Anmeldelse: SkyShowtime-serien 'Funny Woman' har ét funklende lyspunkt

Mens mange ”Bond babes” er gået i glemmebogen, når det kommer til en skuespillerkarriere, har britiske Gemma Arterton skabt sig en ganske respektabel en af slagsen.

Med en fornem timing for komik og ditto evner udi drama og fysisk betonede roller er der få ting, den ofte oversete skuespiller ikke kan. Det helt store internationale gennembrud er dog udeblevet af uransagelige årsager.

Og det kommer næppe med den aktuelle SkyShowtime-serie Funny Woman.

Forlægget er forfatter Nick Hornbys roman af samme navn og handler om Barbara (Gemma Arterton).

Har man stiftet bekendtskab med nogle af forfatterens tidligere serie- og filmadaptationer som High Fidelity og About a Boy, ved man præcis, hvilken kombination af spidsfindig humor og alvor, man kan forvente.

Eller rettere sagt kunne forvente. Det vender vi tilbage til.

Barbara vinder i starten af første afsnit skønhedskonkurrencen Miss Blackpool i 1964. Da hun bliver interviewet til den lokale avis, er den klamme journalist mere interesseret i at høre fra alle andre i hendes liv end hende. Til gengæld er han meget optaget af hendes store bryster, som han opfordrer hende til at strutte med, da vinderbilledet skal tages.

Udsigten til kun at blive set som øjeguf i en større provinsby, hvor fremtiden er begrænset til at arbejde på en fabrik og blive gift med en slagter, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Barbara.

Hun siger ses til sit gamle liv og tager til London for at tage skæbnen i egen hånd og få mere ud af sit liv.

En uforlignelig timing

Instruktør Oliver Parker og manuskriptforfatter Morwenna Banks – som selv spiller med i serien – får i Funny Womans seks afsnit sat Barbara op som en ukuelig underdog, der ikke giver op lige meget hvilke udfordringer, hun bliver stillet overfor.

Barbara er en snusfornuftig, charmerende fighter, og Gemma Arterton er formidabel i rollen.

Den aspirerende stjernekarriere får luft under vingerne, da hun tilfældigt møder den ekstravagante agent Brian Debenham (Rupert Everett under et lag af makeup og voluminøst fat-suit).

Hun kommer til auditions, men hendes smukke udseende er en hæmsko. Enten vil alle mænd knalde med hende, eller også hader andre kvinder hende netop på grund af hendes ydre.

Efter noget tid får folk dog øjnene op for hendes veludviklede komedieevner. Men i det mandschauvinistiske 1960'ernes England, er det begrænset, hvor meget man lader en kvinde være stjerne, udelukkende baseret på talent.

Funny Woman er bedst, når Arterton er på skærmen. Det er Barbaras rejse, der er interessant, og jo mere serien til tider fraviger det, bliver den mindre fængende. Og da serien er forholdsvis klassisk i sin udfoldelse med nærmest skemalagte romancer og trekantsdramaer, hænger det meget på karaktererne og skuespillerne at hæve serien.

Og det bliver sjældent mere end bare ok. Det er en af de frustrerende situationer, hvor Funny Girl ikke er decideret dårlig, men er heller ikke et must-see.

Det er klassisk britisk tv-håndværk uden så meget andet.

Lunken tidskapsel

Som indkapsling af den historiske periode, London i 1960'erne, er der heller ikke rigtig noget at komme efter, som man ikke allerede har set andre steder.

Igen, når man har med epoker, som allerede er blevet dækket serielt eller på film utallige gange, kræver det noget ekstra for at skille sig ud.

Trumfkortet for Funny Girl er som sagt Gemma Arterton. Det kan ikke betones nok. Man fornemmer en vis lighed mellem starten på Barbaras karriere og så skuespillerens egen, hvor omverden fokuserer meget på det flotte udseende.

Men Barbara vil ses først og fremmest kendes for sit talent. Forbilledet er den amerikanske tv-legende Lucille Ball, der med sit I Love Lucy-show var en af de mest toneangivende personligheder i tv-komediehistoriens formative år.

Så hvad skal vi med Funny Woman?

Vi skal værdsætte Gemma Artertons skuespillertalent. Uden at nævne navne er der andre folk i serie- og filmbranchen, der er blevet større med væsentligt mindre at byde på.

På sin vis afspejler serien meget godt det. Det handler om, hvem man kender, og hvem man har som agent. For det er dem, som skaffer en ind ad døren til mødet eller auditionen. Det er hårde vilkår og giver agenterne en uværdig gatekeeper-funktion. For ryger du i bad standing der, så er ryet dødt i branchen.

Måske kommer det i anden sæson af Funny Woman, hvis altså der kommer sådan en.