Anmeldelse af His Dark Materials

Spændingen var stor da HBO Nordics nye storserie His Dark Materials (lavet i samarbejde med BBC) havde premiere. Serien er en filmatisering af Philip Pullmans verdensberømte trilogi, der, lidt afhængigt af hvilket land du bor i, hedder enten His Dark Materials eller Northern Lights Trilogy. Her i Danmark har den nu altid heddet Det Gyldne Kompas-serien, og det hed filmen, der blev lavet over bog 1 også, da den kom for nogle år siden.

Filmen gik rigtigt godt i Europa, men skidt i USA, og der blev aldrig lavet en fortsættelse. Derfor var fans af historien spændte på to ting, da den nye serie tonede frem på skærmen: Kunne serien fange stemningen fra bøgerne (der er kendt som meget anti-religion og nærmest kan betegnes som ”ateist-fantasy”) – og kunne man undgå, at første sæson bare blev en kopi af de bedste scener i filmen?

Svaret er ja til begge spørgsmål. Herunder vil der følge mindre spoilers, men ikke noget, der vil ødelægge din nydelse af serien.

His Dark Materials foregår også i vores verden

Her bor Will, en helt almindelig skoledreng, hvis far forsvandt under en arktisk udforskningstur, og hvis skæbne er uløseligt knyttet sammen med Lyras. Allerede fra episode to ser vi den første karakter krydse grænsen mellem de to verdener, og vi ser pludselig væsentligt tydeligere, hvordan de to er forskellige.

Sæsonen fortsætter også til der, hvor bogen faktisk slutter, og ikke som filmen på en underlig trekvart-færdig måde. Det gør, at vi får den clifhanger, som fans i sin tid var sure over at blive snydt for, og som vi så nu i stedet kan vente et års tid på at se, hvor fører hen.

Flotteste intro siden Game of Thrones

Hun er fantastisk dygtig og ikke nær så øretæveindbydende som film-versionens Lyra. En anden X-Men-veteran spiller Lord Asriel, hendes onkel – nemlig James McAvoy. Ruth Wilson fuldender hovedrollerne med en isnende kold og meget troværdig Mrs. Coulter – helt anderledes end Nicole Kidman i filmen, men på en virkeligt god måde. Jeg foretrækker serien til hver en tid.

Der er dog en enkelt hage ved serien, og det er daimonerne. Når alle roller i teorien skal have et dyr rendende omkring sig, så kommer det nemt til at se meget rodet ud. Det bliver også meget, meget dyrt i computereffekter. Serien har løst dette problem ved dels at antyde at daimonerne ikke hele tiden ”kommer frem”, fordi folk ikke har behov for at vise dem frem, og at de derfor gemmer sig i lommer, ærmer og den slags – og dels ved at give nogle personer meget, meget små daimoner, såsom en sommerfugl. Det er primært tydeligt i scener, hvor mange mennesker er sammen, og hvor man forventer flere dyr – og de er der så ikke. Men det er til at leve med.

De store isbjørne – panserbjørnene – var til gengæld et punkt, hvor der ikke kunne spares, og det er faktisk gået rigtigt godt for serien. Bjørnene ser for det meste meget virkelige og realistiske ud (hvis man kan tale om at en fire meter høj bjørn i rustning ser realistisk ud!), og deres stemmer fungerer ret godt til deres store kroppe.

Ikke kun fokus på Lyra

Serien er svær at sætte i bås, for det er ikke traditionel fantasy, ikke science fiction og ikke steampunk – det er alle tre på en gang! Plus at hele historien faktisk er en genfortælling af John Miltons berømte Det Tabte Paradis – hvis man kender den, bliver det mere og mere tydeligt, jo længere ind i historien, man kommer. Det er en eventyrhistorie med en masse spænding og drama, flotte visuelle billeder og en masse kendte ansigter (især hvis man lagde mærke til birollerne i Game of Thrones, da mange skuespillere går igen).

Skal du så se den? Ja – det skal du. Jeg tror selv, at denne serie bliver én af de helt store.

Serien varer otte gange én time, og hvis du kan lide eventyrhistorier, så prøv His Dark Materials. Jeg har været meget imponeret af den, og glæder mig som et lille barn til næste sæson… som desværre jo nok først dukker op om et års tid.

LÆS OGSÅ: De bedste serier i 2019

LÆS OGSÅ: 5 serier, jeg kan snakke om i timevis