Anmeldelse: Michael Fassbender står i spidsen for stjernecast i den ny spionthriller ‘The Agency’ – men det gør den ikke mere interessant

Den franske spionserie ‘Le bureau des légendes’ (‘Falsk identitet’, 2015-20) anses af mange som en af de bedste og mest realistiske serier inden for genren. Den fortæller om livet som spion og agent for den franske efterretningstjeneste – en genre, der de seneste år har fået et kæmpe boost. Men har vi egentlig brug for flere udgaver af denne velrenommerede klassiker?

Det mener George Clooney tilsyneladende. Han har i hvert fald kastet sig ud i at producere en amerikansk genindspilning af den populære franske serie. Den har fået titlen ‘The Agency’, og på rollelisten ses blandt andre Michael Fassbender, Richard Gere og Jeffrey Wright.

Men hverken som genre eller som genindspilning kommer ‘The Agency’ med noget nævneværdigt nyt. Den tager os med ind bag CIA’s planlægningsarbejde samt deres brug af informanter og undercover-agenter – som enhver anden film og serie om emnet.

De menneskelige konsekvenser

Martian (Fassbender) har i seks år arbejdet som undercover-agent på en tophemmelig mission i den etiopiske hovedstad Addis Ababa. Uden yderligere forklaring kaldes han med kort varsel tilbage til London. Selvom det er vilkårene for hans arbejde, er det alligevel hårdt, da han skal blandt meget andet skal efterlade sin elskerinde, Sami Zahir (Jodie Turner-Smith).

Efter seks år i marken for CIA i en helt anden del af verden, skal Martian nu forsøge at få en ny hverdag op at køre. Men det er svært at tilpasse sig livet i London og få genopbygget forholdet til sin teenagedatter, Poppy, når man samtidig skal forholde sig til og affinde sig med CIA’s konstante overvågning. For der er selvfølgelig en grund til, at han pludselig er blevet kaldt hjem.

De mange års arbejde som spion har gjort Martian både kynisk og afstumpet. Og det er fedt at se, hvordan ‘The Agency’ fortæller den del af livet som agent. Man mærker det både i samspillet med datteren, der spilles fremragende af den relativt ukendte India Fowler. Scenerne mellem far og datter er både rørende og underspillet komiske, og det er her, man tydeligst mærker konsekvenserne af Martians arbejde.

Men der er mere på spil for Martian end at redde forholdet til sin datter. For han lever og ånder for sit arbejde som agent for CIA, men da Sami pludselig dukker op i London, vækkes hans gamle følelser for hende, og det er ikke foreneligt med jobbet som agent, eftersom Sami var en del af hans tidligere mission.

Nutidige ramme, men stadig det samme

‘The Agency’ er en velproduceret og underholdende spionserie, der har fokus på de menneskelige konsekvenser for alle de involverede i et efterretningsarbejde. Den er kompleks i sin skildring af selve arbejdet i en branche, hvor målet altid helliger midlet.

Den har brutale torturscener fra begge sider, der gør, at man til tider sidder med en klump i halsen og ikke helt kan finde ud af, hvem man skal holde med. For hvorfor er vores midler mere acceptable end deres? Og er tortur okay, hvis man selv udøver det til fordel for sin sag?

Serien har den kompleksitet, der forventes, og den forholder sig kritisk til begge sider af den aktuelle konflikt, der i dette tilfælde er krigen mellem Rusland og Ukraine.

Men det er alt sammen noget, man har set før. Og det er ikke altid nok at tage en genkendelig skabelon og gøre en historie aktuel med en aktuel konflikt. For tematikkerne er de samme, konsekvenserne er de samme, og langt hen ad vejen er historien den samme.

Løftes af et veloplagt cast, men...

Fassbenders karakter er omdrejningspunktet i ‘The Agency’, og den tysk-irske skuespiller leverer en af karrierens stærkeste præstationer som Martian, der er tydeligt påvirket (på grænsen til ødelagt) af sine mange år som hemmelig agent i en hensynsløs branche, hvor man er mere værd som spion, end man er som menneske.

Men en spændende hovedkarakter er ikke nok til at bære en kompleks serie som ‘The Agency’, og det er bestemt heller ikke tilfældet her. For både Jeffrey Wright og Richard Gere som henholdsvis spionchef og tidligere agent, leverer ligeledes toppræstationer, og samspillet mellem de tre erfarne skuespillere giver serien en fremdrift og lethed, der øger dens underholdningsværdi.

Men det er både godt og skidt, for selvom der ikke er en finger at sætte på deres præstationer, spænder de velkendte ansigter ben for oplevelsen.

For havde man givet hovedrollen til en mindre kendt og karismatisk skuespiller end Fassbender, ville det være lettere at købe præmissen om, at han er hemmelig agent. Han er ganske enkelt ikke anonym nok for seerne. Af eksempler på dette kan nævnes den franske originalserie, hvor hovedrolleindehaveren Mathieu Kassovitz, måske er kendt i sit hjemland, men generelt har en noget mere anonym fremtoning end Fassbender. Det samme gør sig gældende i Joe Weisbergs mesterlige ‘The Americans’ med Kerry Russell og Matthew Rhys i rollerne som russiske spioner i USA under den kolde krig.

De to serier er stadig blandt de bedste spionserier nogensinde, og når ‘The Agency’ er en genindspilning af den ene og – på grund af far/datter forholdet – konkurrent til den anden, er en sammenligning svær at undgå. Og den er ikke til fordel for ‘The Agency’, der kun lige hæver sig op over middel.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: