Anmeldelse: 'The Viking: Narkokongens fald' slører linjen mellem fakta og fiktion med blodig overbevisning

Der dykkes ned i baghistorien af bagmanden Claus Malmqvist, mens der bliver genskabt flere scener, der havde stor betydning for manden selv.

Og det bliver gjort rimelig godt.

Få flere film anmeldelser her!

Jeg er altid glad for dokumentarer og for så vidt også dokumentarer, der genskaber scener og fortællinger, og The Viking: Narkokongens fald formår at sløre linjerne så meget, at det til tider er svært at se sig ud af, hvornår det er opstillet, genskabt og ægte.

Det er en interessant fortælling fra en mand, der havde hånd om Europas narkohandel og samtidigt forsøgte at melde sig ud af tilværelsen for at blive en familiefar. Claus Malmqvist levede et vildt liv, der var omgivet af store navne inden for den kriminelle verden – blandt andet den amerikanske mafia, de kinesiske triader og Marokkanske klaner – og fortæller i dokumentaren både rigtig meget og meget lidt på en og samme tid. Han fortæller om sin turbulente fortid, og hvordan han faldt ned fra sit høje bjerg og endte med at få 16 års fængsel.

Malmqvist blev kendt som The Viking og blev en kæmpe magt i 90’ernes Europas narkoverden. I 2007 blev han dømt for smugleri af 13 tons (!!) hash, da en af hans medarbejdere taler for højt og får slået Malmqvist’ ven ihjel – og derudover stjæler godt og vel 4 millioner kroner til sig selv. Alt dette sker lige inden hans kone skal føde deres søn, og Malmqvist lander i et fængsel (der bliver omtalt som en KZ-lejr) Ary Franco, hvor Malmqvist og hans ven John Alite formår at overtage kontrollen over fængslet inden Malmqvist bliver kidnappet af det danske politi og afsoner sin straf – 16 års fængsel – i et dansk fængsel.

Det hele bliver fortalt til Jeppe Facius, som forsøger at komme under huden på Malmqvist så meget, som han kan, for at fortælle den rigtige historie og en mere menneskelig historie.

Alt dette bliver vist gennem tilbageblik og interviews med blandt andet John Alite, som var en såkaldt enforcer for den amerikanske mafia, dele af politistyrken, der stod med sagen, Malmqvist ham selv og et par ærgerlige scener af Jeppe Facius’ numse.

Læs også: Anmeldelse: Florence Pugh er en urkraft i Netflix-filmen ‘The Wonder’

Blod, vold og afbleget hår

Problemet med serien er bare, at den blander fakta og fiktion så meget, at man faktisk ikke rigtigt kan se, hvad der er hvad.

Selv med de rigtige interviews med Claus Malmqvist virker det hele opstillet og overgjort, og det passer sig delvist til typen af fortælling, der bliver vist, men det virker samtidigt også som alt, alt for meget. Jeg kan værdsætte, at man bruger genskabelser til at få fortalt historien med lidt ekstra pondus, men det stopper ligesom med at fremstå som en dokumentar, når der er mere fokus på blod og voldsudgydelser (blandt andet en scene fra 4. afsnit, hvor en gruppe fanger spiller fodbold med et afhugget hoved), at seriens skabere mister overblikket og fokus på, hvad det egentligt burde handle om; netop den historie, der er gældende.

Drama eller virkelighed

Alt er dramatiseret, og Jeppe Facius får næsten ikke et ben til jorden, og når alle interviews – både med Malmqvist, men så sandelig også med politi, Malmqvist venner og alt ind imellem, og er opstillet på næsten samme måde filmisk, som det er i genskabelserne. Det er ikke fordi det ikke er flot, for det er det, men det bliver alt for meget og får virkeligheden til at fremstå falsk. Det giver ikke meget plads til at sætte sig ordentligt ind i historien, når det hele virker som et spin-off af Narcos.

Desuden er det virkelig også svært at se sig ud af, om interviews er virkelige eller dramatiserede, og det skader faktisk serien mere end godt er, på trods af Facius’ ihærdige forsøg på at gøre det alvorligt og vigtigt.

På den anden side af medaljen er det faktisk også svært at undgå at blive hevet helt ind i historien, når vi får tilbageblik på Malmqvist liv i 80’erne, 90’erne og 00’erne, fordi Alex Høgh Andersen (Vikings) igen formår at sætte sig fuldstændigt ind i sin rolle. Han spiller til perfektion. Han giver en medmenneskelighed til Malmqvist, samtidigt med at han er en helt eminent skurk.

Læs også: Anmeldelse: Christopher spræller som en halvdød fisk i ‘A Beautiful Life’

Andersen er oprigtigt en skuespiller, jeg nød at se i rollen, og gav mig lyst til at se mere af ham. Hans rolle her er perfekt til ham, og han får lov til at stråle lidt mere i den dyriske side af sig selv, især i afsnit 4, hvor hans evner som skuespiller virkelig kommer til udtryk. Så kan det godt være, at den afblegede paryk og det ærgerlige overskæg, der kommer frem en gang imellem, ikke altid er godt, men det begrænser tydeligvis ikke Andersen.

Brudstykkerne, vi får, er ikke nødvendigvis kronologiske eller særligt sammenhængende, men det fungerer nu alligevel okay, når der bliver spillet røven ud af bukserne.

Det er enormt ærgerligt, at det kun er brudstykker og ikke alle sammen sammenhængende brudstykker, man får at se, for jeg tror virkelig, at det faktisk ville have været en fuldstændig fantastisk serie, hvis det var helt dramatiseret serie og interviewdelene blev droppet. Historien ville have lånt sig bedre til drama og storstilet filmatisering, og det er virkelig ærgerligt, at man næsten sidder og glæder sig til genskabelserne frem for den ”rigtige” fortælling.

Løgne, familie og kameraer

Det bliver også en smule hårdhændet og delvist også lidt følelsesporno, der er blandet ind imellem linjerne om mord, overgreb og narko. Jeg ved, at det for Jeppe Facius var vigtigt at fortælle den menneskelige side af historie, så det hele ikke gik op i bander og narko, men det virker lidt påtaget, når der mases samtalerne ned mellem Malmqvist og hans søn eller de mange tilbageblik på hans forhold, og det fungerer i det store og hele ikke særlig godt.

Det hjælper heller ikke på det, at Malmqvist nægter at svare helt på spørgsmål, men med sit ikke-svar svarer han alligevel. Især delene med hans søn bliver sindssygt frusterende at følge med i, fordi det virker mere falsk end dele af genskabelserne. Det må formodes at samtalen mellem Malmqvist og sønnen er blevet mast ned i hovedet på dem, for det er intet i dem, der virker, som om at det er en oprigtig samtale.

Læs også: Anmeldelse: ‘The Power of the Dog’ er en sanselig western med et hint af paranoia

Det fungerer ikke rigtigt, og jeg sad faktisk og blev småirriteret over, at det hele skulle være så skide opstillet og påtaget, når det også virker som om at skaberne har forsøgt at få dele af samtalerne mellem Facius og Malmqvist taget om, så det bliver ”pænere” eller mere flydende i stedet for at lade det flyde så godt som muligt.

Alt i alt er det ikke en super dårlig dokumentar, men jeg nåede faktisk til et punkt, hvor det bare var federe at forsøge at stykke genskabelserne sammen og få en historie ud af det – om ikke andet, så fik jeg mulighed for at se Alex Høgh Andersen spille fantastisk skuespil.

Fakta om 'The Viking: Narkokogens fald'
Instruktør: Peter Anthony
Manuskriptforfatter(e): Peter Anthony, Morris Stuttard
Medvirkende: Alex Høgh Andersen, Aline Bruun, Nicolai Jørgensen m.fl.
Længde: 4 afsnit af 40 minutter
Genre: Dokumentar, krimi, semi-fiktion
Streamingtjeneste: Viaplay