Anmeldelse: Harry Potter-dokumentaren ’David Holmes: The Boy Who Lived’ er fantastisk rørende

De fleste ved, hvem Daniel Radcliffe er. Den originale Harry Potter. For der pønses jo, som bekendt, også på en serieudgave af historien om den brillebærende troldmand in spe med det karakteristiske ar i panden.

I løbet af de otte Harry Potter-film så man vitterligt skuespilleren vokse for øjnene af en. Fra en lille purk på 11-12 år til en ung mand på 22. Det var en af de ting, der var med til at fremme illusionen i historien - at skuespillerne voksede med rollen.

Men den, man måske ikke kender, er hans stunt-double, David Holmes. Det var bl.a. hans arbejde at være stand-in i de mange prøver, som gik forud optagelserne. Når der skulle tjekkes, hvilke fysiske strabadser, det var forsvarligt at udsætte skuespilleren for, var det Holmes, som f.eks. sad i flere timer på en kost til quidditch-scenerne.

Med otte år ekstra på bagen var stuntmanden en sej gut i purunge Daniel Radcliffes øjne, som han også entusiastisk fortæller i dokumentarfilmen David Holmes: The Boy Who Lived.

Den tidligere gymnast, David Holmes, var ganske vidst ikke stor at statur – lige knap 156 cm – men var frygtløs som få og med et kæmpe hjerte. Han er en af den slags personligheder, hvor man ikke kan andet end at blive glad for at være i selskab med ham.

Livet var også godt. Stuntkarrieren gik fint, og opgaverne blev større og større. Indtil præ-produktionen på den første film, Harry Potter and the Deathly Hallows. Noget går galt under et ellers rutine-stunt, og Holmes brækker nakken og får en invaliderende rygmarvsskade.

Siden da har han siddet i kørestol, lam fra livet ned og med flere følgevirkninger. Men det hindrer ham ikke i at være hovedpersonen i den mest livsbekræftende dokumentarfilm i år.

Lille mand, kæmpe hjerte

Dan Hartleys portrætfilm på HBO Max kommer fint rundt om personen David Holmes.

Vi hører hans forældre tale om, at allerede fra barnsben var der ingen frygt i David. For at få afløb for den vældige energi under nogenlunde sikre forhold, blev han meldt til gymnastik. At træneren er stuntmand, viser sig blot at være et pejlemærke for, hvordan Holmes' liv skal udfolde sig.

For da den erfarne stuntkoordinator, Greg Powell, skal lede efter doubler til børnene på Harry Potter-filmene, er David Holmes et af de navne, han får præsenteret.

Alt går godt, og gennem mange behind the scenes-optagelser ser vi, hvordan David Holmes laver det ene imponerende stunt efter det andet uden nogen tøven. Der er også en masse private billeder og optagelser, hvor man ser ham, Daniel Radcliffe og andre stuntvenner hygge på forskellige tidspunkter.

Især indblikket, hvor man ser den ellers notorisk private Daniel Radcliffe hænge ud, er ret fascinerende. Man fornemmer tydeligt dynamikken, som de også selv perifert italesætter: Skuespilleren er den unge, lidt nørdede ven, der har fået lov til at hænge ud med de ældre og seje gutter.

Der er så meget kærlighed i David Holmes: The Boy Who Lived på tværs af relationer, at man - det tunge og alvorlige omdrejningspunkt til trods - ikke kan andet end at blive opløftet af al den kærlighed, som eksisterer imellem familien, vennerne og kollegaerne.

Venner gennem alt

Målet med dokumentaren virker til at hvile på tre ben. Udover at vise det gode venskab mellem Radcliffe og Holmes, og sidstnævntes ukuelige vilje til at få det maksimale ud af livet, handler det også om at give et indblik i stuntverdenen.

Men det er ikke med en pegen fingre og bitterhed. Holmes selv forklarer det med, at hvad ville det hjælpe med sagsanlæg eller at bære nag mod bestemte mennesker? Det ville han ikke få sin førlighed tilbage af.

Dermed ikke sagt, at der ikke er nogen, som føler skyld. Gregg Powell har svært ved at mødes med David Holmes, fordi han som stuntkoordinator føler et stort ansvar for, hvad der skete.

”Hvis ikke, jeg havde fået ham med i filmen, var han ikke endt sådan,” lyder det med tilbageholdt gråd i stemmen fra den store bamsemand, imens han tager et sug fra en af de cigarer, han altid ryger.

Det er dog langt fra en sørgelig historie. I hvert fald hvis det står til David Holmes. Selvom hans krop stadig er ved at miste mere og mere førlighed, nægter han at lade det knække ham. Han er en inspiration, når det kommer til viljestyrke og gåpåmod. Bare fordi omstændigheder ude af ens kontrol har sat begrænsninger, skal man stadig prøve at få det bedste ud af det.

Som vennen Tommy, der arbejder som hjælper for David, også anskuer det: ”Jeg hænger bare ud med min bedste ven, det er ikke en forpligtelse.”

’Amen altså. Man skal have en pakke kleenex klar til David Holmes: The Boy Who Lived. Ikke fordi, det er sørgeligt. Nej, fordi der simpelthen er så mange rørende øjeblikke og kærlighed, at det bliver helt overvældende.

Det er den her slags dokumentarfilm og fortællinger, der gør det værd at skulle se en masse middelmådigt pladder for at finde frem til guldklumperne.

”Fuck man. I love film,” som David Holmes siger det kort og præcist. Også mig, Dave. Også mig.