Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: TV2-krimiserien ’DNA’ trænger til en vitaminindsprøjtning

AfClaus Nygaard Petersen
16. december 2022
Anders W. Bethelsen og Charlotte Rampling i 'DNA' sæson 2
Foto: TV 2

Del artikel

Heller ikke sæson 2 af TV2s højtprofilerede krimiserie 'DNA' finder skyggen af spænding til trods for emner som menneskesmugling og organhandel.

DNA

Streamingtjeneste: TV2 Play
Premieredato: 18. december 2022
Genre: Krimi, drama, mystery
Instruktør: Fabian Wullenweber
Manuskriptforfatter: Torleif Hoppe
Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Olivia Joof Lewerissa, Charlotte Rampling mfl.
Land: Danmark, Frankrig
Antal afsnit: 6
Anmeldelse: 2

TV2s store flagskibs-krimiserie DNA havde en noget vanskelig fødsel i 2019.

Uenighed om den kreative retning for serien betød, at instruktør Henrik Ruben Genz frabad sig kreditering på de afsnit, han ellers havde instrueret. Når man så det endelig resultat, forstod man godt hvorfor.

Serien var generisk krimi, uden nogen form for finesse. Det store trækplaster med det internationale skuespillerikon Charlotte Rampling bød ikke på så meget andet end det kuriøse i at se så stor en skuespiller i en dansk serie.

På intet tidspunkt blev den umulige politimand Rolfs (Anders W. Berthelsen) søgen efter sin forsvundne datter rigtig interessant. Hver eneste samtale led under en overdreven grad af eksposition, hvor alt handling og følelse skulle udpensles, så ingen var i tvivl om, hvad der skete.

Og der er egentlig ikke rigtig noget, der har ændret sig her i anden ombæring af DNA.

Et stort vildspor

Vi starter mere eller mindre, hvor første sæson sluttede. Gennem et fyldigt og kluntet recap, ser vi hvordan Rolf finder frem til sin datter, der blev taget som spæd af polske Julita (Zofia Wichlacz). Hun troede, det var hendes egen datter og har opfostret den lille pige som sin egen.

Rolf begynder herefter at hænge ud omkring dem lettere stalker-agtigt. Han bliver dog fine venner med den lille pige, men snart falder maskeraden. Han fortæller Julita, hvem han er, og at han er pigens far. Hvordan det efterfølgende kommer til at udspille sig i de resterende afsnit i sæsonen, kan man kun gisne om. Men mon ikke at der kommer en løsning. Det er den fornemmelse, man sidder med i løbet af de to afsnit, som er blevet sendt ud til anmeldelse.

Godt nok er der meget elendighed, men det skal nok gå.

I Danmark er Rolfs eks-kone – og pigens datter – blevet gift med en anden og har netop født et nyt barn. Der er (selvfølgelig) noget i vejen med barnet, så en levertransplantation er påkrævet. Og det er af den vej, at Rolf bliver involveret i DNAs overordnede krimiplot i denne omgang.

Tegningen til et stort kup

Det handler nemlig om salg af organer på det sorte marked og menneskesmugling i alle dens afskygninger.

Vi følger det helt nede fra de grå og kedelige betonbygninger i Bukarest, hvor drømmene om et bedre liv i høj grad er forbundet med en billet til Nordeuropa. Teenageren Mario (Mario Montescu) tager afsted mod Danmark for at finde sin søster. Hun er taget dertil med sin kæreste for at arbejde på et luksusspa, men den ellers billige rejse til det forjættede land har en bagside.

Denne del af DNA er rigtig interessant. Der bliver dvælet godt ved Mario, så man selv ved korte scener forstår, hvad motivationen for ham er. Montescu har også et rigtig godt fortabt og naivt udtryk, der fungerer godt, når Mario står ansigt til ansigt med nogle af de mere hårde sider af menneskesmugling.

Er det efterhånden ikke på tide, at der er en der en af de store tv-stationer eller streamingtjenester i Danmark, der laver en serie om det? Og hvor man udelukkende ser det fra den udefrakommendes synspunkt og ikke som en sidehistorie for den danske helt.

Der er nogle skæbner, der fortjener at få deres historie fortalt, uden at de skal fungere som baggrundstapet for en sekunda-krimiserie.

For det er stadig, hvad den danske del af DNA føles som om. Som en Carl Mørck-pastiche, uden nogle markante karakteristika, der gør Rolf og hans univers interessant. Vi har ikke brug for endnu en hvid frelser, hvis ikke han har et eller andet, der skiller ham ud fra flokken.

En højere standard

Intentionen er god fra de kreative folk, og starten på denne sæson er ikke lige så tåkrummende som i forrige ombæring. Hvis vi ser bort fra det kluntede recap. Og Rolfs gennemskueslige stalking af datteren. Og den meget belejlige leversygdom til ekskonens barn, der tilfældigvis taler ind i sæsonens tema og ulovlig organhandel.

Det er ikke dårligt, men snarere frustrerende. Når det mest interessante ved en krimiserie er alt det, som ikke handler om dens hovedperson, er der grund til bekymring.

Og det er jo ikke skuespillernes skyld. De gør, hvad de kan med det materiale, de nu engang har at arbejde med. Efter at have set den første tredjedel af anden sæson af DNA, er lysten til at se videre ikke rigtig til stede.

For hovedpersonen, som tager allermest skærmtid, er ikke rigtig interessant. Hvis han absolut skal gøre ting på kanten af loven, så gå dog fuldt ud. I det mindste lad være med at få ham til at fremstå blåøjet. Lidt kant havde måske gjort Rolf spændende eller omvendt. Dyden selv, der forsøger at gøre alt rigtigt og efter bogen. Men det her mellemleje, hvor en portion vandgrød fremstår mere æggende, er frustrerende spild af tid og af Anders W. Berthelsens talent.

Hvis der kommer mere DNA - og eftersom det er en international co-produktion, er det absolut en mulighed - er fingrene krydset for, at sker noget uventet. Gør hans kollega Neel Skibsted (Olivia Joof Lewerissa) til hovedperson eller den vanvittigt karismatiske chef Hooman Møller (Afshin Firouzi).

DNA har brug for en vitamin-indsprøjtning og gerne før end senere.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste