Anmeldelse: ‘Sugar’ har et gigantisk WTF-øjeblik, der får dig til at starte forfra med det samme

Der er what-the-fuck-moments, der kan få kæben til at hænge. Tænk Red Wedding i Game of Thrones. Og så er der WTF-moments, der kan ændre hele perspektivet i en historie. Krimiserien Sugar har et, der hører til i den sidstnævnte kategori. Det betød, at jeg efter at have set de otte afsnit gik tilbage og så serien én gang til.

Andengangskigget gav en ny oplevelse, hvor man tydeligt ser, hvor mange tegn serien dropper undervejs, og hvor de tegn pludselig giver en helt anden mening. Det i sig selv er en sjælden oplevelse og viser, hvor gennemtænkt serien er.

Speciale i forsvundne personer

Ved første øjekast virker meget ved det gamle, for handlingen udspiller sig på klassisk krimivis i film noir-genren. Selv om vi er i nutidens Los Angeles, er tonen taget ud af en 1940’er-film. Vi har en privatdetektiv, John Sugar, der har speciale i at finde forsvundne personer, og som i bedste indre monolog, voice-over-stil, fortæller os, hvad han tænker og observerer.

Sugar bliver hyret af en af byens Hollywood-adelige filmproducenter, den legendariske Jonathan Siegel (spillet af James Cromwell) til at finde hans forsvundne barnebarn, Olivia. Jonathans søn,

Olivias far, er ikke så bekymret, for Olivia er tidligere narkoman og har før været forsvundet i flere uger for så at dukke op igen. Men Sugar fornemmer, at noget ikke er, som det skal være, og desuden minder fotoet af Olivia om hans egen søster, så han tager selvfølgelig opgaven.

Et spind af løgne

Det bringer ham ind i et spind af familiehemmeligheder og løgne, og samtidig får vi anelser om, at der også er noget mystisk ved John Sugar selv. Han mødes med en gruppe mennesker, som han tilsyneladende er i et netværk med.

Et netværk, der er styret af kvinden Ruby, der også er en slags manager for Sugars arbejdsopgaver. Og hun er ikke begejstret over den nye opgave, han har sagt ja til.

John Sugar er personlighedsmæssig også af en sjov støbning. Han er en venlig mand – den slags, der taler pænt til hjemløse, som elsker dyr og godt kan flirte uden at tro, at det absolut fører til sex. Han prøver så vidt muligt at undgå vold, men når der ikke er nogen vej udenom, slår han en proper og effektiv næve.

Stor spændvidde

Som John Sugar viser Colin Farrell, at han spænder vidt. Senest har vi set ham som den enfoldige Pádraic i The Banshees of Inisherin, snart får vi ham at se som en psykopatisk Pingvin i Batman-universet, og her får vi en afdæmpet og cool fyr, der på trods af sin venlighed bibeholder et mystisk skær.

Det er en hårfin balance at kunne udstråle begge ting, og Farrell mister på intet tidspunkt retningen for sin karakter.

Sukkerdrys på Sugar

En af de ting, John Sugar er vild med, er film. Det fortæller han selv flere gange, og serien viser det ved både at vise gamle klip fra film noirs og ved at have rigtigt mange referencer til andre film.

Filmcitaterne er så påfaldende, at jeg efter de første par afsnit tænkte, at det nærmer sig det direkte prætentiøse. Men ‘trust the proces’, som man siger. Der er mening med løjerne, og man forstår senere, hvorfor de er der.

Fordi serien er gennemtænkt og veleksekveret – visuelt taler vi om et Michael Mann’sk look af Los Angeles – viser AppleTV+ atter engang, at de går efter kvalitet, og at de dyrker serier, der tør skille sig ud. Sugar er ganske enkelt topunderholdning, der tilmed formår at være ny vin på gammel flaske. Af den slags, der glider ubesværet ned og smager friskt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: