Anmeldelse: ‘Mordet i Venedig’ er hyggekrimi til de stunder, hvor man ikke stiller så store krav

Der er ingen tvivl om, at Agatha Christie, moderen til britiske hyggekrimier, stadig lever i bedste velgående. Teaterstykket The Mouse Trap bliver stadig spillet, hendes bøger bliver fortsat læst, og så har hun det seneste årti fået en film-revival takket været Kenneth Branagh. Branagh har tydeligvis en forkærlighed for at filmatisere Christies morddramaer på mest glittede facon og med store ensembler af kendte skuespillere.

Poirot på pension

Efter først at have filmatiseret Mordet i Orientekspressen, som var ret fornøjelig, lavede han den jammerlige Døden på Nilen. Nu har han her i tredje ombæring kastet sig over Mordet i Venedig, der, gudskelov, er optaget on location i Venedig. I hvert fald delvist, hvilket er noget af en forbedring fra Døden på Nilen, der havde så tydelig CGI, at det var pinligt.

Her møder vi den belgiske pomadeglatte detektiv, der har pensioneret sig selv. Desillusioneret over at menneskeheden atter en gang vil gå i en verdenskrig (efter at han selv så krigens gru i den første) og over, hvad folk er i stand til at begå af uhyrligheder mod hinanden, vil han bare gerne passe sig selv i en hverdag, hvor den største udfordring er at finde to lige store æg på markedet til sin morgenmad.

Agathe vs Ariadne

Men freden varer ikke længe, for han får besøg af krimiforfatteren Ariadne Oliver, spillet af Tina Fey, og som er den Agatha Christie-karakter, der kommer tættest på forfatten selv. Ved at gøre Poirots opklaringer til krimiromaner har Ariadne opnået stor succes, og nu vil hun have ham med på en ny opgave.

Vel vidende om, at han er modvillig, lokker hun ham med, at han kan afsløre en svindler. En fru Reynolds, der påstår, at hun kan tale med døde. Det tilbud kan Poirot ikke stå imod, og på Halloween-aftenen – Agatha Christies bog hedder ‘Hallowe’en Party’ – tager han og Ariadne til det mest hjemsøgte hus i Venedig, operasangeren Rowena Drakes hjem for at overvære en seance.

Gætteleg

Operasangeren Rowena er i sorg, for hun har kort forinden mistet sin voksne datter, der på mystisk vis er faldet eller blevet skubbet ud ad et vindue og er druknet i de venetianske kanaler. Da mediet ankommer, begynder der hurtigt at ske mærkelige ting, som synes uforklarlige og skræmmende. Lige indtil Poirot tager affære. Of course.

Det er som altid med Christie en god gang gætteleg om ‘whodunit’, hvor man får hver enkelt karakter præsenteret, så hver især også kan blive mistænkt for at stå bag mordene eller blive udtænkt som det næste offer. Den leg er klart halvdelen af fornøjelsen i Branaghs film.

Kendte ansigter

Den anden halvdel er skuespillerne, hvor der altid er kendte ansigter med. Her i Mordet i Venedig er der udover den allerede nævnte Tina Fey, også Michelle Yeoh som mediet, Kelly Reilly fra Yellowstone som operasangeren, Camille Cottin fra Call My Agent som hendes assistent, Jamie Dornan som familiens nerveramte krigsveteran af en læge og drengen Jude Hill, som Branagh opdagede til hovedrollen i instruktørens meget personlige film, Belfast.

Trods sin unge alder er det faktisk ham, der stjæler mange af scenerne. Også fra Branagh selv som Poirot, der udseendemæssigt er mindre excentrisk at se på end David Suchet, der i mange år har lagt ansigt til tv-seriens Poirot-udgave, og som også her i tredje film er mere underspillet i sin stil.

Samlet set kan man sige, at det ikke er fordi, de garvede skuespillere får lov at præstere deres bedste nogensinde, dertil er rollerne for overfladiske. Men det er som at kigge på nogle, der leger ‘klæd-ud-leg’ og har det sjovt imens, og det har også sin kortvarige charme.

Horror på den lette måde

Den største forskel fra de to tidligere film er, at Branagh her har et klart mål om at gøre denne film mere uhyggelig. Der er flere deciderede horror-elementer med og gotisk uhyggestemning, men sådan for alvor uhyggeligt bliver det dog aldrig. Til nogles beroligelse og andres skuffelse. Der er noget wannabe over filmens forsøg på skræmmetricks, som indimellem falder helt til jorden, men man kan i hvert fald sige, at filmen får udnyttet Venedigs mystik på den visuelle side.

På den måde ender Mordet i Venedig som en gennemsnitlig hyggekrimi, der er god til de aftener på sofaen, hvor kravene måske ikke er så høje. Og dem er der jo også nogle stykker af.