Anmeldelse: 'Sly' er den perfekte underdog-fortælling
Sly
Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 3. november 2023
Genre: Dokumentar
Instruktør: Thom Zimny
Medvirkende: Sylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger, Quentin Tarantino, Henry Winkler, John Herzfeld, Jennifer Flavin
Land: USA
Spilletid: 1 timer og 35 minutter
Mennesker er tiltrukket af store personligheder. Folk, der er eksperter på deres felt og kan tjene som inspiration til, hvad man kan opnå i livet. Hvis man er bekendt med Sylvester Stallone, mere end at man blot har set hans film, så står det klart, at han er en af disse ’virkelighedens mastodonter’, som er værd at se op til.
Der var en periode i 80’erne, hvor man kunne komme til at tro, at Sylvester Stallone var verdens konge. Han havde ikke kun en, men to franchises, der dominerede biografernes billetluger: Rocky og Rambo.
Så stor, som han var på toppen, så langt nede var han også på bunden, og det startede fra barnsben.
En fandens far
Selv om dokumentaren i høj grad er en kronologisk gennemgang af Stallones liv, ser vi hans far Frank Stallone Sr optræde igen og igen. Stallone er meget åben om forholdet til sin far, der var en ”fysisk far”, sagt med en stemme, så der ikke kan herske tvivl om ordenes betydning.
Det er med til at male et billede af konstant modgang, og med de fortællinger fra hans unge dage, er det intet andet end utroligt, at han er endt der, hvor han er.
Det er en meget personlig fortælling, som man ikke kan undgå at blive rørt over, og det skinner igennem, når Stallone taler om det.
Stallone er Rocky
Bokseren med et hjerte blev Stallones store gennembrud. Viljen til at satse alt på dette manuskript han havde lagt sit hjerte i, fik ham til at sige nej til en kvart million dollars, mens han kun havde 100 dollars i banken, fordi han selv ville spille karakteren.
Det, som denne dokumentar gør så ufattelig godt, er at vise, hvordan Rockys udvikling og mange af de temaer, som samtlige film tager op, er en afspejling af, hvor Stallone selv var i sit liv på det tidspunkt. Du kan ikke sige Sylvester Stallone uden at sige Rocky Balboa, og Sly ophæver karakteren til en evig følgesvend, som de fleste vil kunne spejle sig på et tidspunkt i deres liv.
Sly giver dermed et, for mange i hvert fald, nyt perspektiv på Stallones film, nemlig Stallones perspektiv, og man kan ikke undgå at blive ramt af det, når han taler om det. Hvis noget overbevisende kan sætte Rocky V i et godt lys, er det værd at høre på.
Anmeldelse: 'The Continental' oser af 70'er-stil og vellykket action
En fantastisk fortæller
Det er ofte værd at høre fra mennesker, der er har oplevet mange af livets facetter, op- og nedture, medgang og modgang. Specielt når de er oppe i alderen, for alder giver perspektiv og tid til refleksion. Når det så kobles sammen med at være en fremragende historiefortæller, opstår der små øjeblikke af magi.
Det krydres lige tilpas med udtalelser fra andre som eksempelvis den gamle rival Arnold Schwarzenegger eller Quentin Tarantino, der giver en udefra synsvinkel på stjernen og lidt kontekst til det, Stallone taler om.
Nogle gange kan dokumentaren godt virke en smule forherligende, og som om den giver et mere flatterende syn på stjernen under nogle af de mindre offentlige eskapader, som når Stallone udfordrer filmanmeldere til slagsmål. Selv om det ville være godt at få et mere nøgternt syn på det, er Stallone en så god fortæller, der til gengæld er meget ærlig om sine fejl, at det aldrig føles billigt.
På mange måder er Sly en veludført portrætdokumentar af en af filmhistoriens største actionstjerner, der også kunne vise sin dramatiske side med bravur. Sylvester Stallone har bare en fantastisk historie at fortælle, og han har ordet i sin magt til at gøre det på en dragende måde. Dokumentaren giver dog ikke kun forståelse for personen, men også en ny måde at se hans film på, og det er dét, der får Sly til at spille for alvor.