Anmeldelse: ’Før stormen’ er et hjertevarmt blik på Danmarks mindste samfund

Det går ikke så hurtigt på Mandø. Sjældent er der noget, som haster så meget, at det haster, og så skal det nok blive fikset med det vons, hvis det endelig er.

Øen ligger i Vadehavet mellem Rømø og Fanø, og den eneste vej til eller fra, er Låningsvejen, som forbinder den knapt otte kvadratkilometer store ø med det jyske fastland. Dog skal man kende sit tidevand, da vejen bliver oversvømmet. Rammer man det forkerte tidspunkt, er man prisgivet.

Men det gør samtlige af Mandøs 27 beboere selvfølgelig. Inklusive stedets selvudnævnte vægter, Gregers, øens sidste landmand. Hans familie har boet her i otte generationer og har dermed udstået adskillige af de vinterstorme, der ubønhørligt hvert år sender havets vældige kræfter i retning af Mandø.

Stormfloder har tidligere smadret Mandø til uigenkendelighed, men det er ikke noget, beboerne bare lige sådan lader sig skræmme af.

”Det er bare lidt blæst, Osvald,” siger Gregers mor Mona til hans far med en underspillethed, der er arketypisk for en øboer. For at parafrasere Ove Sprogøe, så kommer der altid en storm til.

Instruktør Juan Palacios og medinstruktør Sofie Husum Johannesen har fulgt Gregers og de andre øboere på et af de steder, hvor de tydeligst mærker konsekvenserne af klimaforandringerne og de stigende vandstande.

Det er et intimt og hjertevarmt portræt af de mennesker, som standhaftigt holder fast i at bo på et af de mest øde og yderligt beliggende steder i Danmark, og hvor fremtiden ikke ligefrem ser alt for lys ud, når det kommer til vækst i lokalsamfundets befolkning.

Bajere og stormfloder

Før stormen er et fornemt eksempel på det, man på engelsk kalder ”slice of life”. En lille bid af virkeligheden, sådan som den er der, hvor vi normalt ikke kommer hen. Hvor den lille verden går sin gang, både i ro og mag, men også vidende om, at der er en verden udenfor, som til tider dikterer dagligdagen på Mandø.

Gregers og vennen Chrisser sidder jævnligt i filmen og diskuterer stort og småt. Klimaforandringer, og hvad man kan og bør gøre bliver vendt på lige fod med Gregers' forsøg på at finde et match på Tinder. Alt sammen klares over en bajer i laden.

Affolkning er måske den største trussel for Mandøs eksistens som samfund. Gregers er en af de yngste beboere på øen, hvis ikke den yngste. Hans tidligere forhold gik i vasken (Chrisser nævner, at landmanden burde have tænkt sig om og ikke være smuttet på værtshus for så at stavre hjem, når det passede ham), og hun skred med deres fælles søn, og nu er der faktisk ingen børn tilbage på øen.

Det er da kun lige, når Gregers' nevø kommer på sommerferie, at gennemsnitsalderen bliver banket. Omvendt bliver det udlignet af friske Mie, der egentlig hedder Marie, men bliver kaldt Mie, hvor vi er med til både 99- og 100-års fødselsdag i løbet af filmen.

Og hun er da heller ikke typen, der bare sidder og laver ingenting. Hun klarer selv indkøb i Danmarks mindste Brugsen, hvor man kan få alle nødvendigheder. Inklusive en flaske snaps, hvis man har problemer med at sove omkring nymåne, som en af butikkens andre kunder, Ingeborg, forklarer brugsuddeleren Ellen.

Det er et samfund, hvor alle kender hinanden, og det indfanges fornemt i dokumentarfilmen. Selv om det hele foregår på Mandø, er der universelle dilemmaer på spil, som liv, død og ensomhed.

Sidstnævnte bliver italesat som et biprodukt af at være på et så isoleret sted. Derfor bliver det også slået fast, at en eventuel kommende kæreste til Gregers skal være indforstået med, at der er meget alenetid på øen. Indtil videre er det bare ham og hans trofaste følgesvend, en uforskammet nuttet hund ved navn Sif.

Et makkerpar, der går direkte i hjertekulen, når de kører øen rundt og holder øje med, at de livsnødvendige diger stadig er intakte. Kærligheden emmer ud af den stovte mand, når han taler med hunden. Man frygter for, hvordan Gregers har det den dag, hvor Sif ikke er der mere.

Lille ø, store problemer

På et større plan, har vi den lokale ornitolog, som observerer fuglebestanden på Mandø.

Den er stærkt nedadgående, når det kommer til visse typer af trækfugle. Han tæller nu kun omkring et dusin af visse arter. Et klart tegn på, at globale klimaforandringer spiller en markant rolle allerede nu, selv om vandet ikke oversvømmer øen – endnu.

Før stormen formidler fornemt, hvordan den store verden påvirker selv de mindste dele af vores lille nabolag, og hvordan man enten bare kan lade stå til og gøre, som man altid har gjort. Eller man kan gøre noget for at stoppe den negative udvikling.

Gregers vil for eksempel kærligheden. Rigtig meget. Vi ser, hvordan han ringer frem og tilbage angående casting til programmet Landmand søger kærlighed. Da han med let stolthed fortæller forældrene om, at han er med i udvælgelsen, griner den jordnære bondekone. Sådan noget pjat kommer der ikke noget ud af, ligger der underliggende i hendes kommentarer.

Det ville ikke være første gang, at Gregers ville være i fokus på nationalt tv. Tilbage i 90'erne var han med i ungdomsprogrammet Transit, fordi han var Mandøs yngste beboer. Udsendelsens halvhånlige og ulidelige 1990'er-ironiske attitude til det bondske liv er tåkrummende, men det er interessant at se, hvad den unge knøs havde at drømme for fremtiden.

Fortællingen får nærmest en snert af tragedie, da det står klart, at visse ting aldrig forandrer sig. De uddør bare.

Før stormen er proppet med hjerte og vidunderlige stunder – banko over kortbølgeradio, ja tak – samtidig med, at instruktørerne fint får flettet den globale indvirkning på det lille samfund ind, uden at det fremstår uskønt. Det er hverdagsdokumentarisme, når det er bedst.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: