Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’STHLM Blackout’ er en fremragende actionserie

Af
Claus Nygaard Petersen
3. maj 2024
STHLM Blackout anmeldelse
Erik Johansson i 'STHLM Blackout' / Foto: Drive Studios/Prime Video

Del artikel

Milad Schwartz Avaz’ svenske Prime Video-serie på fire afsnit er en veleksekveret actionperle med en god følelsesmæssig kerne og sød romance.

STHLM Blackout

Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 3. maj 2024
Genre: Action, komedie, romance, drama
Instruktør: Milad Schwartz Avaz (serieskaber)
Manuskriptforfatter: Milad Schwartz Avaz, Jacob Katz Hansen, Anna Neye
Medvirkende: Erik Johansson, Hanna Alström, Alba August, Tova Magnusson, Valter Skarsgård, Lisa Carlehed m.fl.
Land: Sverige
Antal afsnit: 4

En af de største forseelser i nyere dansk seriehistorie, var TV 2's håbløse beslutning om at aflyse Milad Schwartz Avaz’ vellavede krimi Alfa.

Serien med Jessen-brødrene Sebastian og Andreas i front leverede solid action og intense øjeblikke en masse, og den skilte sig befriende ud fra den uendelige strøm af (gode og mindre gode) danske dramaer, som fylder sendefladerne.

Nu tager serieskaberen så eftertrykkeligt revanche med den svenske actionserie STHLM Blackout på Prime Video.

STHLM Blackout anmeldelse
Erik Johansson i 'STHLM Blackout'
Foto: Drive Studios/Prime Video

I en effektiv montage i starten får vi etableret, at Sverige at truet af forskellige lyssky lande/organisationer, som kan være ude på at skabe kaos i landet.

Samtidig ser vi en flok maskerede personer snige sig ind på et kraftværk, hvor de dræber alle, som står i vejen for dem. Det er hurtigt, effektivt og med militær præcision.

På tv-stationen Kanal 2 arbejder produceren Arthur (Erik Johansson). Han er ikke en idealistisk journalist med ambitioner om at forandre verden. Og efter at han er blevet enkemand, er eventyrlysten endnu mindre end tidligere.

STHLM Blackout anmeldelse
Hanna Alström i 'STHLM Blackout'
Foto: Drive Studios/Prime Video

Derfor er det lettere modvilligt, at han i første omgang hjælper journalisten Christina Sandberg (Nina Zanjani). Hun er kommet i besiddelse af nogle livsfarlige oplysninger og er nu jaget vildt. Men Arthur stoler hun på, og det må den modvillige helt så affinde sig med. Han får en USB-nøgle med det, hun har indsamlet, og bliver dermed et mål for, hvem end det er, som er ude efter den hårdtslående journalist – en kampscene på et restauranttoilet slår fornemt fast, at hun måske godt kunne passe på sig selv – indtil hun så bliver dræbt af en kugle.

Nu er det op til Arthur at hitte rede på det hele, og det er lettere sagt end gjort.

STHLM Blackout anmeldelse
Erik Johansson og Nina Zanjani i 'STHLM Blackout'
Foto: Drive Studios/Prime Video

En helvedesdate

Der, hvor STHLM Blackout slår en ekstra krølle på handlingen, er da Arthur samme aften, som Christina hiver fat i ham, skal på en blind date.

Han og hans date Mille (Hanna Alström) kommer umiddelbart fint ud af det, til trods for den lettere kaotiske aften, hvor hun på dette tidspunkt ikke ved, hvad hun er ved at blive rodet ind i. Det er den svenske socialrealistiske udgave af The Bourne Identity, og det fungerer rigtig godt.

Erik Johansson og Hanna Alström bliver bedre og bedre selskab, efterhånden som serien skrider frem, og der veksles fint mellem klassisk skæv svenske humor, vedkommende drama og brutal action.

Man kan ikke lade være med at sidde lidt skuffet tilbage over, at den her historie ikke foregår i Danmark, når det er danske Drive Studios, som har produceret serien, og Milad Schwartz Avaz, der er instruktør og manuskriptforfatter sammen med Jacob Katz Hansen (Sygeplejersken) og Anna Neye (Viften, Normalerweize).

STHLM Blackout anmeldelse
Tove Magnusson i 'STHLM Blackout'
Foto: Drive Studios/Prime Video

Omvendt skal man ikke græde over en god serie, og det er STHLM Blackout.

Der er fuld knald på tempoet, og det mystiske komplot mod Sverige viser sig at være mere omfattende end først antaget. Christina Sandbergs paranoia viser sig at være endda særdeles velbegrundet. Det er den slags bingeværdige serier, hvor man sluger alle afsnit i en omgang, fordi man lige skal have det næste med, når det forrige er slut.

STHLM Blackout anmeldelse
Alba August og Valter Skarsgård i 'STHLM Blackout'
Foto: Drive Studios/Prime Video

Tydelige fingeraftryk

Udover Johansson og Alström medvirker bl.a. allestedsnærværende Alba August (Bullshit) som Vera Blom, der er assistent for den svenske forsvarsminister Carla Holmgren (Tova Magnusson).

Efterhånden som STHLM Blackout udvikler sig, får Vera en mere og mere signifikant rolle i handlingen. Selv om serien kun er på fire afsnit, er måden, hvorpå karakterens betydning bliver udfoldet, rigtig godt udført.

Ganske enkelt findes der pt. ikke en mere velpacet actionserie i serieland lige nu, hvilket i høj grad skal tilskrives serieskaber Milad Schwartz Avaz.

STHLM Blackout anmeldelse
Tova Magnusson og Alba August i 'STHLM Blackout'
Foto: Drive Studios/Prime Video

Som i instruktørens tidligere værker, både solo og som manuskriptforfatter for brormand Mehdis film Mens vi lever og Kollison, er omdrejningspunktet karakterer, som forsøger at komme videre i livet efter en tragisk begivenhed.

Der er således en lige linje mellem familien i Bedre tider og Arthur, som er gået i stå efter konens død. Alt minder om hende, men det at komme videre føles også som at give slip på en kærlighed, der blev flået væk alt for tidligt.

Udtrykket i STHLM Blackout er selvsagt anderledes end det rørende danske komediedrama, men under den flashy action, fornemmer man tydeligt Milad Schwartz Avaz’ tematiske fingeraftryk.

STHLM Blackout anmeldelse
Erik Johansson, Hanna Alström og Klara Alström i 'STHLM Blackout'
Foto: Drive Studios/Prime Video

Til trods for den lidt kluntede titel er STHLM Blackout en virkelig god oplevelse, hvor de titulære blackouts konstant er en reminder om, at noget skummelt lurer i mørket.

Uforudsigeligheden i forhold til, hvem der er de gode og de onde, er virkelig veleksekveret. Igen fortjener tempoet kæmpe ros, for de forskellige twists er yderst veltimede.

Og så lykkes det samtidig at få viklet den dramatiske del af historien ind samt Arthur og Milles amourøse forsøg på at nærme sig hinanden, mens de bliver jagtet af skumle typer.

Forhåbentlig er det ikke sidste gang, at vi skal bruge tid i selskab med den ufrivillige heltejournalist Arthur Melberg, for der er klart potentiale til flere herlige miniserier med ham og resten af holdet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste