Anmeldelser
Anmeldelse: 'Ragnarok' leverer en bragende god oprindelseshistorie
AfChristina Frøkjær
Torsdag, 3. juni 2021
Ragnarok er tilbage på Netflix med seriens anden sæson. Og hvilken sæson!
Større, vildere, mere.
Med sin anden sæson har Netflix’ Ragnarok sat fart på historien om Magne, Laurits og den norske ny Edda.
Mit største problem er nu, at jeg er nødt til at vente på sæson tre.
Fortsættelse med et skarpere snit
Som enorm nørd med særlig stor kærlighed til nordisk mytologi var det med stor interesse, da Netflix tilbage i 2020 lancerede Ragnarok med danske Adam Price som en af manuskriptforfatterne, og jeg slugte da også første sæson på meget kort tid.
Da nyheden om Ragnarok sæson to kom ud, greb jeg muligheden og satte mig til at se, hvad der ville ske med Magne, spillet af David Stakston, broren Laurits og vennerne i den norske by Edda.
LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i juni 2021
Og sikke en anden sæson! Endnu engang forsvandt de seks afsnit som dug for solen, og jeg har mest af at lyst til at se dem igen for første gang.
Ragnarok er rå, kantet og direkte, ligesom Magne også er det. Det er alt andet end poleret, smuk eller pænt. Og det fortsætter heldigvis videre over i anden sæson.
Oprindelseshistorie der er Marvel værdig
Anden sæson lægger ud med samme kamp, som den første sluttede af med. Den store kamp mellem Magne og Vidar Jutul (spillet af Gisli Gardasson). Selvom kampen er den samme, går det hurtigt op for os seere, at sæson to af Ragnarok er vildere og mere skarp, end første sæson var det.
Hvor Ragnarok sæson et introducerede os for byen og menneskene i den og ikke mindst den kamp, der var under opsejling, er der her i anden sæson mere tale om en oprindelseshistorie, ligesom i de kendte superheltefilm.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Invincible’ er en fornem satire af superheltegenren
Vi er heldige nok til at se oprindelsen på flere af de store guders genkomst her på jorden. For en nørd som mig var det en stor oplevelse at sidde og finde små og store henvisninger til de gamle myter. Der er nok at tage af, og når jeg ser den igen, vil jeg helt sikkert finde endnu flere, som jeg missede i første omgang.
Familie på godt og ondt
Derudover er der naturligvis Magnes bror, Laurits, der også fortsat er lidt af en joker. I anden sæson leger han ekstra meget med både køn og seksualitet. Noget, der italesættes og reageres på af både Magne og deres mor. På fineste vis, naturligvis – og uden det bliver et politisk statement. Laurits spilles fortsat af Jonas Strand Gravli, der er perfekt i rollen!
I øvrigt er mor Turid stadig den dejligste karakter, der kommer med de tørreste (og kærligste) replikker. Hun støtter sine sønner alt det, hun kan. Og samtidig kan hun også kommentere på, at Laurits spiser grotesk meget (hvilket han bestemt også gør!) og ikke være begejstret for hans nye kæledyr.
LÆS OGSÅ: ’Pørni’ har taget Norge med storm: Ny skandinavisk hitserie på Viaplay
Men når så Laurits forsøger at forklare, hvordan han oplever tingene, så lytter hun også, og derefter finder de et kompromis. Det er så dejligt skandinavisk og hjerteligt. Og det står samtidig i kontrast til netop “liv eller død”-elementet i kampen mellem guder og jætter.
Drengenes mor, Turid, spilles i øvrigt af Henriette Steenstrup, der også spiller titelrollen i Pørni. Hun har det vildeste gummiansigt, og så er hun seriens bankende hjerte. Ikke mindst, når hun spørger sine teenagesønner om råd i forhold til dating.
Det gælder liv eller død
Jeg elsker det eventyrlige og humoristiske i Ragnarok, men jeg er også begejstret for den markant mørkere stil i anden sæson. Ikke mindst når konsekvenserne bliver uhyggeligt tydelige, eftersom det gælder liv eller død. Du kan vælge at dræbe eller blive dræbt. Et valg, der ikke altid er så simpelt, da ikke alle kan leve med at tage en andens liv.
Det er fedt at opleve, hvordan kræfterne samles omkring Magne, også selvom det måske ikke lige umiddelbart er det hold, han selv ville have sat sammen, havde han fået et valg. Men de, der er omkring ham, er lige netop dem, som Magne og verden har brug for.
LÆS OGSÅ: 5 serier jeg ALTID anbefaler
Jeg sidder tilbage med et håb om, at der kommer en sæson tre, så vi kan få selve det episke slag mellem guder og jætter. Mens sæson et introducerede dette “nordisk mytologi i den moderne verden”-univers, så kommer vi rundt om, hvilke konsekvenser det har her i sæson to. Nå ja, og så lægges der i dén grad op til, at slaget skal slås i næste sæson.

Fakta om 'Ragnarok' sæson 2
Instruktør: Mogens Hageholm
Manuskript: Adam Price
Medvirkende: David Stakston, Jonas Strand Gravli, Herman Tømmeraas m.fl
Afsnit: 6
Dansk premieredato: 27. maj
Dansk streamingtjeneste: Netflix
LÆS OGSÅ: Nye serier på streamingtjenesterne i juni 2021
LÆS OGSÅ: ’Riget’ vender tilbage: Se det imponerende cast her
LÆS OGSÅ: Danske ‘Lysår’ starter verdensomspændende COVID-19-antologi med det fineste lille brag af en kortfilm