Anmeldelse: ’Alien: Romulus’ er underholdende, bevares, men mindeværdig er den ikke

I rummet kan ingen høre dig skrige.

Sådan lød taglinen til Alien – Den 8. passager, der effektivt satte en rædsel i publikum verden over ved premieren i 1979 og også fremefter.

Ridley Scotts film er en af de mest perfekte gyserfilm, og Ripley (Sigourney Weaver) blev et feministisk ikon, som sparkede rumvæsenrøv i de næste tre efterfølgere, hvor kvaliteten dog dalede i takt med, at nummerrækken blev udvidet.

Efter at Ridley Scott selv har budt ind med to prequels – Prometheus og Alien: Covenent – er det nu uruguayeren Fede Álvarez (Evil Dead), som har fået styrepinden til den nye Alien-film, der bærer undertitlen Romulus.

Filmen foregår i 2142, hvilket er 20 år efter, at Ripley og resten af mandskabet på Nostromo stiftede bekendtskab med universets mest perfekte skabning, den blodtørstige xenomorph.

I en åbningssekvens, som ekkoer Alien, ser vi, hvordan en ekspedition fra det griske Weyland/Yutani-selskab finder frem til monstret. Kløgtigt som det er, har det skabt en kokon, så det har kunnet overleve i dvale ude i rummet.

Vi ser, hvordan den bliver bjærget, og man skal ikke have set mange gyserfilm for at regne ud, at det nok ikke er den bedste idé.

Derefter springer vi små tre måneder frem og til minikolonien ’Jackson’s Star’. Her møder vi Rain (Cailee Spaeny). Hun er født og opvokset på planeten, som er henlagt i konstant mørke. Scenografien her er lækkert gennemført og noget af det bedste, vi har set i Alien-franchisen i det hele taget.

Sammen med en gruppe andre unge forsøger Rain at komme ombord på en forladt rumstation, der er i kredsløb om planeten. De vil stjæle nogle kryokamre, så de kan tage til det fjerne solsystem Yvaga, langt væk fra Weyland/Yutani-firmaets brutale jernnæve.

Men noget skummelt har udspillet sig på rumstationen, hvis to halvdele er opkaldt efter tvillingerne Romulus og Remus, der ifølge legenden grundlagde Rom – og snart begynder gangene at genlyde af skrig.

Patchwork af de forrige film

Alien: Romulus er en god enkeltstående historie i den større franchise. Álvarez, som også har skrevet manuskript, har tydeligvis set de første fire film og hygget sig med nogle af de mange spil, som er udsprunget af universet, for Romulus er et fint patchwork-tæppe af forskellige referencer.

Nogle mere raffinerede end andre, hvor de mest uelegante fremprovokerer dybe suk. Og ja, vi får en ”Get away from her, you bitch”, og det er netop en af dem, som giver et dybt suk.

For man kan lave hyldester på mange forskellige måder.

Quentin Tarantino har skabt en karriere på at hylde forskellige film og serier, der, kombineret med hans fornemme sans for dialog og monolog, hæver hans værker over det middelmådige, uagtet at de ikke altid er de mest originale eller interessante – vi kigger på dig Once Upon a Time in Hollywood.

I Romulus lægger Fede Álzarez ud med en ferm miljøskildring af det trøstesløse minemiljø. Folk er bundet af slavelignende kontrakter uden udsigt til en bedre fremtid. Alt sammen i bælgravende mørke, hvor de eneste lyskilder er lamper eller diverse ildsteder.

I takt med at vi kommer op på rumstationen, udfolder filmen sig som en sammensmeltning af de fire første Alien-film, samt afstikkere til både Ridley Scotts prequels og de forskellige spil.

Kvaliteten i Romulus matcher derfor også langt henad vejen, der hvor inspirationen er taget fra. Groft sagt, vil det sige, at kvaliteten er støt dalende fra start mod slut.

Det er i de snigende uhygge-øjeblikke, at filmen er stærkest, men i modsætning til James Camerons Aliens bliver Romulus mere langsommelig.

Omvendt, hvis man af uforståelige grunde er større fan af Camerons film end originalen, vil den stigende frekvens af actionscener nok glide nemmere ned.

Stjernefrø på triumftog

Stjernefrøet Cailee Spaeny har haft 12 forrygende måneder med den ene mere imponerende præstation efter den anden. Først som teenagebrud i Sofia Coppolas Elvis-film Priscilla og derefter som krigsfotograf-lærling i Alex Garlands mesterlige Civil War.

Spaeny gør det også rigtig godt her, og det kun er Álvarez’ kluntede manuskript, som for alvor hindrer karakteren i at folde sig fuldt ud.

Det er unægteligt svært ikke at sammenligne hende med Ripley og for den sags skyld Shaw (Noomi Rapace) fra Prometheus, der i sig selv er en afart af Ripley-figuren.

Når man som undertegnede har skrevet speciale om Ripley-karakterens udvikling, er det tydeligt at se, hvornår Rain-figuren er i sin kerneform, og hvornår det er en Ripley-klon.

Cailee Spaeny har dog så meget kraft og scenetilstedeværelse, at hun brænder blændende igennem. Hvad end det er som forskræmt final girl eller handlekraftig actionkvinde er skuespilleren hele tiden på toppen.

Samspillet med Industry-stjernen David Jonsson, som spiller androiden Andy, er endnu et af filmens højdepunkter. Hurtigt står det klart, at det kun er de to, som har fået tilstrækkeligt med nuanceringer i filmens indledning til, at det er de to, vi kan holde med og forvente er med helt til slut.

Takket være lidt tech-fiksfakserier får vi endda to forskellige personligheder til Andy og giver dermed Jonsson mulighed for rigtig at flekse talentet. Igen kan man tydeligt mærke elementer af tidligere karakterer fra franchisen, specifikt androiderne David (Michael Fassbender) og Ash (Ian Holm).

En AI for meget

Og her begynder det at blive interessant. For filmskaberne har nemlig valgt, at filmens skurk skal være en android fra samme serie som Ash. Det vil sige, at man ved hjælp af CGI og, højst sandsynligt, kunstig intelligens (AI), har klasket den afdøde skuespillers ansigt og stemme ovenpå en anden skuespiller, der har lagt krop til.

Netop brugen af afdøde skuespillere til karakterer er et af de store stridspunkter i film- og seriebranchen. For hvor langt kan filmskabere tillade sig at gå, når det kommer til at bruge skuespilleres ansigter og stemmer? Konflikten kører på fuld blus nu og med tanke på, hvor avancerede deep fakes bliver dag for dag, er frygten for, at rigtige skuespillere bliver unødvendige, ganske reel.

I Alien: Romulus er resultatet ikke imponerende. Ansigtet er i det område, der kaldes ’uncanny valley’, hvor noget ser så falskt ud, at man ikke kan abstrahere fra det. Det er et klart forsøg på at forbinde originalen med den her stand-alone – dem er der flere af i filmen – men det er også komplet unødvendigt.

For Romulus har tilstrækkelig mange elementer til, at den sagtens kan stå på egne ben, uden at være en klippeklistre-version af alle de forrige film. Især slutningen står ud på den dårlige måde og leder tankerne hen på Ringenes herre: Kongen vender tilbage og dens milliard slutninger, før rulleteksterne rent faktisk gik i gang.

Alien: Romulus er lige ved og næsten på rigtig mange punkter, men mangler det sidste, som for alvor gør den rigtig mindeværdig. Og det er umådeligt frustrerende, når man tænker på, at det ikke er en dårlig film. Men den er heller ikke mindeværdig.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: