Anmeldelse: Telefonsælgere er nogle herlige dumme svin i komedieserien ’Guldfeber’

Scenen er som taget ud af Martin Scorseses film The Wolf of Wall Street.

De frådende telefonsælgere kæmper indædt indbyrdes om at blive topsælgere. De er ikke høje på coke, men har indtaget flere Red Bulls, end den gængse læge ville anbefale. Technomusikken pulserer hårdt på kontoret, kun overdøvet af den tunge lyd fra den kæmpestore gong, der står midt i rummet. Når man har lavet et salg, eller chefen – den små psykotiske Bjarne (Anders Heinrichsen) – har en bekendtgørelse, bliver der slået på den.

Og lige nu, brages der løs på den. Der er en konkurrence i gang. De tre bedste sælgere bliver belønnet med en weekendtur til Barcelona sammen med Bjarne, alt betalt.

Dagen er færdig, og Bjarne har lige en sidste ting at sige. Der skal festes i aften, fordi han har ansat nye sælgere, og de gamle skal have en god aften for godt arbejde. Og så har han en gave til kontoret.

En maskot i form af en lille hvid hund iklædt et pave-kostume. Vanviddet når nye højder, og i slowmotion ser vi champagnen fyge rundt, mens Bjarne løfter hunden, som var det Simba fra Løvernes konge.

Det bizarre er, at det faktisk bare er en normal situation i serien Guldfeber på DRTV.

Omdrejningspunktet er de to venner Kenneth (Andreas Bruun) og Jamal (Tarek Zayat). De arbejder hos Ny Energi, et selvudnævnt grønt energiselvskab, hvor der skal ringes, ringes og ringes hele tiden. For der skal sælges noget energi.

Monster energi

I starten af Guldfebers seks afsnit er Kenneth en sky, nyansat gut. Han er stukket af fra Jylland og sover på Jamals sofa. Hans irriterende far kan eller vil ikke have et fast arbejde og nasser på Kenneths gode vilje.

Men der sker noget med Kenneth på Ny Energi. Bjarne ser et lys i ham og tager ham under sine vinger. Chefen er dog moralsk anløben, og kampen om Kenneths sjæl raser igennem de seks afsnit.

For man skal sluge sin stolthed og være klar på at give afkald på sin identitet, når man arbejder for Bjarne. Jamal finder i bedste Sorry to Bother You-stil sin hvide persona frem og hedder i telefonen Christian Eriksen, når der ringes rundt.

Selvom det lyder overdrevet, er serien baseret på førstehåndsoplevelser. Serieskaberne Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg kender man måske primært fra deres radiofoniske eskapader, hvor de lavede serieanmeldelser.

Sammen med P3-værten Andrew Moyo – som også spiller den hyperenergiske Ibo i serien – er de idémændene bag. Inspirationen kommer fra Dirks Gottlieb og Moyos egne oplevelser som telefonsælgere i 00'erne, og alene det faktum gør Guldfeber interessant.

Med en længde på knap 20 minutter hver er de seks afsnit nemme at sluge i en god binge.

Har man set de allerede nævnte The Wolf of Wall Street og Boots Rileys eminente satire Sorry to Bother You, er der ikke meget nyt at komme efter.

Drengestreger

Der bliver presset meget handling ned ind i de seks afsnit. Også mere end, hvad serien umiddelbart kan bære.

Kenneths og Jamals individuelle historier består af en masse halvfærdige afstikkere, hvor man ikke rigtig når til bunds i de fleste. Tarek Zayat gør det eminent og ligner et stort stjernefrø for fremtiden på den danske skuespilscene. Han får det maksimale ud af de minutter, han er med i, og får med gode fysiske bevægelser og fornem ansigtsmimik formidlet de følelser, som raserer i Jamals indre.

Anders Heinrichsen er intet mindre end fantastisk som Bjarne. Han fyger om sig med en frenetisk energi, der er uimodståelig. Præstationen fremstår som et miks af Leonardo DiCaprios Jordan Belfort i Wolf of Wall Street tilsat en dosis af Christian Bales Patrick Bateman fra American Psycho.

Han er legemliggørelsen af de ubehagelige cheftyper, der bliver så opslugt i deres egen selvfedme, at de kan retfærdiggøre alle deres gerninger. Det er ekstremt og herligt at se, hvordan Heinrichsen giver den fuld smadder.

Kortfilms-veteranen Svend Colding instruerer med sikker hånd, og det primære problem for Guldfeber er, at serien vil for meget på for kort tid. Og at vi i en eller anden grad allerede kender til den her form for universer med rabiate sælgertyper, som ikke skyr nogen midler.