Anmeldelse: Tredje sæson af ’The Bear’ er en af årets bedste
The Bear sæson 3
Streamingtjeneste: Disney+
Premieredato: 17. juli 2024
Genre: Drama, komedie
Serieskaber: Christopher Storer
Medvirkende: Jeremy Allen White, Ayo Edebiri, Ebon Moss-Bachrach, Lionel Boyce, Liza Colón Zayas, Abby Elliot, Matty Matheson m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 8
De to foregående sæsoner af The Bear har været noget af det mest hektiske og stressfremkaldende historiefortælling i seriehistorien.
Det frenetiske tempo har været ubønhørligt højt konstant, matchende den sindstilstand karaktererne med wünder-kokken Carmen ’Carmy’ Berzatto (Jeremy Allen White) hele tiden befinder sig i. Det er mesterligt formidlet af serieskaber Christopher Storer og resten af den kreative flok bag hitserien.
Forventningerne er derfor, og med rette, store forud for tredje sæson.
Sidst vi forlod Carmy, sad han låst inde i køkkenets store køleskab, spruttende af raseri. Ude af stand til at styre sit hold på aftenen, hvor venner og familie skulle agere restaurantens første kunder, var den perfektionistiske kok fuldkommen hjælpeløs.
Alligevel formåede han fra bag den tykke ståldør både at skræmme crushet Claire (Molly Gordo) grædende væk og genstarte det evige skænderi med ”fætteren” Richie (Ebon Moss-Bachrach).
Tredje sæson starter, hvor den forrige sluttede og så alligevel ikke helt.
I et af de mest overraskende og modige serieafsnit længe, lægger tredje sæson ud med det, der bedst kan beskrives som atmosfærefyldt tankestrøm.
I en myriade af flashbacks, svæver vi rundt i Carmys minder og ser hvordan livets begivenheder har formet ham. Vi runder de tidligere arbejdspladser han har haft, herunder danske Noma.
Dermed bliver København igen vist frem fra sin smukkeste side, præcis som i anden sæson, hvor dessertkokken Marcus (Lionel Boyce) var sendt på inspirationstur.
Til tonerne af Nine Inch Nails-sangen Together – skrevet af den Oscarvindende komponistduo Trent Reznor og Atticus Ross – fremstår afsnittet som en dyb vejrtrækning. Hvad skal der ske nu?
Og i de resterende afsnit i tredje sæson af The Bear får vi nogle svar, men også mindst lige så mange spørgsmål.
Op mod stjernerne
Meget føles anderledes i den her omgang af The Bear.
Carmy har tydeligvis lidt et knæk og det forplanter sig til resten af serien. Han sætter sig tydeligvis for at undertrykke alle sine følelser og i stedet begrave sig dybt i arbejdet.
Målet?
At få en af de eftertragtede Michellin-stjerner. For at nå dertil, har Carmy lettere diktatorisk nedskrevet en række bud, der ikke står til forhandling, non-negotiables. Derudover skal menuen udskiftes hver dag. Sådan gør de nemlig på alle de store restauranter.
Den slags indbyder selvsagt til konflikt og kaos, hvor især Richie (Ebon Moss-Bachrach) ikke er bleg for højlydt at påpege overfor Carmy, hvorfor de to ting er dumme.
Interview med ’The Bear’-castet forud for tredje sæson: "Ingen romance mellem Carmy og Sydney"
Køkkenet er ikke længere den enhed, som de var før og det mærkes. Ikke mindst hos Syd (Ayo Edebiri), der skal håndtere Carmys impulsive forslag til menuen og alle de fyrige temperamenter, som truer med at eksplodere hele tiden.
Der er ikke noget at sige til, at hun tøver med at underskrive den partnerskabsaftale, Carmy tilbyder hende. For har hun virkelig lyst til at være bundet af det kaos, som er lige nu og ikke umiddelbart har nogen ende i sigte? Især når der rumsterer et mere lukrativt tilbud et sted ude i Chicago.
Mødre og døtre
Det handler om valg i tredje sæson af The Bear.
Dem vi skal foretage os og dem vi har taget. Om fortiden og de mennesker, vi har mødt. Hvordan de har påvirket os og hvad vi har taget med os fra de stunder, vi har haft med dem. Om fortiden og fremtiden, og hvordan de to konstant påvirker hinanden.
I sidste sæson blev der introduceret soloafsnit og et hensat i fortiden, og det er der også her.
Vi ser hvordan kokken Tina (Liza Colón-Zayas) endte med at arbejde på The Beef, da Michael (Jon Bernthal) stadig var i live. Det er en fed tilbagevenden til den tumultariske atmosfære, der herskede i den gamle restaurant, hvor jargonen var grov med en kærlig undertone. Og så bliver det igen slået fast, hvor vigtigt det er at have en skuespillerkapacitet som Bernthal til rådighed. Hans karisma og væsen er med til at understrege, hvor stort et indtryk Mikey gjorde på sine omgivelser og hvorfor han er så savnet.
I nutidens soloafsnit, er det endelig tid til, at Sugar (Abby Elliott) skal føde. Da ingen andre er til at komme i kontakt med, er der kun én person tilbage, hun kan henvende sig til: hendes alkoholiserede og kaotiske mor Donna (Jamie Lee Curtis).
Serieguide: De 10 bedste internationale serier i 2023
Til denne sæson af The Bear, er det igen nødvendigt med en god pakke kleenex ved siden af. For der er så mange tårefremkaldende øjeblikke, at det næsten ikke er til at bære.
Fortidens dæmoner bliver konfronteret på kryds og tværs i den ene hårde scene efter den anden. Samtidig er der også rigeligt med komedie til at give nogle tiltrængte grin. Især brødrene Fak, Neil (Matty Mathseon) og Ted (Ricky Staffieri), er leveringsdygtig af det ene lårklaskende sjove øjeblik efter det andet.
En af årets bedste
Som altid, er der et hav af gæstestjerner i The Bear.
Udover notabiliteter fra den kulinariske verden, dukker allestedsnærværende John Cena op som en af de utallige Fak-søskende, Billions-skaberen Brian Koppelman spiller en talknuser med øgenavnet ’The Computer’ og så medvirker ejeren af virkelighedens The Beef – der er en af inspirationskilderne til serien – Christopher Zucchero, op i en skøn rolle som en af de gamle sandwichgutter fra da det var Mikeys sted. Og mange flere popper op i små roller hist og her, både gamle og nye bekendte.
Hvad end det er ultrastressende øjeblikke eller rolige stunder, har Christopher Storer og de andre manuskriptforfattere altid været eminente til at skrive gode dialogscener.
Især de små scener, hvor to personer bare står eller sidder og snakker om noget, der ikke nødvendigvis har den store betydning for handlingen, står stærkt.
Her er de 10 bedste serier i 2024 indtil videre
Ved andet, tredje og fjerde gensyn, hvor man er kommet over den umiddelbare overrumplende oplevelse af tredje sæson, fremstår de scener endnu stærkere. De er som et roligt helle i stormen af voldsomme følelsesudbrud.
The Bear er igen en fuldstændig mageløs oplevelse. Skuespilpræstationerne er igen fantastiske, hvor samtlige medvirker blæser en bagover. Stemningen er anderledes i forhold til de to første sæsoner, men det er også en nødvendighed og matcher hovedkarakterernes mentale tilstand.
Men Christopher Storer og co. foretager også et valg, som ikke matcher det mod, de kreative kræfter hidtil har vist.
Det forhindrer dog ikke tredje sæson af The Bear i at være en af årets bedste og absolut must-see.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: