Anmeldelse: Med den nye tyske heist-serie ‘Crooks’ leverer Netflix sjældent vellykket action på højt niveau

Det hører efterhånden til sjældenhederne, at Netflix’ actionfilm og -serier er seværdige. Det er, som om de har forsøgt at overgå sig selv med den ene ligegyldighed efter den anden.

Så meget desto mere befriende er det også, når de endelig formår at lave noget, der både er actionfyldt, underholdende og til dels rørende. Som det er tilfældet med deres tyske miniserie Crooks, der er tilgængelig på streamingtjenesten.

Serien tager sit udgangspunkt på Museumsøen i Berlin, hvor en gruppe turister får sig en ekstra oplevelse, da de bliver vidner til et brutalt kup, hvor to mænd iført gummimasker smadrer en glasmontre med deres medbragte økse. De to mænd stikker af med deres bytte: en sjælden, gammel mønt.

Ingen kommer til skade ved kuppet, og røvernes lidt gumpetunge fremtoning minder mest af alt om noget, man ser i film af enten Coen-brødrene, Tarantino eller Guy Ritchie. Meget tyder da også på, at seriens instruktører og manuskriptforfattere har hentet inspiration fra en eller flere af de fire talentfulde filmskabere.

Fortiden spøger

I mellemtiden er Charly (Frederick Lau) i zoo med sin kone Samira (Svenja Jung) og stedsønnen Jonas (Jonathan Tittel). En fin sekvens, der bruges til at etablere forholdet mellem de tre. Derudover etableres Charlys brogede fortid som pengeskabstyv, da han vil imponere Jonathan og for sjov bryder ind i et ellers aflåst område for at se de store kattedyr.

Ironisk nok arbejder Charly nu som låsesmed, og da han kaldes ud til et job, narres han til at skulle arbejde sammen med en gammel kending, Stepan, der vil have ham til at åbne et pengeskab, der angiveligt skulle indeholde to millioner euro. Et hurtigt job, der vil indbringe ham 200.000 euro. Han afslår jobbet og tager hjem.

I Wien introduceres vi for Joseph (Christoph Krutzler), der er chauffør for en bande, der tjener penge på organiseret kriminalitet. Bandens boss, Karli, ligger for døden, og hans bror kaldet Røde håber at kunne overtage forretningen, når han er væk.

Banden samarbejder med Stepan og planen er, at Joseph skal til Berlin sammen med håndlangeren Zwanzigger og hente den sjældne mønt (der viser sig at være i pengeskabet), når Stepan har stjålet den fra den berygtede Walid-klan. Derefter skal den videresælges til en russisk køber.

Samler elegant trådene

Det er en kompleks fortælling, der kompliceres yderligere ved, at Røde opdager, at forretningen ikke går til ham, men at Karlis arv tilfalder hans søn, som er Joseph.

De to første afsnit tager sig heldigvis god tid til at introducere det omfattende og ekstremt valcastede persongalleri samt slå seriens præmis an. Og det lykkedes imponerende godt, for man kommer både til at holde af hovedkaraktererne og forstå skurkenes ekstreme valg, der træffes i kølvandet på det kup, som Charly, da hans familie trues, alligevel ender med at udføre – det går selvfølgelig ikke går som planlagt.

Og holder man tungen lige i munden og følger med, venter der en hæsblæsende serieoplevelse, der skiller sig ud fra meget af det, Netflix plejer at levere.

Ikke mindst på grund af den velskrevne historie, der elegant hopper mellem de tre hovedsettings i Berlin, Wien og Marseille, hvor Samira og Jonas er flygtet til som følge af det mildest talt mislykkede kup.

Overordnet set er her tale om en klassisk heist-serie, men efter kuppet er overstået i første afsnit, bliver det mere en serie om overlevelse. Især for hovedpersonen Charly, der pludselig får travlt med at komme til Marseille, da den hævngerrige Walid-klan har opsporet Samira og Jonas, der nu er jaget vildt i den franske storby.

Noget af det, der gør, at serien aldrig bliver kedelig trods sit monotone tempo, er de mange spring – både i lokationer, men også i genrer. Her er elementer af både action, thriller, drama og komedie, der alt sammen krydres med lidt roadmovie og dannelsesrejse. Primært hos Charly og Joseph, hvis relation, man langsomt, men sikkert, bliver følelsesmæssig engageret i.

Konstant overraskende

Med sin elegante etablering af de forskellige genrer og ditto karakterer har skaberne gjort sig selv en enormt stor tjeneste. Uden at gå på kompromis med sin præmis, der i sig selv er ret simpel, formår Crooks gennem sine otte afsnit at holde publikum fanget.

Det gør den primært, fordi der skal meget til før, der sker noget, man som seer ikke køber. Man hyles derfor aldrig rigtig ud af historien trods de konstante overraskelser, der kommer naturligt i takt med karakterernes udvikling.

Jeg taler ikke om WTF-øjeblikke. De er der ganske vist også, men det er ikke dem, der gør serien interessant. Det er derimod det faktum, at man forstår og kan sætte sig ind i de forskellige motiver, karaktererne har for at gøre, som de gør.

Det gælder ikke kun Charly, der ganske vist er den, der har mest på spil. Man forstår til dels også den stærke hævngerrighed, der motiverer Walid-klanen til at tage til Marseille og bruge Samira og Jonas som lokkemad for at få fat i Charly. Dermed ikke sagt, at man håber, de lykkes med deres mission. For de er stadig nogle modbydelige sataner, hvis brutalitet ligeledes overrasker.

Man kan argumentere for, at otte afsnit er i overkanten. Ikke i forhold til seriens underholdningsværdi, men mere fordi de mange overraskelser til sidst virker mere som et cover up for, at historien mangler den substans, der ville løfte den fra god til fantastisk.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: