
Anmeldelse: Prædikant-satiren ’The Rigteous Gemstones’ slutter perfekt på toppen

The Righteous Gemstones sæson 4
Streamingtjeneste: Max
Premieredato: 10. marts 2025
Genre: Komedie
Serieskaber: Danny McBride
Medvirkende: Danny McBride, Adam DeVine Edi Patterson, John Goodman, Tony Cavalero, Tim Baltz, Megan Mullally, Seann William Scott m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 9
Serieskaber og skuespiller Danny McBride har i nu snart fire sæsoner sammen med sine komediekumpaner udstillet de pengegriske amerikanske megakirker og teleevangelister.
Den type mennesker, for hvem Jesu Kristis budskab om næstekærlighed ikke handler så meget om, hvad du kan gøre for din næste, men snarere, hvordan du kan få din næste til at betale for din egen livsstil.
Det har dog aldrig været på bekostning af tro som koncept.

For at bruge en fodboldanalogi har det hele tiden handlet om at gå efter manden og ikke bolden. Sådan er det også i fjerde og sidste sæson af den guddommeligt sjove komedieserie.

Første afsnit er et af de mere usædvanlige.
Afsnittet, som hedder ’Prelude’, foregår nemlig tilbage omkring den amerikanske borgerkrig, og viser, hvordan familien Gemstone fik religionen ind på livet.
Det var ikke gennem en stor åbenbaring eller guddommelig indgriben. Næh, det var såmænd ved et tilfælde. Den skurkagtige Elijah Gemstone (Bradley Cooper i en genial gæsteoptræden) har netop dræbt og røvet en præst, da nogen banker på kirkens dør.

Udenfor står sydstatssoldater klar til at tage præsten med sig som ny kompagnipræst. Elijah er ikke meget for det, indtil han hører, at det giver 50 dollars om måneden. Fluks smadrer han ansigtet på den døde præst til uigenkendelighed og stikker afsted, uden nogen som helst viden om, hvad han skal forkynde for soldaterne.
Afsnittet er, som resten af sæsonen, eminent morsomt og på visse tidspunkter også vanvittigt rørende.

Absurde genialiteter
I nutiden er der anderledes ro på familien Gemstone.
De tre søskende Jesse (McBride), Judy (Edi Patterson) og Kelvin (Adam DeVine) slås for en gangs skyld ikke indbyrdes og arbejder godt sammen i familiens evangelist-biks.

Farmand Eli (John Goodman) har trukket sig tilbage og hygger sig nede i Florida med fiskeri og engangsknald. Fordrageligheden bliver dog afbrudt, da pappa Gemstone begynder at date den gamle familieven Lori (Megan Mullally).

John Goodman: ”Hvis ikke serien er sjov, har den ingen relevans.”
Selvom Gemstone-børnene er voksne, forhindrer det dem ikke i at reagere umanerligt barnligt og forsøge at splitte dem op.
I den forstand er alting, som det plejer i ’The Righteous Gemstones’. Ungerne er uregerlige og smålige.

Men bag det ligger der selvfølgelig forklaringer på, hvorfor de er, som de er, og hvorfor de reagerer på den måde, de gør.
Ubearbejdet sorg omkring deres mors død påvirker dem meget. Især Judy, der forsøger at maskere sin usikkerhed bag et skjold af hårdhed. Da hendes forlovede BJ (Tim Baltz) kommer til skade i poledance-ulykke, skaffer hun en hjælpe-abe til ham.

Hurtigt bliver hun jaloux på primaten med det nuttede navn, Dr. Watson. Tanken om at blive forladt piner hende. At aben så senere truer med at slå hende ihjel, er bare et herligt eksempel på den meget absurde og særegne humor, som ’The Righteous Gemstones’ altid har været leveringsdygtig i.
Mesterlig dualitet
Og der er næppe en mere excentrisk karakter i serieland, der er så langt ude og absurd, som onkel Baby Billy. Walton Goggins giver den fuld smadder som den tudsegamle prædikant, der er en mester i upassende udsagn.
Baby Billy er i denne omgang fast besluttet på at lave en film om Jesus til og med de unge. Men hvad skal man gøre, når ens hovedrolle bare ikke giver det, man beder om? Derfor må Grauballemandens friske bror selv trække i en paryk og agere frelser. Det er naturligvis en lidt mere ung og fresh version af Jesu liv, de laver, eller også er danse-battlen bare håbløst underfortalt i Biblen.

Goggins har haft et rigtig stærkt år. Det var i april sidste år, at han betog hele verden med sin skildring af en zombieagtig dusørjæger i Prime Videos ’Fallout’, og lige nu er skuespilleren aktuel i tredje sæson af ’The White Lotus’. For en, der har fulgt karakterskuespillerens karriere siden gennembruddet i krimiserien ’The Shield’ og efterfølgende ’Justified’, er det fedt at se omverden få øjnene op for hans alsidige talent.

Anmeldelse: ’Fallout’ er perfekt løssluppen seriegalskab
Netop det med at give spotlight til gode skuespillere, man måske lidt havde glemt, har været et af mange lyspunkter i ’The Righteous Gemstones’. Danny McBride og hans medsammensvorne har haft en rigtig god evne til at caste roller fuldkommen perfekt.
I fjerde sæson er det, udover skurkagtige Bradley Cooper, også ’American Pie’-stjernen Seann William Scott. Han er fremragende som Loris søn Corey, der på den anden side virker virkelig flink, men også er noget af et røvhul overfor hustruen Jana (Arden Myrin).

Det er netop dét, som ’The Righteous Gemstones’ altid har gjort til perfektion: Vist dualiteten i mennesket.
Og det er godt, at McBride stopper serien, mens den er på toppen. For det har Eli, Jesse, Kelvin, Judy, Baby Billy, Keefe og alle de andre skønne karakterer fortjent.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: