Anmeldelse: ’The Miracle Club’ er et charmerende lille filmmirakel

Tror du på mirakler?

Og hvad er et mirakel egentlig? Svaret afhænger af, hvem du spørger. For kvinderne i The Miracle Club, veksler det, afhængig af hvad deres problemer er.

Vi er i Dublin i 1967. Veninderne Lily (Maggie Smith), Eileen (Kathy Bates) og Dolly (Agnes O’Casey) er ved at gøre sig klar til talentkonkurrencen i den lokale kirke. Førstepræmien er et par billetter til byen Lourdes i Frankrig.

Folk valfarter til stedet i håbet om at blive kureret for alskens skavanker, da Jomfru Maria efter sigende åbenbarede sig der i 1858.

Samtidig kommer Chrissie (Laura Linney) tilbage til barndomsbyen, fordi hendes mor Maureen er død. Hun var venner med Lily og tante til Eileen, og snart begynder fortidens latente inficerede sår at bryde op igen.

Irske viser med fransk accent

Det er en rimelig ligefrem dramafilm, som instruktør Thaddeus O’Sullivan har skruet sig sammen ud fra Jimmy Smallhorne, Timothy Prager og Joshua D. Maurers manuskript.

Med den hellige treenighed – Maggie Smith, Kathy Bates og Laura Linney – i front er der ikke så mange dikkedarer, når det kommer til filmens styrke.

For hver gang de tre har scener sammen, bliver det elektrisk. Især, og måske ikke så overraskende, er Smith en funklende stjerne i The Miracle Club.

De spydige replikker, som kun hun kan levere dem, rammer plet hver gang. Som da Lily har en lille samtale med ægtemanden (Niall Buggy) om, hvorvidt det er en god idé, at hun rejser, og hvad han så skal gøre.

”Gå tilbage i seng Tommy. Der er du i sikkerhed,” lyder det med den syrlige stemmeføring, vi er blevet vant til fra Downton Abbey.

På den dramatiske front giver hun den godt som sørgende mor, der mistede sin eneste søn for år tilbage. Med Chrissies tilbagekomst bliver det traume bragt længere op til overfladen end tidligere.

Den slags kan som bekendt både være godt og skidt. For det er kun gennem konfrontation med de problemer, vi døjer med, at vi kan gøre noget ved dem og få det bedre. Men derfor gør det stadig umanerligt ondt at skulle genkalde sig tanker og følelser fra en bestemt periode. Især hvis der oveni også er en solid dosis skyldfølelse, som ligger og ulmer ubønhørligt.

Og skyld er noget, der plager alle kvinderne på forskellig vis. Hvor det for tre af dem er forbundet, er det for Dolly noget helt andet.

Sønnen Daniel (Eric D. Smith) er for længst kommet sig over småbarns-stadiet, men ytrer stadig ikke et ord som 6-8 årig – den eksakte alder bliver aldrig nævnt. Derfor er håbet, at en tur i vandet fra de hellige kilder kan får ham til at åbne munden. Udover følelsen af at have fejlet som mor, ligger der også en mere dyster grund og nager hende. Agnes O’Casey gør det rigtig godt, og som det mest ukendte navn blandt hovedrollerne, falder hun på ingen måde igennem, sådan som det nogle gange kan være tilfældet med ukendte skuespillere overfor stjerner. Tværtimod bliver hendes præstation accentueret af de tre andres tilstedeværelse.

En slags mirakel

Selv om The Miracle Club egentlig er et meget ligefrem drama med en hjertevarm kerne, hæver den sig alligevel over mængden. Det er en stille film, hvor der i de lange blikke bliver sagt flere minutters monolog på bare få sekunder.

Kathy Bates demonstrerer det til fulde som Eileen. Udover en ukendt knude i brystet og en snøbel af en husbond (Stephen Rea i al sin gemytlige herlighed), rider Chrissies genkomst hende som en mare.

For de to kusiner hang engang sammen som ærtehalm, og begge nærer meget stærke følelser i forhold til, hvad der skete, dengang Chrissie forlod byen.

Man fornemmer hurtigt, hvad der ligger bag, og O’Sullivan og kompagni giver drypvis mere information, som filmen skrider frem.

Omvendt er den også tilbageholdende om ting, man et eller andet sted gerne vil have svar på. Det er en afvejning, om man er villig til at sluge de små kameler eller ej, dog er det ikke noget, som forstyrrer forståelsen af helheden.

The Miracle Club er en af den slags feel-good-film, man ikke kan andet end at blive charmeret af. De tre stjerner, Smith, Bates og Linney, gør selvfølgelig sit, men også fine bikarakterer og sidehistorier fænger.

Derudover er der nogle fine tanker omkring skyld, accept og tilgivelse, som altid er evigt ræsonnerende. Kort sagt er The Miracle Club præcis det lille filmmirakel, man kunne håbe på.