Anmeldelse: Jeff Daniels er djævelsk charmerende i Netflix-serien 'En stor mand'

Intensiteten er ikke til at tage fejl af i Netflix-miniserien En stor mand.

Forretningsmanden Charlie Croker (Jeff Daniels) har hidtil været en af de mest succesfulde og profilerede personer i den amerikanske by Atlanta. Men aftenen efter sin 60-års fødselsdagsfejring kommer modgangen væltende ind over ham som en nådesløs tsunami.

En af de banker, hvor han har optaget lån, kræver nu at få deres penge tilbage. Chefen Harry Zale (Bill Camp) er ikke skræmt af den brovtende Croker, der med verbal vold og magt forsøger at overbevise, eller rettere sagt tromle sin vilje igennem.

For han har ikke de 600 mio. dollars, som han skylder banken. Ej eller de 400 mio., han skylder en anden. Det er umuligt for Charlie at skaffe én milliard dollars, og da det går op for ham, begynder rigmanden at svede. Rigtig meget.

”Saddeltasker,” siger bankrådgiveren Raymond Peepgrass (Tom Pelphrey). Han har et stort horn i siden på Croker og nyder at se ham lide i dette øjeblik.

Peepgras ved selvfølgelig, at svedplamagerne under armene på Charlie er det utvetydige tegn på, at forretningsmanden føler sig presset – og Raymond nyder det øjeblik til fulde.

Og det er bare starten på En stor mand, som er baseret på forfatter Tom Wolfes bestseller af samme navn.

Det er David E. Kelley, der er serieskaber, og med tanke på CV'et – der blandt andet består af Big Little Lies, Mr. Mercedes og The Undoing – er han uden tvivl det rigtige valg til at realisere Wolfes humoristiske og alvorlige samfundsrevsende roman.

Ikke mindst, når man har en kapacitet som Jeff Daniels i front for serien, og skuespilleren er intet mindre end elektrisk i den underholdende En stor mand.

Trump-light

Der er ingen tvivl om, at Charlie Croker er inspireret af Donald Trump. Men i modsætning til den tidligere præsident, er den fiktive forretningsmand ikke en gennemført usympatisk person.

Bevares, han er en kolerisk bulderbasse, som ikke er bleg for at svine en anden person til, både ansigt til ansigt og i pressen, hvis Charlie kan se en potentiel gevinst i at gøre det.

Men for de personer, han har kær, er han også villig til at gøre hvad som helst.

Da sekretæren Jills (Chanté Adams) mand Conrad (Jon Michael Hill) bliver brutalt anholdt og anklaget for overfald, tøver Croker ikke med at få sat firmaets advokat Roger White (AML Ameen) på sagen.

Dermed er de forskellige plotlinjer i En stor mand efterhånden også ridset op. De tre primære spor er Charlie, Tom og Conrad samt små afstikkere omkring Crokers ekskone Martha (Diane Lane), som dog kan knyttes til de to førstnævnte.

Vekslingen mellem de forskellige historier er skarp og sidder lige i det efterhånden velrenommerede skab. En stor mand lider måske lidt under, at vi har fået flere serier, som omhandler de samme emner, siden Tom Wolfe udgav romanen tilbage i 1998 – virkeligheden har endda i flere omgange overhalet fiktionen.

Historien er blevet opdateret til nutiden, hvorfor der er referencer til nyere begivenheder i amerikansk historie. Dog ikke på den ucharmerende måde, hvor referencer til tider virker, som om de bare bliver lavet, fordi man kan.

Uimodståelige Jeff Daniels

Miniserien står og falder med sin hovedrolle, og der kunne man ikke have overdraget den i tryggere hænder end Jeff Daniels'.

Hvis man kun har stiftet bekendtskab med skuespilleren gennem den store komedierolle i Dum og dummere, er man gået glip af en stor dramatisk karriere.

Få har set så bange ud på film, som Daniels i Araknofobi, frygtindgydende som i Netflix-miniserien Godless og retskaffen god i den alt for korte Aaron Sorkin-serie The Newsroom.

Med Charlie Croker trækker Jeff Daniels veksler på samtlige aspekter af sit uovertrufne skuespilrepertoire. Der er rigeligt med charme, skarp repliklevering og en vis portion utilregnelighed, så man aldrig er helt sikker på, hvad forretningsmanden kan finde på.

Udover Daniels bugner En stor mand med gode skuespillere, der alle imponerer – også dem, der kun er med kortvarigt. Som f.eks. William Jackson Harper, der spiller en opportunistisk borgmester

Omvendt stjæler Tom Pelphrey (Ozark) som altid hver en scene, han er med i. Måden, han gestalter den indestængte kontormand, der hader sin tilværelse og alle dem, han mener er skyld i, at det ikke bliver bedre, er både foruroligende og lidt grinagtig på en og samme tid.

De samfundskritiske elementer er ikke helt så spiddende, som hvis det er David Simon (The Wire), der er afsenderen, men mindre kan jo også gøre det. Igen er vi blevet forkælet med bedre de senere år, men der er alligevel nok pondus i En stor mand til, at den bliver hængende i ens bevidsthed, når først de seks afsnit er fortæret.

For det er en god miniserie, og hvor er det fedt, at netop det format er den foretrukne form til kvalitetsserier på Netflix. Afsluttede historier a la dette har bare et skarpere fokus og struktur end evighedsdrama- og komedieserierne.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: