Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Krimiserien ’A Thousand Blows’ er skøn kæberasler fra ’Peaky Blinders’-skaberen

Af
Claus Nygaard Petersen
21. februar 2025
A Thousand Blows anmeldelse
Malachi Kirby og Erin Doherty i 'A Thousand Blows' / Foto: Disney+

Del artikel

Disney+-serien om en kvindelig tyvebande i det victorianske London er en udsøgt fornøjelse. Samtidig understreger den det enorme talent hos en af tidens mest interessante skuespillere.

A Thousand Blows 

Streamingtjeneste: Disney+
Premieredato: 21. februar 2025
Genre: Krimi, drama
Serieskaber: Steven Knight
Medvirkende: Erin Doherty, Malachi Kirby, Stephen Graham, Francis Lovehall, Jason Tobin, James Nelson-Joyce m.fl.
Land: England
Antal afsnit: 6

Hvis du var en af dem, som fik kæmpet dig igennem samtlige sæsoner af ’The Crown’, husker du måske prinsesse Anne. Du ved, Charles’ søster, der aldrig var bleg for at gå sine egne veje og sige sin mening, ligegyldig hvor ilde sandheden end måtte være hørt.

Den bedste inkarnation af den figur fik vi i sæson tre og fire, hvor karakteren blev spillet af Erin Doherty. Rollen blev et kæmpe gennembrud for skuespilleren, der med perfekt ligefremhed og Sahara-tør levering af bidende bemærkninger blev de to sæsoners ubestridte fan-favorit.

A Thousand Blows anmeldelse
Erin Doherty og Stephen Graham i 'A Thousand Blows'
Foto: Disney+

Og det er vel at mærke i et felt, som inkluderede Olivia Colman, Helena Bonham Carter, Emma Corin, Gillian Anderson, Emerald Fennell og Josh O’Connor.

Nu er Erin Doherty så aktuel i Disney+-serien ’A Thousand Blows’, som er lavet af ’Peaky Blinders’-skaberen Steven Knight.

Præcis som hans berømte fortælling om Birmingham-gangsterne med barberblade i hatten er den nye serie også baseret på ægte historiske forbrydere.

Det drejer sig om banden ’Forty Elephants’, som huserede i London fra omkring midten af 1800-tallet og frem til cirka midten af det 20. århundrede. Det bemærkelsesværdige ved banden var, at den udelukkende bestod af kvinder. Deres speciale var lommetyveri og at klæde sig ud som tjenestefolk og derefter røve folks hjem, når de sov eller var væk.

A Thousand Blows anmeldelse
Stephen Graham og Malachi Kirby i 'A Thousand Blows'
Foto: Disney+

Erin Doherty spiller den selvudnævnte dronning af banden, Mary Carr, som er en af tre hovedpersoner i ’A Thousand Blows’. De to andre er den jamaicanske immigrant Hezekiah Moscow (Malachi Kirby) og undergrundsbokseren Sugar Goodson (Stephen Graham).

Tilsammen er de en mægtigt fascinerende treenighed i serien, som bør blive din næste binge-fornøjelse.

To be continued

Lad det være sagt med det samme: Der kommer en sæson to.

Det ved vi, fordi der i det sjette og sidste afsnit i denne ombæring dukker et stort skilt op til slut, hvor der står ”To be continued”. Derefter får vi så en forsmag på, hvad vi kan forvente os i næste ombæring, som tilsyneladende allerede er færdigindspillet, men som ikke har fået nogen premieredato.

Men det gør heller ikke noget lige nu, for første sæson af ’A Thousand Blows’ er en skøn kæberasler lige i underholdningscenteret.

Erin Doherty viser serien igennem, hvorfor hun er den britiske skuespiller, vi skal holde skarpest øje med i den nærmeste fremtid. Talentet er utvetydigt, og hendes scenetilstedeværelse er perfekt. Hvad end scenen kræver, leverer hun det med bravur.

A Thousand Blows anmeldelse
James Nelson-Joyce og Francis Lovehall i 'A Thousand Blows'
Foto: Disney+

Dermed bliver det op til resten af rollebesætningen at ramme hendes niveau, og der er heldigvis ikke nogen, som falder igennem.

Malachi Kirby som Hezekiah fanger fornemt den selvtillid, en fighter har, når denne ved, at han er sin konkurrent overlegen. Det manifesterer sig igennem hele kroppen og ikke kun gennem et kækt smil. Måden, skuespilleren får formidlet karakterens anderledes boksestil på, er også fin. Jo længere hen i serien vi kommer, desto mere trænede boksere kommer han op imod.

Deres meget stive og rigide bevægelser og udgangspositioner står i slående kontrast til hans meget flydende og fleksible stil. Det er da også en af grundene til, at Hezekiah er sine modstandere så overlegne, som han er.

Med en enkelt undtagelse.

A Thousand Blows anmeldelse
Stephen Graham i 'A Thousand Blows'
Foto: Disney+

En kamp til døden

Kvarterets gamle alfahan, Sugar, er det, man i fight-terminologi kalder en brawler. En uregerlig slagsbror, der forlader sig på rå og overvældende slagkraft samt evnen til at absorbere modstanderens slag. Men tiden går på hæld for den levende legende.

Slagsmål vinder indpas i de finere kredse, hvor regler og boksehandsker højner anseelsen og gør den mere nobel.

Stephen Graham kanaliserer den samme ur-vrede, som han så mesterligt har gjort til et af sine varemærker. Lille af statur, men en kæmpe personlighed og en evne til at sprutte af raseri på en måde, som ingen andre kan. Man sidder vitterligt og er bange, når skuespilleren slår vreden til.

A Thousand Blows anmeldelse
Malachi Kirby og Francis Lovehall i 'A Thousand Blows'
Foto: Disney+

Ligegyldigt om det er som gangsteren Al Capone i ’Boardwalk Empire’ eller som kolerisk kok i det oversete mesterværk ’Boiling Point’, er Stephen Graham en af den slags skuespillere, hvor man måske ikke altid husker navnet. Men præstationen, den hænger ved.

Det samme gør sig gældende med Sugar.

Frygten og sorgen ligger tydeligt lige under vreden i figuren, hvis imposante, muskuløse fysik, kombineret med det skræmmende temperament, sender en frygt i livet på de fleste.

Men ikke Hezekiah og til dels heller ikke Mary.

Der er et fint trekantsdrama, som foregår på flere niveauer og handler om flere ting. Nogle mere tydelige end andre. Det er flot skrevet og bruger mulighederne i seriemediet godt.

A Thousand Blows anmeldelse
Stephen Graham i 'A Thousand Blows'
Foto: Disney+

Nå ja, og så er der også nogle kupplaner, som involverer en kinesisk delegation og stridigheder mellem forskellige fraktioner i det victorianske London.

Om ’A Thousand Blows’ når samme niveau som ’Peaky Blinders’ er stadig for tidligt at sige. Men at dømme ud fra første sæson, er vi ikke langt fra.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste