Anmeldelse: Kate Winslets eminente skuespil drukner i den dårlige historie

Et sted i England bor Ruth med sin datter Freya. Sønnen bor i øjeblikket ikke hjemme, og (eks)manden hører vi ikke noget til. Der er dog også rigeligt at se til for Ruth uden mand og søn, for forholdet mellem mor og datter indeholder kun kold luft og store skænderier i dramaet I Am Ruth.

Imens Ruth træder hårdt i pedalerne til en spinningtime, tager Ruths datter billeder af sig selv, poserende i diverse stillinger og tøjstilarter. Da Ruth ankommer til hjemmet, råber hun op ad trapperne til Freya, men datteren svarer ikke. Hun gentager råbet, men får stadig intet svar. Efter at have opgivet at få et ”hej” tilbage, åbner hun døren til Freyas værelse. Det stille rum står i dyb kontrast til Ruths hurtige bevægelser og høje stemme, og stilheden stritter kun mere, da Ruth taler og taler til Freya uden at få et svar eller nogen form for anerkendende lyd tilbage. Kontraster som disse fylder generelt meget i serien og bliver sammen med det håndholdte kamera en form for ekstra medspiller, når det fungerer bedst.

Ruth klager over varmen i rummet, ruller gardinet op og åbner et vindue, imens hun spørger sin datter, om hun overhovedet har været uden for en dør i dag. Det har hun tydeligvis ikke. ”Hvad er der galt?” spørger Ruth insisterende og tydeligt frustreret. ”Ingenting,” skynder Freya at sige i et forsøg på at lukke munden på sin mor. Svaret lukker dog ikke munden, men giver i stedet anledning til at komme med endnu flere kommentarer. Først da Freya beder moren om at lade hende være i fred, går hun.

Stilhed og skænderier

Der er fuld knald på reallydene, så vi ikke skal være i tvivl om, hvor stille der er i huset; tøjet knitrer, dørene knirker, og fodtrinene på trapperne larmer lige så meget som mågeskrig en tidlig morgen på havnen. Moren og datteren taler tydeligvis ikke sammen, men hvad årsagen til den manglende dialog er, kender hverken moren eller vi seere. Men noget er galt.

Noget galt er der også med datteren. Hun nægter at tale med sin mor, og hun lister sig ned ad trapperne for at stable et kiksetårn så sirligt, at tvangstanker er det første, der strejfer ens hjerne. Den besynderlige handling får også moren til at undre sig, faktisk så meget at hun nævner den over for sin søn, da han ringer hjem. Freya overhører samtalen og går fra den ellers kærligt skænkede suppe, som Ruth forsøger at give hende.

Ruth tyer til sin dårlige vane ved at hente en cigaret i skabet, tænder den på det tikkende gasblus og stiller sig under et træ i haven for at puste ud, men her stopper stilheden igen. For ud af havedøren stormer den ellers mutte Freya og skælder sin mor ud for at ryge og for at bagtale hende over for broren. Skænderiet tager til i styrke, men stoppes brat af døren, der smækkes. Og sådan fortsætter forholdet mellem moren og datteren episoden igennem, også efter Freyas lærer forsøger at overtale Ruth til, at hendes datter skal begynde til psykolog.

Ekstremt stærkt skuespil af mor og datter

Ruth og Freya spilles af to skuespillere, der også er mor og datter i virkeligheden; Kate Winslet (Mare Of Easttown, Titanic) og Mia Threapleton (Dangerous Liaisons). Deres bånd virker som katalysatoren for det eminente skuespil, de viser i I Am Ruth, og som klart er denne episodes største force.

Det stærke skuespil oplever vi bl.a., da Freya hysterisk vasker sit ansigt ved at lade sine fingerspidser gnide henover huden i et forsøg på at få det beskidte til at forsvinde. Ruth hører vandet løbe i, hvad der føles som én uendelighed, og lister ind på badeværelset. Med kærlige berøringer og ord får hun stoppet sin datter, og et øjeblik føles det, som om tiden står stille, og alle misforståelser har viklet sig ud, men lige så snart hun forlader rummet igen, fortsætter Freya sit ritual.

Denne scene er blot ét eksempel på, hvor intenst og oprigtigt deres skuespil fremstår hele historien igennem. Vi er slet ikke i tvivl om, at de er mor og datter, og vi tror på deres følelser her og nu. Til gengæld sættes vi seere alt for lang tid på pinebænken, for i og med at Winslet og Threapleton spiller SÅ intenst på din skærm i 99,9 % af tiden, tvinges du til at holde vejret, imens de græder og skændes I HALVANDEN TIME! Det er alt for lang tid!

Utroværdig fortælling uden kontekst

Med så intenst et skuespil og forhold, hersker der ingen tvivl om, at de, der har udviklet historien, har haft noget på hjerte. Særligt ikke, når den ene af dem er Kate Winslet selv. Sammen med manuskriptforfatter og instruktør Dominic Savage har hun skrevet historien til denne episode, som udgør tredje del af antologiserien I Am …. De tre dele er selvstændige historier, og Winslet og Savage har tilsyneladende haft et mål om at fortælle, hvordan det er at være mor til en datter, der har det rigtigt svært i en teenagetid, hvor vi definerer, hvem vi er – også digitalt.

Emnet skal være velkomment, men for at få den lille historie (Ruth og Freyas forhold) til at fortælle den store historie, så serien virker relevant og troværdig for os seere, bør karaktererne såvel som fortællingen have flere lag, så man ikke sidder tilbage med flere spørgsmål end svar, når historien er slut.

Det gør man desværre efter denne fortælling. Du sidder tilbage med spørgsmål som; hvem er Freya egentlig? Har hun ingen venner? Hvordan er familien normalt? Hvorfor er datteren havnet i den situation? Hvorfor nægter moren psykologhjælp? Osv. osv. Derfor kommer den halvanden times pinsel til at føles langtrukken og uvedkommende og desværre også utroværdig, idet der både mangler en forhistorie, eller i det mindste en kontekst, andre følelser end vrede og frustration samt en ordentlig etablering af de to karakterer. Det gode skuespil synker derfor desværre til bunds i den hullede historie, som Winslet prøver at fortælle.