Anmeldelse: ’Ronja Røverdatter’ er tilbage i en helt vidunderlig og fortryllende udgave
Ronja Røverdatter, del 1 (Ronja the Robber's Daughter)
Streamingtjeneste: Netflix
Premiere: 28. marts 2024
Genre: Adventure, drama
Instruktør: Lisa James Larsson
Manuskript: Astrid Lindgren, Hans Rosenfeldt
Medvirkende: Kerstin Linden, Christopher Wagelin, Sverrir Gudnason, Jack Bergenholt Henriksson, Pernilla August, Krista Kosonen
Land: Sverige
Afsnit: 6 (del 1)
Det er virkelig kronjuvelerne, der bliver hevet frem og pillet ved, når Astrid Lindgrens elskede roman Ronja Røverdatter udsættes for endnu en fortolkning, denne gang i en to gange seks afsnit lang serie, hvoraf første del netop har fået premiere på Netflix.
Det har ellers været en hård fødsel for serien, der startede sit liv som en produktion fra Filmlance, der skulle levere til Viaplay. Men sidste år måtte streamingtjenesten, ligesom mange andre i branchen, drosle gevaldigt ned for deres originale indhold, faktisk med hele 80 %. Det betød, at mange af deres allerede producerede serier blev sat til salg. Flere hænger stadig og svæver i det uvisse, men Ronja Røverdatter blev altså snuppet af Netflix.
Ganske som i bogforlægget, den legendariske 1984-film og i øvrigt Studio Ghiblis animerede serie fra 2015, følger vi Ronja, der er født ind i en røverfamilie. De bor i en stor svensk skov på en middelalderborg, hvorfra røverhøvdingen Mattis og hans kumpaner drager ud for at plyndre gennemrejsende handelsmænd.
Ronja fødes under en voldsom storm, hvor et lyn slår ned og deler røverborgen i to. I slottets anden halvdel flytter en rivaliserende bande ind, som har en søn født nøjagtig samme nat som Ronja. Birk hedder han, og de to bliver bedste venner.
Fra et barnesyn
Der er gjort et stort nummer ud af, at når vi følger med Ronja rundt på hendes eventyr, så oplever vi omgivelserne sammen med hende. Begejstringen over nyfalden sne, det bløde mos og alle skovens magiske væsener på godt og ondt.
Ronja har et eventyrlystent sind, og hendes nysgerrige tilgang smitter. Vi bliver alle trukket tilbage til barndommens eufori over at stå under et snetungt træ og trække i grenene for at få et iskoldt, men smukt brusebad.
Røverhøvdingen Mattis er brysk og brutal, undtagen når det handler om Ronja. Han er dybt bekymret og ville allerhelst lukke hende inde på borgen. Han halser efter hende, når hun spurter mod skoven for at huske hende på alle de ting, hun skal passe på.
Den overbeskyttende Mattis er et levn fra bogen, men det kan sagtens overføres til nutidens curlingforældre. Astrid Lindgrens credo har altid været at lade børnene udforske verden på egne præmisser. Tænk bare på Alle vi børn i Bulderby, Emil fra Lønneberg eller Vi på Krageøen.
Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i april 2024
Pernilla August som borgmester
Netflix-udgaven af Ronja Røverdatter er imidlertid også gået ud over det oprindelige forlæg. Noget måtte jo også tilføjes, hvis man skal fylde nok krudt på til to sæsoner af seks episoder.
Blandt andet er der kommet en hel ny setting inde i en nærliggende by. Vi får lejlighed til at opleve, hvilke konsekvenser det har for naboerne til en røverbande. Fattigdom og angst truer den lille by, fordi de handlende ikke længere tør bevæge sig gennem skoven.
Pernilla August har en skøn rolle som Borgmesteren Valdir, der hyrer to kvindelige jægere til at få styr på røverbanden. Scenerne i byen er selvfølgelig ikke lige så magiske som i Mattis-skoven eller det originale materiale, men skulle man tilføje noget, er det godt set at føje noget konsekvens til hændelserne i skoven. Karaktererne i byen tilføjer serien et politisk og mere voksent lag.
Der er mange gode ting at sige om den nye serie. Ronja, der spilles af Kerstin Linden, er helt vidunderlig med hovedet fuldt af krøller og spillevende øjne. Birk Borkasøn er anderledes melankolsk og spilles lige så fint af Jack Bergenholdt Henriksson. Udover Pernilla August vil man også kunne genkende Sverrir Gudnasson som Borka og Krista Kosonen som Ronjas mor, Lovis.
Anmeldelse: ’Renegade Nell’ er gaven, som bare bliver ved med at give
Når heltene bliver skurke
Ronja Røverdatter er en serie om at opleve verden som et barn, men i den grad også om at opdage, at ens forældre ikke er heltene i ens fortælling. Det bliver man nødt til selv at være. Mattis går fra at være selveste Gud og Kongen af hele Ronjas tilværelse til at blive en moralsk fordærvet fangevogter over hendes frihed, gennemsyret af et stædigt uforståeligt had til rivalen Borka.
Jeg har været glad for alle de inkarnationer, Ronja Røverdatter har vist sig i. Den gamle film er tæt knyttet til min opvækst, og animationsserien var et anderledes, men spændende bud, der fokuserede mere på røvernes indbyrdes kampe.
Netflix’ udgave er ikke kun for børn, den er endda temmelig mørk visse steder, men den er vellavet og velspillet, og hvor jeg dog elsker at være i rumpenissernes selskab igen.
Del 2 af Ronja Røverdatter får premiere senere i år.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: