Anmeldelse: ’Criminal Record’ er britisk krimi, når det er bedst

Panisk løber hun mod telefonboksen. Med rædsel i stemmen fortæller hun kvinden i den anden ende, hvordan hendes kæreste har truet med at slå hende ihjel. Alarmopkaldsmedarbejderen beder hende om roligt at give flere detaljer, så hun kan sende en patrulje til hende.

Lige inden forbindelsen bliver afbrudt, når den skræmte kvinde at sige, at kæresten har pralet med, at han allerede har slået en kvinde ihjel og er sluppet fra det, da en uskyldig mand afsoner straffen for det mord.

Det bliver omdrejningspunktet for Apple TV+-serien Criminal Record. Efterforskeren June Lenker (Cush Jumbo) får optagelsen af alarmopkaldet og opdager efter kort tid, at der måske er noget om snakken.

Mordet, det drejer sig om, er et flere år gammelt, og Errol Mathis (Tom Moutchi) blev dømt for det brutale drab på sin kæreste Adelaide. Et trafikuheld på dagen for mordet har dog gjort, at han vitterligt ikke kan huske, om han har begået det og bl.a. derfor har han tilstået gerningen.

Men har han rent faktisk begået mordet? Det er det spørgsmål, der driver handlingen frem.

For betjenten, der fik Mathis dømt, den nuværende politiinspektør Daniel Hegarty (Peter Capaldi), er nemlig ikke overbevist om, at han har lavet en fejl, og er heller ikke videre begejstret for, at Lenker begynder at rode rundt i fortiden. Det er nemlig ikke altid lige efter bogen, at han og nogle af kollegaerne har håndteret politiarbejdet.

Resultatet er intet mindre end en af de mest fængende krimiserier i serieland.

Tvekamp på intelligens

Serieskaber Paul Rutman liner fornemt serien op til en skakmatch mellem Lenker og Hegarty. Hele tiden gælder det for den anden om at være et træk foran den anden. Og efterforskeren har et gevaldigt handicap, da inspektøren har mere magt og færre skrupler omkring at fifle lidt i kanten – en klassisk antihelt-panser.

Ikke at Hegarty er et ondt menneske. Han har stor kærlighed til datteren Lisa (Maisie Ayres), der har været meget overladt til sig selv, siden moren døde omkring tiden for Adelaide-mordet. Hun har i mellemtiden fået en narkovane, og han forsyner hende med stoffer, så hun ikke selv skal skaffe dem på gaden, hvor drive-by-nedskydninger er en fast bestanddel.

Som ekstra krølle på halen er Lisa begyndt at date Adelaides søn Patrick (Rasaq Kukoyi), som selvsagt lider under traumet over morens død og Errols potentielle skyld. En fin sidehistorie, hvor det bliver klart, hvor vide konsekvenser fortiden kan ende med at få.

Hegarty ved naturligvis ikke noget om Lisa og Patricks relation som udgangspunkt, men det er jo sådan noget, der på et tidspunkt kommer frem.

Lenkers ihærdige forsøg på at finde frem til sandheden møder flere bump på vejen, ofte foranlediget direkte af Hegarty selv eller nogle af hans tætteste politikollegaer.

Man bliver da også oprigtigt i tvivl om, hvorvidt Hegarty i sidste ende har tænkt sig at sørge for, at Lenker dør. så opsat virker han på, at hun ikke skal finde frem til visse ømtålelige ting.

Det er superbt lavet, og man sidder hele tiden på kanten af sofaen. Det er britisk krimi, når det er bedst.

Pragtpræstationer

Cush Jumbo og Peter Capaldi er intet mindre end fantastiske i de to hovedroller. De har begge denne indædte intensitet, som er nødvendig for, at man skal tro på, at de to betjente vil gå til store længder for at gøre det, de hver især mener er rigtigt.

Capaldi - hvis glansroller spænder så vidt som fra den arrige spindoktor Malcolm Tucker til den navnkundige doktor i Doctor Who - og hans markante ansigtstræk, hvor han konstant ser ud, som om han er vred eller har en hemmelighed, funger sublimt til Hegarty. Som seer skal man aldrig helt have styr på, hvor man har ham, og det må man sige, at skuespilleren gør fremragende.

Der bliver også gjort en dyd ud af at vise, at de også er dygtige til deres arbejde. Dermed slipper vi for den trivielle trope, hvor den ene part er kvikkere end den anden, men bare uheldig eller på anden måde hindret i at fuldføre sin mission.

Derigennem også, hvem der er bedst til at navigere internt i politisystemet, hvor normer og interne stridigheder afdelinger og stationer imellem gør, at mange hemmeligheder forbliver i mørket. Selv for dem, som egentlig burde vide, hvad der sker.

Ved at have de forskellige lag, med politi, mistænkte/dømte og pårørende, får Rutman og kompagni en masse små fortællinger og følelser i spil, uden at noget at det fremstår som unødigt fyld.

Tværtimod er historien så veltilpas doseret, at når man først er gået i gang med Criminal Record, er det tæt på umuligt at lægge den fra sig igen. Og er det netop ikke det fornemmeste, en krimiserie kan opnå? Lysten til at se videre for at nå frem til svaret på spørgsmålet om, hvem der er morderen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: