Anmeldelse: ’The Bikeriders’ er et blændende americana-mesterværk

Som en engel åbenbarer han sig på tværs af lokalet. Iklædt t-shirt med opsmøget ærmer, holder de muskuløse arme hans overkrop oppe, mens han læner sig ind over billardbordet i motorcykelklubben Vandals tilholdssted.

Kathy (Jodie Comer) er der, fordi en veninde har bedt hende om at komme hen til baren. Selv om de vestklædte bikere er mere end ivrige for at fange hendes opmærksomhed, er der ikke nogen af dem, som hun finder interessant.

Indtil hun ser Benny (Austin Butler).

Han er ren James Dean, bare med lidt mere kant og tilpas med daggamle skægstubbe de helt rigtige steder i ansigtet. En beskidt engel.

”Fem uger senere, giftede jeg mig med ham,” fortæller hun senere den fotografstuderende Danny Lyon (Mike Faist). Han vil lave en bog om bikerne og tager derfor billeder samt interviewer folkene i og omkring klubben.

Og det er Danny Lyons bog, The Bikeriders, som er grundlaget for Jeff Nichols' (Take Shelter, Midnight Special) navnkundige film.

Hvor Lyons bog handler om den virkelige motorcykelklub, Outlaws M.C., har Nichols ladet sig inspirere til den fiktive udgave.

Kathy er historiens fortæller, hvor interviewene med Danny i 1965, 1969 og 1973 skildrer udviklingen fra hyggeklub til mere voldelig og kriminel bande.

Det er en flot og medrivende fortælling, hvor skuespillet er i absolut topklasse. Ikke mindst den beskidte engel, Austin Butler, der endnu engang leverer en mindeværdig præstation, og Jodie Comer, som er filmens bankende, vitale hjerte.

Menneskerne bag vesten

The Bikeriders er en fortælling om mennesker først og fremmest.

Om halvdøve Zipco (Michael Shannon), California-cool Cal (Boyd Holbrook), insektspiseren Cockroach (Emory Cohen), snusfornuftige Brucie (Damon Herriman), bøv-duoen Wahoo (Beau Knapp) og Corky (Karl Glusman), vildmanden Funny Sonny (Norman Reedus), grundlæggeren Johnny (Tom Hardy) og den evige rebel Benny.

Karakterer, som til tider mere er karikaturer, når de højlydt gør opmærksom på deres eksistens og funktion i flokken. Men i fællesskabet omkring det at køre på motorcykel passer de alle ind.

Det handler om frihed.

Roen på vejen, når motorcyklens mange kræfter tilbagelægger meter efter meter, kilometer efter kilometer. Eskapismen fra samfundet, der måske ikke altid er særligt venligsindede overfor dem, der stikker ud.

Selv om de måske lader som om, at det ikke rører dem, gør det alligevel ondt at få at vide, at man er uønsket fra noget, man gerne vil være en del af.

Som da Zipco fortæller historien om dengang, han blev kasseret, da han forsøgte at melde sig til militæret. Hvad, der starter som en morsom anekdote, udvikler sig til et sjældent syn ind bag facaden, hvor tristheden over at blive kaldt uønsket, stadig gør ondt den dag i dag, hvor bikeren fortæller historien.

Michael Shannon er som altid eminent til den her slags karakterer og udmærker sig flot i den scenestjælende birolle.

Men, som tidligere nævnt, er det Jodie Comers film.

Blændende stjerner

Killing Eve-stjernen er intet mindre end blændende.

Lige fra den tykke Chicago-accent og attitude, der får fætter-Ritchie fra The Bear til at virke som et fromt lam, til de intense, følelsesladet scener, hvor Kathy og Benny skændes om, hvorvidt han skal blive i klubben. Alt er fantastisk.

Jodie Comer ejer The Bikeriders, og alle andre skal bare forsøge at holde trit med hende. Og det gør de.

Tom Hardy er tilbage i sit eminente stille og indestængte jeg, hvor ordene nærmest bliver hvisket, men hvor fysikken fra manden, der leverer dem, indgyder en autoritet, som ikke kan tillæres. Han fanger godt den "average Joe"-figur, som Johnny er, samtidig med at han har en stor personlighed.

Historien om, hvordan han starter Vandals, forklarer det præcist. Den gode legende siger, at han så Marlon Brando-filmen Vild ungdom på tv og blev inspireret. Sandheden om, at klubben udsprang af en motorcykelvæddeløbsklub, er knapt så sej.

Austin Butler fortsætter med at rivalisere Timothée Chalamet om tronen som 2020'ernes nye, store mandlige skuespiller. I The Bikeriders og som Benny handler det mere om hans aura og den måde, folk omkring ham opfatter den karismatiske karakter.

Alle vil være som Benny, bliver det sagt flere gange. Butler har det eksakte, charmerende smil og fascinerende kropssprog, der gør, at alles øjne drages mod ham. Og så er der naturligvis den uhørt dybe basstemme, som går direkte i mellemgulvet på publikum.

Hvis ikke man bare bliver en smule besnæret af Benny og Butler, bør ens puls straks tjekkes. Man skal nærmest være død for ikke at have reaktion.

Americana-mesterværk

Intet er tilfældigt i Jeff Nichols' fornemme manuskript.

Selvfølgelig er han hjulpet af virkelighedens begivenheder, hvor det ene spektakulære moment har indtruffet efter det andet.

1960'erne og 70'ernes USA var et samfund i stor omvæltning. Vietnamkrigen rasede og kostede mange menneskeliv dagligt. Ikke kun dem, der blev dræbt, men også dem, som vendte hjem dybt traumatiseret. Det er dem, der er med til at indvarsle en ny æra for Vandals.

”Øldrikkerne mod potrygerne,” bliver det generationelle opgør kaldt i filmen. De tidligere militærfolks higen efter et fællesskab, hvor de og deres heftige temperamenter passer ind.

Det er også den mentalitet, som den unge lømmel, The Kid (Toby Wallace), har, og han udvælger Vandals som et nyt surrogathjem, da hans eget er noget lort. Hans egenrådige hensynsløshed lurer i The Bikeriders som et ondt varsel om fremtiden.

Selv om det måske ikke er lige til at spotte på overfladen, er The Bikeriders klart sjælebeslægtet med Martin Scorseses Goodfellas. Begge skildrer overgangen fra en æra til en anden, hvor hvad end magisk skær, der engang var, bliver revet væk og erstattet med en voldelig, ny verdensorden.

Kathy og Benny er en mere harmonisk version af Henry (Ray Liotta) og Karen (Lorraine Bracco), uden de værste af de toksiske elementer fra den relation.

Kathy har sågar en replik på et tidspunkt, der minder om Karens berømte ”Jeg må indrømme: det tændte mig”. I Jeff Nichols' udgave bliver det mindre vulgært i form af ”Jeg må indrømme, det gjorde mig åndeløs.”

Det er en af den slags mange, små detaljer, der gør, at The Bikeriders står som et lille stykke americana-mesterværk. Skuespillet er fabelagtigt og tidsånden vidunderligt indkapslet, uden at det kammer over i nostalgi-onani.

The Bikeriders er slet og ret en rigtig god film af den slags, du aldrig fortryder at have set.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: