Sæson 4 af 'Babylon Berlin' på DR river og rusker i ens sind

En ung mand (Volker Bruch) pudser sine dansetrin af foran et spejl i sin lejlighed til et af tidens hits ”Ein Tag wie Gold” (en dag så skøn som guld). Han begynder at klæde sig af og trækker i brun skjorte og brune bukser, og til sidst placerer han naziarmbindet. Det er den sidste dag i 1930. Da vi tog afsked med forrige sæson af 'Babylon Berlin' var det den 25 oktober 1929. Dagen hvor børskrakket ramte Tyskland.

Berlins afdeling af Stormtropperne (en paramilitær afdeling af nazistpartiet) afholder march i Berlins centrum. ”Sind sie bereid für die Storm”(”Er I klar til kamp”) råber lederen Walther Stennes (Hanno Knoffler) med opildnende røst. I stærkt lys fra gadernes lygter smadrer de brune uniformer jødiske butikker, hiver ejerne ud af deres forretninger og slår løs på dem med køller.

Fortællingen maler et mangefacetteret billede af tiden igennem et kor af stemmer, fra toppen af samfundet i skikkelse af oberst Günter Wendt (Benno Fürmann) og den rige våbenproducent Alfred Nyssen (Lars Eidinger) til den laveste del i form af metropolens mange gadebørn. I front står kriminalinspektøren Gereon Rath (Volker Bruch) og kriminalassistent Charlotte Ritter (Liv Lisa Vries) – der på trods af deres fejlbarligheder agerer som seriens moralske kompas.

Gereon ser mere og mere slidt og gammel ud. Renderne under hans øjne, som han allerede havde i starten af serien, er nu blevet en integreret del af hans ansigt, og på trods af hans unge alder er flere hårlokker nu grå, hvilket er meget tidligt, når han kun er omkring 30 år.

Charlotte er fuld af glæde og energi. Hun arbejder nu endelig fast som kriminalassistent på politistationen og har lagt livet som fattig prostitueret bag sig.

Røgen siver ind overalt

Den økonomiske krise er sæsonens egentlige hovedperson. Ligesom røgen fra de uendelig antal cigaretter, der ryges i serien, infiltrerer den alt omkring sig. I skyggen af krisen følger nazipartiets gryende langsomme men konstante magt, som vi ser vokse i det åbne og bag skjulte døre.

Serien bruger, som i de tidligere sæsoner, forbrydelser som rammefortællinger: allerførst sker der et mord i den kriminelle underverden.

En anden handlingstråd er mysteriet om diamanten ’Der Blaue Rotschild’ (den blå Rotschild). Et kostbart smykke, Alfred Nyssen har foræret sin kone. Abe Goldstein (Mark Ivanir), en jøde fra New York, dukker op og kræver diamanten udleveret, da han mener, den tilhører hans familie. Udover, at man lærer noget om familien Nyssens baggrund, falder denne historie med sin kedsommelighed ved siden af sæsonens andre spændende beretninger og virker overflødig.

Selvfølgelig er det kompliceret, når man har med en filmatisering af gøre (serien er Baseret på Volker Kutschers værker, denne gang tredje bog i serien om Gereon Rath Goldstein). Men skaberne har et valg i måden, de fortæller på. Hvilke greb og hvilken betoning de lægger, og hvad de vælger at skære bort.

Anderledes besættende er mysteriet om de døde gadebørn og den uhyggelige organisation ved navn ’Das Weisse Hand’ (Den hvide hånd), der tager sin begyndelse, da Charlottes bortløbne lillesøster Toni (Irene Böhm) gemmer sig i det famøse stormagasin Tiez og overværer en voldsom forbrydelse.

Serien forkæler seeren

Babylon Berlin har særligt på det visuelle plan indført nye virkemidler. Mange scener er stærkt oplyste, hvilket skaber en stemning af desorientering og en følelse af uvirkelighed. Først virker det som et mærkeligt greb, men det giver efterhånden mening, når man tænker på, at man i slutningen af tyvernes Berlin gik langsomt fra den ene yderlighed til den anden.

Fra Weimarrepublikkens frihedselskende, eksperimenterende og inkluderende til fascismens ekskluderende, racistiske og frygtsomme samfund. Heldigvis forkæler serien forsat med masser af noir stemning, hvor mørke sjæle og nat smelter perfekt sammen.

Serien har også fået en mere absurd tone. En intelligent måde at skildre den uhygge og forvirring, forandringerne skaber. Vi mærker det særligt i retssagen mod journalisten Samuel Katelbach (Karl Markovics). Selv om intensiveringen af den absurde stemning er et klogt valg, får den desværre af og til en bismag. Drengen, som leder gadebørnene, er irriterende karikeret og enøjet skildret. Tidligere sæsoner udmærkede sig netop ved at have et nuanceret blik på deres karakterer.

De visuelle valg gør, at tidens uhyrligheder og stemning kryber stærkere ind under huden på en.

Dragende scener der brænder sig fast

I seriens stærkeste momenter trækkes tæppet væk under karaktererne. Som da Charlotte står midt i stormtroppernes march nytårsaften. Hun er lamslået og kan ikke røre sig, for helvede er brudt ud. Verden er pludselig en anden. Er hun midt i et mareridt?

Eller i Gereons dragende og uhyggelige sessioner med den gådefulde Dr. Anno Schmidt (Jens Harzer). Hvad er mareridt og hvad er virkelighed? Det er scener så dragende, at de længe efter sidder dugfriske på nethinden.

Slutningen er mystisk og skræmmende og føles som en uhyggelig drøm, der bliver i kroppen længe efter. Nu er der kun ét af gøre: Nyd et gensyn, eller oplev de tidligere sæsoner for første gang, imens du venter på sæson fem af Babylon Berlin, som for kort tid siden lykkeligvis blev annonceret.