Anmeldelse: ’The Stolen Girl’ er en hypnotiserende smuk, men også lidt ligegyldig thrillerserie

En kvinde soler sig på stranden, mens ser hun på billeder af sin familie. Hendes mand og to børn smiler til hende. Hendes arbejde som stewardesse på privatfly bringer hende til varme himmelstrøg, men hjemme i Manchester er der koldt og gråt.

Elisas Blix’ (Denise Gough) liv er ellers til hverdag hektisk nok. Hun halser fra det ene til det andet. Og da hun skal hente sin 9-årige datter Lucia fra skole, er det tredje gang på en uge, at hun kommer for sent. En anden mor, Rebecca (Holliday Grainger), er der også for at hente sin datter Josephine. Hun sludrer med læreren, da Elisa forpustet ankommer.

De to piger vil gerne forsætte deres leg, og Elisa indvilliger modvilligt i, at Lucia kan tage med Josephine hjem for at overnatte. Hvad der skulle have været en hyggelig soveaftale, udvikler sig til et sandt inferno for Lucias familie.

Da Elisa næste dag kommer for at hente sin datter, viser det sig nemlig, at venindens hus blot var en lejebolig, og at hendes datter er forsvundet. Nu bliver Elisa og hendes mand Fred pludselig genstand for politiets undersøgelser.

Åbenlyst manipulerende

Der rejser sig mange spørgsmål i forbindelse med den lille piges forsvinden, og flere tråde leder tilbage til Elisas fortid. Mere af gåden skal ikke afsløres her.

Man bliver som seer nysgerrig på, hvorfor Lucia er blevet kidnappet. Og hvem der egentlig er fortællingens skurk?

Elisa og Rebecca er seriens omdrejningspunkt – særligt Elisa. Fortællingen bringer spændende og vigtige temaer op, som at miste et barn, og hvad man stiller op, hvis ens liv viser sig at være baseret på en løgn.

’The Stolen Girl’ er baseret på bogen ’Playdate’ fra 2020, skrevet af norsk-amerikanske Alex Dahl, og det er fuldt ud forståeligt, at man har ønsket at filmatisere romanen, for det er i sig selv en gribende historie, som giver mindelser om f.eks. den ulykkelige Madeleine McCann-sag.

Seriens instruktør Eva Husson stod også bag den smukke ’Helligdag’ (2021) med Josh O’Connor og Olivia Colman, som emmede af psykologisk dybde og svimlende skønhed, men det samme kan desværre ikke siges om serien her.

Den ambitiøse journalist Selma Blair, spillet af Ambika Mod (’This Is Going to Hurt’, ’One Day’), bliver optaget af sagen om Lucias forsvinden. For der er noget som ikke stemmer. Jo mere hun går ind i den, jo mere mystisk bliver det.

Men selvom Ambika Mod desperat forsøger at give karakteren liv, må hun give fortabt. For karakteren er, ligesom Elisas mand Fred (Jim Sturgess), helt uden nuancer, og der er ingen facetter, som kan gøre dem levende.

Serien forsøger at kompensere med dramatisk underlægningsmusik, men det virker i stedet alt for aggressivt og åbenlyst manipulerende.

Halser afsted

I de stærkeste krimiserier bliver mysteriet egentlig mest brugt som en katalysator for at udforske de menneskelige relationer i historien. Men i ’The Stolen Girl’ halser man, ligesom karakteren Elisa, afsted for at nå at dække historiens mange handlingstråde. Man fortaber man sig i alt det, man skal nå at forklare.

Plottets mange skift fylder for meget, og det bliver på bekostning af karaktererne og temaernes psykologi. Hvis serien havde været otte afsnit i stedet for fem, havde man haft mere tid til at dykke ned i det essentielle.

I seriens sidste del går det helt galt, og den bliver karikeret og overdramatisk.

Dvæler ved smerten

Heldigvis har ’The Stolen Girl’ også visse kvaliteter.

Scenerne med børnene er stemningsfulde og ægte. På et tidspunkt ser vi de to piger klæde sig ud som sommerfugle, og på lydsiden spiller PJ Harveys ’Down by the Water’, hvor teksten passer perfekt ind i seriens univers:

”Just like my daughter, won’t see her again.
Little fish, big fish, swimming in the water, come back here and give me my daughter”.

Her går alt op i en højere enhed.

Man får momentvist mulighed for at mærke Elisas smerte. Det skyldes skuespiller Denise Goughs fortolkning. Hun har en intens udstråling og kan med få midler spille en dybde i sin karakter frem. Ærgerligt, at hun ikke får mere mulighed for det.

Visuelt overbeviser serien i sine billeder af to centrale smukke huse. En raffineret måde at illustrere, hvordan idyllen er en illusion i både Elisa og Rebeccas liv.

Billederne af trappen op til det ene af husene skaber en stærk stemning af et hypnotiserende smukt mørke.

Historien i ’The Stolen Girl’ burde tryllebinde en til skærmen. Men i stedet bliver den samlet set en lidt ligegyldig oplevelse. Og det føles frustrerende, når den kunne have været så meget mere.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: