Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Mordmysterieserien ’The Afterparty’ imponerer med en formidabel 2. sæson

Af
Claus Nygaard Petersen
12. juli 2023
The Afterparty sæson 2 anmeldelse
Der er begået et nyt mord i anden sæson af Apple TV+s veloplagte mordmysterieserie 'The Afterparty'. / Foto: Apple TV+

Del artikel

Apple TV+-serien vender tilbage med et nyt mord og bygger flot videre på de gode ting fra første sæson med et storslået resultat til følge.

The Afterparty sæson 2

Streamingtjeneste: Apple TV+
Premieredato: 12. juli 2023
Genre: Komedie, krimi
Instruktør: Christopher Miller (serieskaber) mfl.
Manuskriptforfatter: Christopher Miller mfl.
Medvirkende: Sam Richardson, Tiffany Haddish, Zoë Chao, Poppy Liu, Zach Woods, Paul Walter Hauser, Anna Konkle, Jack Whitehall, John Cho, Ken Jeong, Elizabeth Perkins, Vivian Wu mfl.
Land: USA
Antal afsnit: 10

Hvis du er Aniq (Sam Richardson), må du efterhånden være rædselsslagen for at blive inviteret til en fest. I særdeleshed en efterfest. For sidste gang var i forbindelse med en high school-reunion året forinden, hvor popstjernen Xavier blev myrdet. Alle var mistænkte, og det var i høj grad op til Aniq at løse mysteriet, fordi han selv var hovedmistænkt. Det fik dog en god slutning, hvor morderen blev fundet og Aniq fandt sammen med sit gamle crush Zoë (Zoë Chao).

Nu er de så inviteret til hendes søster Graces (Poppy Liu) bryllup. Og hvem vågner ikke op dagen efter den glædelige begivenhed, fordi vedkommende er blevet forgiftet? Gommen, Edgar (Zach Woods)!

Mistanken rettes hurtigt mod Poppy, men i stedet for at tilkalde politiet med det samme, er det Danner (Tiffany Haddish), der var efterforskningsleder på Xavier-mordet, som bliver tilkaldt. Hun er ikke længere i politiet, men går med til at forsøge at opklare mordet, inden myndighederne bliver tilkaldt. For det viser sig, at mange af gæsterne har motiv til at myrde Edgar.

Det inkluderer hans mor Isabel (Elizabeth Perkins), hans adoptivsøster Hannah (Anna Konkle), hans forretningspartner og bedste ven Sebastian (Jack Whitehall), Poppys ex-kæreste Travis (Paul Walter Hauser) og onkel Ulysses (John Cho), mor Vivian (Vivian Wu) og far Feng (Ken Jeong).

Listen er lang, og hvert afsnit af anden sæson af The Afterparty er dedikeret til én af de involverede, hvor man får deres udlægning af, hvad der skete op til brylluppet og på selve natten, hvor Edgar blev myrdet.

Har man set første sæson, ved man, at afsnittene klart bærer præg af den genre eller specifikke film, de er inspireret af. Til overdådig underholdende morskab for os seere.

Hvem er morderen?

For selv om inspirationen af Agatha Christie og whudonit-genren – især den subgenre, hvor en masse mennesker samles på et sted – er udførslen enormt sprudlende og forankret i komik.

Det bedste eksempel på det er nok afsnit 6, Danner’s Fire. Her får man, ligesom sidst, en forklaring på, hvad der er sket i livet for den nu tidligere politibetjent. Det er ren parodi på alskens 90'er-thrillers, og især Basic Instinct/Iskoldt begær – den med Michael Douglas, Sharon Stone og den famøse krydse-ben-scene. Den får vi ikke helt, men til gengæld er der en masse pseudoerotisk passion mellem Danner og den mystiske psykolog, Culp (Michael Ealy).

Og sådan er de andre afsnit også. Vi kommer forbi noir, Jane Austen – med en fænomenal håndscene, som alle Pride and Prejudice-fans vil elske – Wes Anderson-quirk, heist-genren og mere til.

Der er så meget kreativitet i The Afterparty, at det er svært ikke at blive i godt humør, når man ser serien. Men det er ikke kun enkeltstående grin. Den gennemgående historie – hvem der myrdede Edgar – er hele tiden udgangspunktet for, hvorfor vi er i den ene eller anden specifikke situation. Den gammelkendte Rashomon-fortællemåde, hvor vi ser samme begivenhed fra forskellige synsvinkler, giver mening, da alle mistænkte har en eller flere informationer, der bringer handlingen videre.

Finurligt genialt

Skuespillerne er med på den veloplagte historie. Sam Richardson er igen en fremragende klods-Hans, der altid har hjertet på rette sted, men til tider bumler og tumler sig vej frem uden cool elegance. Man hepper hele tiden på Aniq, og det er alligevel vigtigt, når det kommer til en hovedperson.

Tiffany Haddish leverer one-liners med schwung og panache, og den sidste er de tilbagevendende fra forrige sæson, Zoë Chao, får mere at arbejde med, da det er Zoës familie, der er i fokus.

I birollegalleriet er det svært ikke at være begejstret for faktisk alle sammen. Paul Walter Hauser stjæler gang på gang scener som den selvudnævnte mesterdetektiv, Travis, der egentlig ikke kan finde ud af noget. Jack Whitehall er herligt slesk, men det er nok Elizabeth Perkins, som er sæsonens trumfkort. Hele tiden arbejder hun i baggrunden, hvor man ikke ved, om hun er skingrende sindssyg, eller det bare er noget, hun spiller. At sige, hvad hendes afsnit er inspireret af, ville være at afsløre alt for meget.

Og man kan blive ved og ved og ved. For The Afterparty formår at overgå sig selv fra første sæson på storslået vis. Serieskaber, Christopher Miller (21 Jump Street og The Lego Movie), og kompagni har taget de gode ting med og skåret det sløve fedt fra, så anden sæson står fuldkommen toptrimmet.

Man skulle ikke tro, at det var muligt at rokke ved Only Murders in Buildings' status som bedste whodunit-show i serieland. Men anden sæson af The Afterparty rækker kraftigt ud efter kronen, og kun tiden vil vise, om den får hapset den. For alt står og falder med afsløringen af morderen i dét afsnit, som anmeldere ikke har fået mulighed for at se på forhånd.

Men nøj, hvor er det The Afterparty en formidabel serie.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser