Anmeldelse: Some-serien ’Kampen for tilværelsen’ gør flot grin med spelt-faren

”Hvad har hun skrevet?” spørger Jannik (Jannik Dahl Pedersen) sin kammerat Rasmus (Rasmus Skaarup Johansen) om. De to gutter sidder på en bænk ved en padelbane og skal til at gå i gang med deres kamp.

Men Rasmus har fået en besked fra kæresten om, at han skal hente en pakke. Problemet er bare, at pakkeshoppen lukker før, de er færdige med at spille. Derfor diskuterer de to, hvordan Rasmus bedst muligt får svaret, at det kan han ikke. Det er jo lettere sagt end gjort, når man ikke vil skabe unødig konflikt, men stadig gerne stå fast på det, man mener er rigtigt.

Det kommer der flere små komedieguldklumper ud af i det knap tre et halvt minut lange afsnit af Some-serien Kampen for tilværelsen.

Setuppet er det sammen i alle otte afsnit. Jannik og Rasmus – spillet af de to serieskabere – sidder og snakker sammen – på nær i det sidste, hvor det er kæresterne, der snakker.

Emnerne veksler fra sex, kommunikation, maskulinitet og forskellige former for sårbarhed, og udtrykket er små se-på-farten-venlige sketches på to til fire minutter. Idéen fik de to instruktører efter i fem år forgæves at have pitchet diverse komedieserier og -film. For ikke at gå til af kedsomhed gik de to i gang med Kampen om tilværelsen.

Et benspænd var, at der ikke måtte klippes. Det skulle foregå i et one-shot, så de akavede øjeblikke får lov til at hænge herligt lang tid i luften, som dunsten af en prut, ingen vil tage ansvar for at have sat i verden. Og det gør Kampen for tilværelsen virkelig flot!

Dekonstruktion af spelt-faren

Idéen er rigtig god og velkendt.

Emma Sehested Høeg og Magnus Haugaards Skyld-serie brugte en lignende modus. Hvor det der var et par, som sad i bil og havde forskellige former for samtaler – enten kun dem eller med andre på bagsædet også – foregår Kampen om tilværelsen ude i verden.

Det er i de øjeblikke, hvor børnene for eksempel leger på legepladsen, eller man lige sidder og får en IPA-øl en varm sommerdag et trendy sted i en liggestol. De små stunder, hvor samtalen enten udvikler sig dybt eller åh-hvor-er-det-også-synd-for-mig-selvmedlidenhed. Begge aspekter gør sig godt i cringe-komikkens tegn.

De to hovedroller har en naturlighed, som sælger slice-of-life-oplevelsen. Mads Erichsens kamera, der står fastlåst på personerne, uden at det bevæger sig, er også et velkendt greb indenfor den her slags små sketches.

Dermed kræver det også, at folkene foran kameraet leverer varen. Jannik Dahl Pedersen har nogle rigtige gode små kropsbevægelser og ansigtstræk, så man allerede ved, hvilken sindstilstand karakteren er i, før han åbner munden.

Rasmus Skaarup Johansen har en naturligt coolness, der signalerer, at figuren selv tror, han er lidt en fandens karl. Hvilket man tydeligt ser i afsnit syv, hvor de to tror, at to piger tjekker dem ud. Tøffelheltene forsøger selvfølgelig at være afslappede omkring det og snakker om, at de jo godt kunne, hvis de ville, men de kigger jo ikke efter noget – man ved godt, hvor joken bærer hen, og den lander perfekt.

Mande-manden står for fald

Et dejligt element ved humoren er, at den altid falder tilbage på Jannik og Rasmus. Det er dem, som genstand for joken i sidste ende. En lille ting, man ikke umiddelbart altid skal tage for givet i komik, hvor det er nemmere at sparke udad og nedad.

Og det kræver også en god portion mod at sætte sig så markant i klaskehøjde. Især fordi, de to karakterer ikke er overdrevent karikerede.

Det stilistiske setup afslører naturligvis, at det ikke er virkeligt og så det faktum, at de ikke anerkender kameraet. Men der er alligevel mange genkendelige træk, som man ikke altid kan sige sig fri fra at have tænkt en gang imellem. Satiriseringen af den moderne farmand og de hemmelige samtaler, de har i deres interne klub, ligger herligt lunt.

Længden er perfekt til Instagram og TikTok. Enten kan man nappe alt, hvis man har tid eller en enkelt eller to, når man har et ledigt øjeblik. At man heller ikke behøves at se dem i en bestemt rækkefølge, er også skønt i en tid, hvor så snart, man ikke er up to date på en serie, er det umådeligt svært at få taget sig sammen til at komme i gang igen.

Det problem er der ikke her. Hvad der er, er god stemning. Selv om man ikke sidder og klasker sig selv på lårene af grin hele tiden, er det umanerligt svært ikke at sidde og klukke med, når figurerne Jannik og Rasmus vender deres lille verden.