Anmeldelse: Yorgos Lanthimos’ ’Kinds of Kindness’ er en absurd perle

Vi kårede tilbage i juni Yorgos Lanthimos’ Poor Things som den bedste biograffilm i første halvdel af 2024. Udover den store hæder blev filmen blandt andet også belønnet med fire Oscarstatuetter, herunder en til Emma Stone for Bedste kvindelige hovedrolle.

Derfor er der immervæk også nogle høje forventninger til hans nye film, hvor Stone også medvirker.

Men Kinds of Kindness er ikke en helt almindelig film. Den består nemlig af tre individuelle historier, som er løst forbundet. Lanthimos' triptykon markerer en tilbagevenden til den slags eksperimental filmskabning, som den græske instruktør tidligere har været storleverandør af.

Gennembruddet Dogtooth og de engelske midt-10'er-film The Lobster og The Killing of a Sacred Deer er væsentligt sværere at gå til end den forholdsvis ligefremme Poor Things. Grækeren er sin vis ligesom det amerikanske unikum David Lynch. Enten er man med på den syrede leg, eller også står man hurtigt af.

Kinds of Kindness er meget anderledes i forhold til, hvad man måske forventer, hvis Poor Things er den første Lanthimos-film, man har set.

De tre fortællinger bærer henholdsvis navnene The Death of R.M.F., R.M.F. is Flying og R.M.F. Eats a Sandwich. Manden, der gemmer sig bag de tre initialer (Yorgos Stefanakos), er den eneste, som går igen i de tre historier.

R.M.F. er en bikarakter, hvis bidrag til tider bare er at ligge død på en båre i et lighus. At der er en grund til den her pudseløjerlige form for Find Holger, er der ingen tvivl om. Men den, og hvilke temaer, der skal binde de tre historier sammen i Kinds of Kindness, er ikke altid til at blive klog på.

Græske absurditeter

Hvad der ikke er nogen tvivl om, er skuespillet. Udover Stefanakos som R.M.F. er der syv skuespillere, som er med i alle tre fortællinger: Emma Stone, Jesse Plemons, Willem Dafoe, Margaret Qualley, Hong Chau, Joe Alwyn og Mamoudou Athie.

Alle gør det godt hver især, men det er uden tvivl Jesse Plemons og Emma Stone, der gør de største indtryk.

Plemons spiller hovedrollen i de to første historier – en mand, der adlyder sin chefs mindste vink og en politimand, som tror, hans kone er blevet skiftet ud med en anden – og Stone i den sidste. Her spiller hun et kultmedlem, der kæmper med at give slip på sin familie, samtidig med at hun leder efter en ukendt messias-agtig person.

Det er som altid med Yorgos Lanthimos i udførelsen, at filmen skiller sig ud. Instruktøren har selv skrevet manuskriptet sammen med sin gamle makker fra netop Dogtooth, The Lobster, The Killing of a Sacred Deer og 2011-filmen Alps, Efthimis Filippou.

Den genforening burde måske have været en indikator for, hvad der var i vente med Kinds of Kindness.

Filmen bugner nemlig med den ene mere excentriske karakter efter den anden, absurde situationer og handlingsforløb.

Kannibalen og Messias

Den første historie om Robert (Plemons), der skal gøre alt, hvad bossen Raymond (Dafoe) siger, er tåkrummende morsom og skræmmende. Chefen vil nemlig have ham til at køre frontalt ind i anden bil og dræbe dens chauffør, R.M.F. – som i øvrigt også er en ansat.

Da Robert så siger nej, bliver det starten på en deroute, hvor Raymond slår hånden af ham og sender den nu tidligere ansatte ud en eksistentiel krise.

I den næste historie syrer historien om muligt endnu mere ud. Plemons er her en politimand, hvis marinbiolog-kone (Stone) er forsvundet på havet. Da hun så pludselig dukker op igen, er der noget forandret ved hende. Det plager ham så meget, at han bliver manisk besat af tanken.

Med partnerbytte, kannibalisme, potentielle dobbeltgængere og et ø-styre med hunde som ledere, er R.M.F. is Flying den mest udfordrende af de tre historier i Kinds of Kindness.

Det er også her, at filmens længde for alvor begynder at kunne mærkes. For med en spilletid på lige knap 2 timer og 45 minutter, er Kinds of Kindness er ikke en lille overskuelig mundfuld. De tre kapitler er omkring lige lange og med tre små syrede og absurde novellefilm i rap, der bliver mere og mere mørke i humoren og brutale i dens skildring af mennesker, kræver filmen meget af sit publikum.

Den sidste historie, R.M.F. Eats a Sawndwich er på sin vis ligefrem og fuldstændig vanvittig. Emma Stone er kultmedlemmet Emily, som sammen med med-kultisten Andrew (Plemons) er ude at lede efter en kvinde, der kan bringe de døde tilbage til livet.

Lederen, Omi (Dafoe), ved ikke, hvordan vedkommende skal se ud, men de ved bare, at der skal dukke en kvinde op på et tidspunkt. At eftersøgningen så foregår i den samme by, som hendes eksmand (Joe Alwyn) og lille datter også bor i, skaber et moralsk dilemma for Emily.

Heftig bilkørsel og lige så vild dans fra Emma Stone og et par absurde elementer, bl.a. kultens forhold til vand og Omi og hans partner Akas (Hong Chau) åbenlyse udnyttelse af kultmedlemmerne for at tilfredsstille deres seksuelle lyster, er både bizart humoristisk og urovækkende.

Menneskeheden sat på spidsen

Og det er i det grænseland, bizart humoristisk og urovækkende, at Yorgos Lanthimos hensætter tonen i Kinds of Kindness.

Dermed bliver filmen mere som en del af Greek Weird Wave, der skød frem i slutningen af 00'erne og starten af 10'erne, og som instruktøren var en del af.

Så hvad er det, Lanthimos vil med Kinds of Kindness?

Selvopofrelse er helt klart et gennemgående tema. At udøve den ultimative form for venligheden overfor en anden på bekostning af en selv, er en stor ting. Spørgsmålet er, hvor langt man individuelt er klar til at strække sig og give af sig selv for at tilfredsstille en anden persons behov eller ønsker.

Vil Robert dræbe R.M.F. for Raymond? Vil Liz/den falske Liz giver Daniel sit kød, fordi han siger, at det er det eneste, han har lyst til at spise? Hvor langt er Emily villig til at gå for at vise Omi sin hengivenhed og underdanighed og så videre.

I samme ombæring, melder spørgsmålet sig så, hvem er villig til at udnytte den form for pleaser-attitude? For hver positiv menneskelig egenskab, som Yorgos Lanthimos og Efthimis Filippou blotlægger i historierne, er der minimum en negativ eller destruktiv som modvægt.

Med det in mente cementerer Yorgos Lanthimos sig med Kinds of Kindness som en af de mest interessante satirikere og undersøgere af menneskets dualitet. Skuespillet i filmen er forrygende, hvor især Jesse Plemons og Emma Stone excellerer. En frisk brug af popsange giver nogle grinagtige absurde stunder, ditto med de langt ude scenarier.

Omvendt er filmen også skræmmende, på den gode måde, og meget lang, på den dårlige måde. Kinds of Kindness er dog uden tvivl en seværdig omgang, fordi den er så formfuldendt i alle de filmmæssige aspekter.

Er den lige så eminent som Poor Things? Nej, men mindre kan også gøre det.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: