuddet om ægteskab synes ellers at være win-win for dem begge. Hun er ud af en rig familie, naiv og uskyldig – og dermed det perfekte skalkeskjul for, at han kan fortsætte med at udleve sin homoseksualitet uden at vække mistanke. Han har derimod ikke så mange penge på kistebunden, men er af gammel familie, og forbindelsen mellem de to kan sikre, at den nyrige familie Russell bliver accepteret i samfundets elite i New York.

Men den stenrige George Russell, der har tjent sine penge på jernbaner, investeringer og ejendomme, har gennemskuet bejlerens forehavende og får talt sin datter fra frieriet med løftet om at støtte hende ubetinget, når hun en dag bliver ægte forelsket. I en tid, hvor kvinder ellers mest bliver betragtet som en handelsvare, er det søreme nye toner.

Fornuftsægteskabet er afværget, men den unge frøken Russell er nu jaget vildt ved sæsonens mange baller i New Yorks og Newport, for hun er netop debuteret i selskabslivet, og hendes position og penge er eftertragtet bytte.

Økonomien boomer

Og så går det ellers over stok og sten i anden sæson af den stærkt underholdende HBO Max-serie The Gilded Age, der foregår i begyndelsen af 1880’erne – knap 20 år efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig. Serien er skabt af Julian Fellowes, som også står bag det højt elskede britiske historiske drama Downton Abbey, men selv om historien er specifikt amerikansk, er der flere ligheder mellem de to.

Vi er i en periode, hvor økonomien boomer fuldstændig vanvittigt i USA, og stål- og jernbaneindustrien skaber nye mangemillionærer, der tjener så mange penge, at de ikke aner, hvad de skal stille op med dem. Så de bygger prægtige palæer på Fifth Avenue og Madison og sommerresidenser i det eksklusive Newport, og de fylder deres hjem med europæiske antikviteter.

Mens mændene arbejder, pendler kvinderne i overklassen fra det ene mere overdådige bal, højtragende teselskab og velgørenhedsarrangement til det næste.

Vores to kvindelige protagonister er stadig den unge oprørske Marian Brook (Louisa Jacobson), der bor hos sine to konservative tanter Ada Brook (Cynthia Nixon) og Agnes Van Rhijn (Christine Baranski) og den sorte opadstræbende journalistspire Peggy Scott (Denée Benton).

Førstnævnte slikker sårene oven på en forlist kærlighedsaffære, mens hun underviser i akvarelmaleri på en pigeskole til tante Agnes’ store fortrydelse. Det passer sig ikke for unge damer at arbejde. ”Du trækker familiens navn gennem mudderet,” råber hun, da hun opdager foreteelsen.

Arbejde er til gengæld Peggy Scotts eneste håb for succes i tilværelsen, og hun tager et skridt op ad karrierestigen, da hun rejser af sted til Tuskegee, Alabama med sin redaktør T. Thomas Fortune (Sullivan Jones) fra avisen New York Globe for at dække åbningen af landets første sorte college. Vi er kun to årtier efter slaveriets ophør, og Peggy mærker på nærmeste hold den udtalte racisme i sydstaterne.

Operakrigen bryder ud

Imens tager kontroverserne mellem ’de nye’ og ’de gamle’ i New York til, og spydighederne flyver gennem luften, allermest subtilt serveret af Christine Baranskis tante Agnes, så man næsten ikke når at opdage svinerne, der høfligt bliver fyret af som maskingeværsalver under de opulente flæsebesatte kjoler.

Hvor første sæson af The Gilded Age gik med at få etableret hovedkonflikten mellem de nye og de gamle og skellet mellem upstairs and downstairs, dykker den nye sæson ned i ’Operakrigen’, som allerede blev berørt i sæson 1, og som i virkelighedens verden brød ud i New Yorks overklasse i 1882-83.

De gamle, personificeret af den sociale gatekeeper Mrs. Astor (Donna Murphy), sidder tungt på rettighederne til logerne i The Academy of Music, hvor enhver, der drømmer om social opstigning, står på venteliste til at få adgang. Operaen var datidens parallel til Instagram, hvor samfundet viste sig frem på display og derfor et vigtigt et sted at se og blive set.

Men de nye i byen bliver holdt ude med undskyldninger om, at der ikke er loger nok, og derfor går de sammen om at støtte opførelsen af en ny opera, Metropolitan Opera. Ambitiøse Bertha Russell (Carrie Coon), der har tænkt sig at nå helt til tops i den sociale rangorden, tager teten på at få overtalt alle de betydningsfulde familier til også at tage en loge i den nye opera.

Angreb fra alle sider

Banen er således kridtet op til en formidabel fejde, og familien Russell ser umiddelbart ud til at have overhånden. Men de bliver angrebet fra alle sider. Stålarbejderne i firmaet vil have mere i løn, bedre arbejdsforhold og retten til at organisere sig. Mrs. Russells forhenværende tjenestepige vil have hævn over sine tidligere arbejdsgivere og forsøger at sabotere et middagsselskab i deres hjem, og de kæmper med deres rivaler om, hvem der kan blive de bedste venner med en britisk hertug. Ægteparret har en forrygende kemi i deres scener sammen.

Selv om The Gilded Age er et fiktivt drama, har holdet bag arbejdet med at fremstille perioden så historisk korrekt som muligt, og mange af de personer, vi møder, er kendte skikkelser fra tiden, der er med til at bringe autenticitet til historien. Gengangere fra sidste sæson er den ukronede dronning Mrs. Astor, socialiten Mamie Fish og smagsdanneren Ward McAllister (Nathan Lane), og i denne sæson møder vi endvidere forfatteren Oscar Wilde backstage i teatret samt den kvindelige ingeniør Emily Warren Roebling, der stod bag opførelsen af Brooklyn Bridge.

HBO har investeret mange mio. i denne serie, og pengene tydeligt ses på skærmen. Kostumerne imponerer selvsagt, men også de veleksekverede udendørskulisser og flotte interiører.

Persongalleriet er stort, og det er om at holde tungen lige i munden for at kunne følge med i plotlinjer og intriger. Skulle man rette en kritik, må det være der, hvor både skuespil og dialog ofte får et nøk for meget på den melodramatiske klinge. I andre sammenhænge ville man ikke acceptere det, men her glider det lige ned. The Gilded Age er også i sæson to et overflødighedshorn med flødeskum på toppen.