Anmeldelse: Ti nu bare stille, Dexter!

Da jeg for et par år siden besluttede mig for at se ‘Dexter’, var jeg fuld af forhåbninger om at skulle se en serie, der tog mig ind i de mørke afkroge af en seriemorders sind.

Efter de tre første sæsoner havde jeg fået, hvad jeg kom efter. Og efter at have kæmpet mig gennem de sidste tre, sad jeg tilbage med en følelse af, at seriens skabere ikke havde tænkt på andet end penge, da de fortsatte med at malke den populære serie, der til sidst ikke havde noget som helst at byde på.

Da det så kom frem, at man ville lave en serie med titlen ‘Dexter: Original Sin’, blev jeg ramt af både skepsis og forhåbninger. Førstnævnte fordi min tillid til skaberne var helt væk efter den mildest talt elendige afslutning på hovedserien (set i lyset af, hvor stærkt den lagde ud).

Mine forhåbninger var baseret på titlen, der må siges at lægge op til, hvordan det hele startede, og hvad der foregik inde i hovedet på antihelten Dexter Morgan, inden han blev seriemorder.

Efter at have set de tre første afsnit af ‘Original Sin’, som denne anmeldelse er baseret på, er der ikke meget, der tyder på, at folkene bag har haft intentioner om at opfylde mine ønsker for serien. Tværtimod.

Konstant kværnen

Noget af det mest kendetegnende for ‘Dexter’ er, hvordan hovedpersonen konstant guider os gennem sin sindstilstand, minder os om, hvordan han er, og hvad han har planer om at gøre. I starten var det et interessant greb at gøre brug af, da det ret elegant understøttede handlingen. Til sidst blev det en ulidelig del af serien, og det var dybt frustrerende konstant at blive talt ned til som seer og få fortalt det samme igen og igen.

Hvis man, som jeg, sidder med samme tanke om brugen af det greb i hovedserien, bliver man rent ud sagt pisseirriteret efter fem minutter af ‘Original Sin’.

Dexter ligger døende på bagsædet af en bil, der kører af sted med fuld fart. Hvor den skal hen, eller hvem der kører, ved vi ikke. Men mon ikke det har noget at gøre med den ligeledes elendige slutning på spin-off-serien ‘New Blood’?

En oplagt mulighed for at lade Dexter ånde ud og en gang for alle lukke munden på hans konstante indre monolog. Men nej:

“Jeg har oplevet død så mange gange, men aldrig min egen.” er seriens første replik, der kommer fra Dexters indre voiceover. Og med det samme er man træt af Michael C. Halls stemme, der desværre kommer til at fylde alt for meget resten af serien. Og som om det ikke er frustrerende nok, skal vi lige mindes om klichéen om, at vores liv passerer revy, når vi dør.

Herfra springer vi tilbage i tiden til det, jeg håbede serien ville handle om: Dexters opvækst. Vi ser ham blive født, hvorefter den kendte intromelodi tager over og vidner om, at serien ikke har noget nyt at komme med.

Fra fødslen går vi direkte til hans studier som retsmediciner, hvor Dexter, der spilles af en ellers velcastet Patrick Gibson, sammen med sine studerende er i gang med at dissekere et lig og opdager, at liget ikke har noget hjerte. Og det skal vores fortællerstemme nok lige sikre sig, at vi forstår: “Hjerteløs. Ligesom mig.” Ti nu stille, Dexter – vi er ikke totalt tungnemme.

Men Dexters stemme hjemsøger os gennem hele serien og fratager dermed Gibson muligheden for at gøre Dexter til sin egen karakter – i stedet ender han med at stå i skyggen af Michael C. Hall. Og det er en skam, for han spiller rollen glimrende.

En billig kopi af hovedserien

Da Dexter kommer hjem, taler han med sin far, Harry (Christian Slater) om, hvordan hans dag har været. Harry forklarer Dexter, hvorfor det er vigtigt at tage denne uddannelse, så han på den måde kan tæmme sit “behov”.

‘Original Sin’ springer dermed over alt det, titlen indikerer, at vi skal lære gennem serien. Nemlig hvordan og hvorfor Dexter er blevet, som han er. Men Dexter har allerede sit behov for at dræbe, og Harry ved det. Den eneste forskel på det, vi så i ‘Dexter’, og det, vi ser her, er, at Harry er i live og ikke en imaginær følgesvend.

Da Harry på grund af dårlig livsstil får et hjerteanfald, ender han på hospitalet, hvor en tilsyneladende flink sygeplejerske tager sig af ham. Det tager dog ikke Dexter lang tid at finde ud af, at denne sygeplejerske er en seriemorder, der har slået adskillige patienter ihjel.

En ualmindelig sløset seriemorder, der ret åbenlyst forgifter Harry og samtidig har sin trofæsamling liggende i en skuffe på sit arbejde. Det er ganske enkelt utroværdig dumt, at hun ikke for længst er blevet fanget.

Men godt for Dexter, der nu har sit første offer og dermed kan få afløb for sin ustyrlige trang til at dræbe. Herfra kender vi groft sagt handlingen, for den har vi set gennem otte sæsoner af ‘Dexter’, hvoraf de sidste tre var frustrerende ringe - præcis som de tre første afsnit af ‘Original Sin’.

Et lille håb

Der er dog et lille lyspunkt. Flere gange bliver vi nemlig taget tilbage i tiden fra før, Harry fik Dexter. Det giver et spinkelt håb om, at serien kommer på rette spor. Indtil videre er det dog kun gennem små flashbacks, vi ser, hvordan Harry bruger en enlig mor som informant til at afsløre en narkohandler.

I takt med dén histories udvikling lærer vi langsomt noget nyt om “far og søn”-forholdet mellem Dexter og Harry, og det giver serien potentiale til at vise, at den har noget nyt at byde ind med.

Man kan håbe på, at de to tidslinjer fusioneres senere i sæsonen. Men at dømme ud fra den totale mangel på opfindsomhed, der præger starten af serien, er der ikke meget at basere den optimisme på.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: