Anmeldelse: 'Lessons in Chemistry’ kombinerer kvindekamp, kemi og kogekunst

Vi er i Californien i 1961. Bag et tv-studie bliver Elizabeth Zott (Brie Larson) mødt af en elektrisk stemning, og en stor mængde af kvinder jubler, da de ser hende. Hun bevæger sig med selvsikre skridt mod studiet, og da lyset i studiet dæmpes, indleder hun sit madlavningsprogram med ordene ”My name is Elizabeth Zott, and this is Supper at Six”.

Den nye dramaserie Lessons in Chemistry om tv-kokken med stjernestatus på Apple TV+ strækker sig fra 1951 og ind i start 60’erne med flashbacks til 1920’erne og 30’erne.

Elizabeth Zott arbejder i starten af 1950’erne på Hastings-instituttet i Californien. Selv om hun er kemiker og langt mere talentfuld end de fleste ansatte, er hun ansat som laboratorieassistent for de andre kemikere (mænd). Hun bliver kaldt ”honey” og ”sweetheart” og bliver mødt af bemærkninger som ”A smile once in a while wouldn’t kill you”. Serien udfolder knivskarpt den sexistiske verden, man som kvinde på den tid bliver tvunget til at agere i.

Det er ren kemi

På arbejdet møder hun Calvin Evans (Lewis Pullman). De bliver begge opfattet som særlinge, arrogante og selvcentrede. To ensomme eksistenser, som holder sig for sig selv.

Samspillet mellem de to er rørende og charmerende. De to skuespilleres fornemmelse for hinanden er som et dansepar, der perfekt afstemmer deres bevægelser til den anden.

Deres historie fortælles bl.a. igennem raffinerede antydninger, som da de begynder at spise frokost sammen. I starten byder hun ham forsigtigt af sin medbragte mad – efterhånden som de kommer tættere på hinanden, deler de den med største selvfølgelighed.

Mad fungerer som en selvstændig karakter i universet. Når Elizabeth laver mad, bærer hun ikke forklæde, men kittel, for hende er madlavning et kemieksperiment. ”It is basic chemistry”, som hun siger.

Da Elizabeth bliver gravid tøver ledelsen på Hastings-instituttet ikke med at fyre hende. Som alenemor forsørger hun sig selv og datteren Mad som Tupperware-sælger nogle år og får ved et tilfælde tilbudt jobbet som vært på Supper at Six.

Hun opsøger nemlig faren til en af sin datters klassekammerater, da hendes datter har fået for vane at give hans datter den frokost, som Elizabeth med stor omtanke tilbereder hver dag. Han er tv-producent og tilbyder hende øjeblikkeligt stillingen.

Smittende musikalsk intro

Serien er baseret på Bonnie Garmus’ romandebut af samme navn fra 2022. Bogen har solgt flere end 4,5 millioner eksemplarer og er oversat til 40 sprog.

Heldigvis er romanens tørre humor blevet bevaret, og flere af seriens vittige replikker er hentet direkte fra forlægget. Hovedpersonens hund hedder Six Thirty, for det er det klokkeslæt, den vækker hende hver morgen.

Og da Elizabeth Zott senere i fortællingen føder det barn, som er frugten af hendes forhold med Calvin (hvad der sker i deres forhold, skal du selv opleve), får den lille navnet Mad, for som hun forklarer: ”They told me I should name her what I felt”.

På det visuelle plan er serien ren fryd. Serieskaberne har tydeligt gjort sig umage med at skabe et autentisk portræt af 1950’erne til de tidlige 1960’ere ned til mindste detalje. Billederne er badet i et varmt blødt lys, særligt aftenscenerne er smukke.

I seriens yderst musikalske og smittende intro bevæger farveblyanter sig i en elegant dans igennem et tegnet univers. En slags kortlægning af vores hovedperson Elizabeth Zotts liv, domineret af kemiske formler og mad. Perfekt at blyanterne er med i introen, for de spiller en stor rolle i Zotts liv, som ikke skal afsløres her.

Lidt for sentimental

Brie larson, som fortolker Elizabeth Zott, bragede igennem i 2015 i Lenny Abrahamsons Room. For rollen modtog hun både en Oscar og en Golden Globe. Hendes portræt af Elizabeth Zott er så vellykket, som var hun vokset direkte ud af romanens sider. Hendes skarpe og ærlige blik skærer igennem al den falskhed og vrøvl, hun hører om, hvordan kvinder bør opføre sig.

På manuskriptplan har man dog flere steder valgt at lade serien med en al for sentimental stemning. Værst set ved hunden Six Thirty, som i løbet af serien bogstaveligt talt får sin egen stemme. Et udmærket greb, da den har en stor rolle. Problemet er, at den ikke udtrykker andet end banaliteter og klichéer. I romanen er dens observationer morsomme, altid fortalt med tør humor, og er det ved at blive for banalt, bliver det punkteret af en bitter bemærkning, hvilket er et gennemgående træk ved romanens stil.

Tv-producenten Walter (Kevin Sussman), der ser hendes potentiale forklarer, hvorfor han har valgt hende til Supper at Six: ”You respect your audience”. Lidt trist, at serien ikke helt formår at gøre det samme. For det virker, som om den ikke tror, at publikum kan skelne mellem klichéer og livsvisdom.

Tager husmødrene alvorligt

Til gengæld er det inspirerende at se, hvordan Elizabeth bruger sit platform som tv-vært på Supper at Six til at højne kvindernes status i samfundet – hun fører kvindekamp i bedste sendetid. Hun får stjernestatus som vært, fordi hun tager husmødrenes rolle alvorligt. Hun taler aldrig ned til dem, men lærer dem, at de skal være stolte, og at det, de gør, er noget værd. Hun lærer dem, at madlavning er kemi, og at ”Chemistry is life”.

Brie Larsons fortolkning af historiens heltinde, det gennemført smukke og levende tidsbillede og den charmerende intro er uden tvivl til topkarakter. Gid man bare havde valgt at holde lidt igen med doseringen af sødemiddel, så havde fortællingen ikke snublet i sine egne klichéer og banaliteter.