Anmeldelse: 'Robbie Williams' viser popstjernen fra hans bedste og værste side

Det er ikke altid lige behageligt at se sin fortid i øjnene. Specielt, når man ved, at man har lavet noget lort og været lidt af et røvhul.

Ikke desto mindre er det udgangspunktet for Netflix' dokumentarminiserie Robbie Williams, hvor musikeren kigger tilbage på optagelser fra de sidste 30 år. Lige fra den spæde start som 16-årigt stjerneskud i boyband-fænomenet Take That over glansperioden som solostjerne til den efterfølgende karrierederoute.

Og det er netop dét, der gør, at dokumentaren adskiller sig fra næsten alle andre kendisportrætter, som oversvømmer streamingtjenesterne i disse år.

For Robbie Williams havde det ikke godt. Hverken da det gik godt eller dårligt. Igennem de fire afsnit ser vi ham ligge i sengen og se på klips fra karrieren. Der er til tider smil på læben, men ofte et mere sørgmodigt udtryk i sangerens ansigt.

Williams er tydeligvis typen, der har kamufleret sin smerte igennem en positiv facade. Bag den gemmer der sig en skrøbelig person, der blev verdensstjerne, før han overhovedet var klar til at håndtere det, som han selv siger.

Robbie Williams handler først og fremmest om mentalt helbred og at være psykisk sårbar – dernæst om kunstnerens karriere, kærlighedsliv og diverse former for misbrug. Den handler om et menneske i smerte, og nøj, hvor gør det til tider ondt at overvære – men fylder også en med håb.

Megastjerne med selvhad

Bortset fra konen Ayda, der er med i sidste afsnit, er Robbie Williams den eneste, som optræder foran kameraet og kommenterer på karrieren. Datteren Teddy dukker også op med jævne mellemrum og hænger ud med sin far. Kontrasten mellem den angstplagede popstjerne i arkivoptagelserne og den afslappede far, der ligger på sengen i tights og tanktops og kigger på fortiden, kunne næsten ikke være større.

Roen er ikke til at tage fejl af. Williams nævner også ved flere klip, at han nærmest ikke kan kende den person, han ser på skærmen. Scener fra de heftigste narkostunder kan han decideret ikke huske.

Instruktør Joe Pearlman, som tidligere har lavet bl.a. den gode dokumentar om musikeren Lewis Capaldi og den enormt tamme Harry Potter-reunion, stiller små opfølgende spørgsmål undervejs, som sangeren beredvilligt svarer på.

For når ens problemer har været så fast en del af den offentlige mediekultur, og der ligefrem har været kameraer med bag scenen, er det svært at gemme de dårlige ting alt for langt væk. Og det er nok der, hvor dokumentarserien adskiller sig mest fra en som f.eks. Beckham.

Her er der ikke noget image, som skal beskyttes mod dårligdomme, fordi det kommer til at lave ballade for ens nuværende brand, der er blevet passet og plejet nøje af en hær af agenter og pressemedarbejdere.

Perioden, der er i fokus, er tilbage fra starten i 1990 og så frem til 2010. Robbie Williams' storhedstid som soloartist ligger lige omkring årtusindeskiftet, hvor de fleste millennials næppe kan sige sig fri fra ikke at have skrålet med på sange som Let Me Entertain You, Millennium og ikke mindst det karrieredefinerende monsterhit Angels.

Et frygtligt, flygtigt liv

Vi kommer også omkring romancerne med popstjernerne Nicole Appleton fra All Saints og ikke mindst Geri Halliwell. Især i forbindelse med forholdet til den tidligere Spice Girl, ser man, hvordan Williams’ psyke modarbejder ham i bestræbelserne på lykke.

Sangerens største modstander igennem livet er ikke udefrakommende udfordringer, men ham selv. Vi får at vide, at han har været klinisk deprimeret, siden han var i start-20erne – netop der, hvor solokarrieren er på vej til at stikke af og op i stratosfæren.

Der er noget pudsigt i at se popstjernen nu sammenlignet med dengang. Som han ligger henslængt på sengen med masser af puder iført den meget afslappede og sparsomme påklædning med gråt hår og kroppen fyldt med tatoveringer, ligner han prototypen på en afdanket stjerne.

Måden han taler på, er dog alt andet end over the hill. Den karakteristiske charme og hurtige replikker er stadig fuldt ud til stede. Men det er måske følsomheden, som er det mest slående. Dengang blev hans kommentarer om sin egne problemer slået hen som kulstort sarkasme. Nu hører vi dem som et klokkeklart råb om hjælp, som ingen vidste, hvordan de skulle håndtere.

Det mest sigende eksempel er, da der skal optages en promoveringsvideo for en koncert. Williams er i første omgang ærlig og siger, at han lige er kommet ud af fem ugers depression og ikke føler noget som helst.

”Skal jeg lave en, der er mere opløftende?,” spørger han.

”Nej, nej, den skal bare være mere ærlig,” kommer det fra personen bag kameraet. Underforstået, ja smil for helvede, og lad vær med at være så mut.

Som vi efterhånden har set talrige eksempler på, inklusiv nyligt afdøde Matthew Perry, er det utroligt, hvor langt underholdningsbranchen er villig til at gå for at holde pengemaskinen i gang.

Spørgsmålet er, om vi egentlig er blevet klogere, eller det bare er noget, vi bilder os selv ind.