Bøger | Guides

Redaktionen anbefaler: 5 nye børnebøger til sommerferien

Af
Signe Bjørg Granberg
27. juni 2024
Verdens 100 mest gådefulde dyr
Sebastian Klein inviterer dig ind i en verden af skræmmende væsener i 'Verdens 100 mest gådefulde dyr' / Foto: Lindhardt og Ringhof

Del artikel

Sommerferien står for døren, og derfor har vi samlet et lille udvalg af bøger til de mindste i familien, når der er brug for en pause fra de øvrige ferieaktiviteter.

Når skolernes sommerferie starter, kan det godt være, at de fleste børn tænker på alt andet end at fordybe sig i en bog. Men imellem alle sommerferieaktiviteterne kan det – for både store og små – være rart med en pause, hvor man kan gå på opdagelse i bøgernes uendelige univers.

Vi har derfor samlet 5 forskellige bøger blandt det store udvalg af danske børnetitler, der er at finde på hylderne lige nu:

1. Verdens 100 mest gådefulde dyr af Sebastian Klein
2. Hotelmysterierne den forfulgte bager af Sara Ejersbo
3. Mig og Mille 5 ud i det blå af Anne Sofie Hammer
4. Sommer i Bella Vista – Den vilde skattejagt af Lars Daneskov
5. Sallys far skal virkelig quizze af Thomas Brunstrøm

1. Verdens 100 mest gådefulde dyr

Verdens 100 mest gådefulde dyr
Sebastian Klein inviterer dig ind i en verden af skræmmende væsener i 'Verdens 100 mest gådefulde dyr'
Foto: Lindhardt og Ringhof

Sebastian Klein har efterhånden udgivet en hel stak Verdens 100-bøger, og denne version er da også en opdateret genudgivelse. Det gør den dog ikke mindre læseværdig, og både små og store børn vil kunne glæde sig over de mange spændende og faktabaserede historier om en række mere eller mindre kendte mytologiske væsener.

Der er alt fra den skrigende kæmpeflagermus Ahool over det venlige søuhyre Ayianapa og dræberaben Amomgo til Den afskyelige snemand og Loch Ness-uhyret.

Verdens 100 mest gådefulde dyr udkom 30. maj hos forlaget Lindhardt og Ringhof og anbefales til børn fra 6 år.

2. Hotelmysterierne – den forfulgte bager

Hotelmysterierne – Den forfulgte bager
'Hotelmysterierne – Den forfulgte bager' er den seneste bog om Frida og Frederik, der opklarer mysterier på deres forældres hotel.
Foto: Gutkind

Måske en del forældre vil kunne huske Enid Blytons populære De 5-bøger, og Sara Ejersbos serie om Hotelmysterierne har lidt samme – om end mere moderne – vibe.

Den gådefulde detektivserie handler om de to papsøskende Frida og Frederik, der bor på Hotel Hanegal. Børnene er meget forskellige, men de er enige om, at mysterier er til for at blive opklaret! Og heldigvis er rigtig mange forskellige mysterier at kaste sig over på hotellet.

Hotelmysterierne Den forfulgte bager udkom 14. maj hos forlaget Gutkind og anbefales til børn fra 9 år.

3. Mig og Mille 5 – ud i det blå

Mig & Mille 5 – Ud i det blå
'Mig & Mille – Ud i det blå' er femte bog i 'Mig & Mille'-universet
Foto: Gutkind

Anne Sofie Hammers Mig & Mille er en serie om to veninder, der begge hedder Mille, og som finder på en masse skøre idéer sammen.

I denne bog skal de på lejrskole, og begge har glædet sig helt vildt. Det bliver dog en anderledes tur, end de har regnet med, for midt ude i skoven dukker der nogle mærkelige dyr med girafagtig hals og bamsehoveder op, og så må Mille og Mille være kreative.

Mig & Mille ud i det blå udkom 16. maj hos forlaget Gutkind og anbefales til børn fra 9 år.

4. Sommer i Bella Vista – Den vilde skattejagt

Sommer i Bella Vista – Den vilde skattejagt
'Sommer i Bella Vista – Den vilde skattejagt' er 2. bog i Lars Daneskovs familieserie fra sommerlandet
Foto: Gutkind

Sommer i Bella Vista den vilde skattejagt er anden bog i Lars Daneskovs serie om børnene Bella og Carl, der tilbringer deres somre i sommerhuset Bella Vista.

Denne gang har de to seje børn besluttet, at de vil forsøge at finde den hemmelige skat ved det gamle kloster tæt på sommerhuset. Men Bellas farmor har helt andre planer, og hun synes, at de i stedet skal bruge ferien på at rydde op, sove i telt og spille minigolf. Kan de mon finde et godt kompromis?

Sommer i Bella Vista den vilde skattejagt udkom 18. april hos forlaget Gutkind og anbefales til børn fra 9 år.

5. Sallys far skal virkelig quizze

Sallys far skal virkelig quizze
'Sallys far skal virkelig quizze' er en quizbog, hvor hele familien kan dyste mod hinanden
Foto: Forlaget Carlsen

Thomas Brunstrøms bøger om pigen Sally, hendes lillebror Eddie og deres pinlige, politisk ukorrekte, men også rigtig sjove, far, er allerede et hit i mange børnefamilier. Og som kendere af bogserien ved, elsker Sallys far at fortælle historier fra gamle dage. Sally ved dog aldrig, om det, han fortæller, er løgn eller ej.

Kan det virkelig passe, at alle mennesker engang ejede en kæmpe bog, som var fyldt med andres telefonnumre? Og kan det passe, at børn i gamle dage kun fik fødselsdagsgaver én gang i livet?

I Sallys far skal virkelig quizze kan du gætte med og dyste mod din egen familie. Bogen udkom 25. april hos forlaget Carlsen og anbefales til børn fra 5 år.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Bøger | Guides