Anmeldelse: ’Drive-Away Dolls’ inviterer dig med på et absurd morsomt roadtrip

Efter at have skabt et hav af moderne mesterværker igennem flere årtier besluttede filmskaberbrødrene Joel og Ethan Coen at tage en pause fra hinanden.

Ikke af nogen dramatiske årsager, men hvor storebror Joel var klar på at lave Shakespeare-filmen The Tragedy of Macbeth, havde lillebror Ethan brug for at pause fra filmproduktion. I stedet kastede han sin kærlighed på teater og lavede i '22 dokumentaren Jerry Lee Lewis: Trouble in Mind, og nu er han aktuel med krimikomedien Drive-Away Dolls, der på sin vis er meget klassisk Coen’sk og så alligevel ikke.

Veninderne Jamie (Margaret Qualley) og Marian (Geraldine Viswanathan) er bedste venner, selv om de lever vidt forskellige liv.

Jamie er en livsnyder af højeste rang, især når det kommer til flygtige bekendtskaber, til stor frustration for kæresten Sukie (Beanie Feldstein), der er godt træt af, at hun knalder udenom. Modsat har Marian ikke haft sex i tre år, siden hun slog op med sin eks.

Da Marian skal på ferie hos noget familie i Tallahassee, Florida, forslår Jamie, at de finder en ’drive-away’ – en bil, som skal køres fra et sted til et andet – og tager på roadtrip.

Hvad de ikke ved er, at de ved et uheld får fingrene i en bil, som nogle skumle typer er villige til at gøre alt for at få fat på. Især i den kuffert, som ligger i bagagerummet, sammen med en stor hatteæske.

Dermed er starten gået til en tur, hvor de to, uden at vide det, bliver hvirvlet ind i et kompliceret og overraskende komplot.

Sprudlende hovedroller

Med Drive-Away Dolls bliver det tydeligt, hvem af Coen-brødrene, der er til drama, og hvem, der er til komik.

Vi er meget langt fra Joels gravalvorlige Shakespeare-fortolkning og nærmere ude i den quirky vanvidskomedie-genre, som Raising Arizona, O Brother, Where Art Thou? og ikke mindst The Big Lebowski.

Slægtskabet med sidstnævnte er der i hvert fald ingen tvivl om. Humoren er en tak mere grovkornet og lidt mere crazy som i Arizona, men forankret i et ”almindeligt” univers, hvor man ikke ville studse over, hvis Jeff Bridges' The Dude-karakter slentrede forbi i baggrunden.

Med et lille makabert touch formår Ethan Coen og medforfatter (og hustru) Tricia Cooke at kreere en effektiv komedie, hvor de excentriske karakterer og skuespillerne bag får fri leg.

Hovedrolleindehaverne er fremragende på hver sin måde.

Margaret Qualley kanaliserer sin indre Matthew McConaughey med en overordentlig tyk texansk accent og formidabelt meget charme, så det halve kunne være nok. Overfor så meget karisma og udadvendthed er Geraldine Viswanathan anderledes tilbagelænet, uden dog at være kedelig.

Hvor Jamie er lidt godmodig og dum, er Marian legemliggørelsen af sarkasme og den mindre impulsive. De er modsætninger, samtidig med at de er meget ens. Begge leder efter stabilitet i tilværelsen. Men hvor Jamie ikke er bleg for at have det sjovt på vejen dertil – og hooker op med, hvem end, hun nu finder tiltrækkende – er Marian mere tilbageholden.

Det giver en fin dynamik, hvor der konstant er mulighed for småkonflikter, og måske er der endda mere end bare venskabelige følelser de to imellem.

Grinagtig rejse igennem USA

Scenariet i odysséen ned igennem USA er fuld af levende farver. Røde, gule og alskens nuancer derimellem popper med power ud igennem lærredet. Australske Ari Wegner (Lady Macbeth, The Power of the Dog, Eileen), der er en af de mest interessante filmfotografer i øjeblikket, indfanger fornemt de varme americana-tableauer, hvor turen på motorvejen til Florida både er en dannelsesrejse, men også en eksistentiel vækkelse.

Hvad vil du med livet er spørgsmålet, som ligger og ulmer under den aparte galgenkomik, som ikke levner nogen tvivl om, hvad Ethan Coen og Tricia Cooke mener om moralske konservative plattenslagere.

Det handler om at være ærlig. Overfor sig selv og omverden. At turde stå ved, hvem man er, og ikke flygte fra det, man føler, fordi det måske virker skræmmende.

Med hofkomponisten Carter Burwell til at orkestrere den musikalske side, der desuden bliver krydret med adskillige catchy sange, hvor bl.a. Linda Ronstadts Blue Bayou spiller en signifikant rolle, er atmosfæren i Drive-Away Dolls ikke til at skyde igennem.

Hvis der er ét element, som altid har været synonym med en Coen-film, er det idioter. Mindre intelligente personer, der opportunistisk forsøger at snyde sig vej frem i livet til succes eller rigdom (O Brother, Where Art Thou?) eller inkompetente skurke, der med vold og magt også søger mammon (Fargo).

Og der er masser af idioter at tage af i Drive-Away Dolls.

Åbningsscenen, hvor Pedro Pascal fornemt gestalter en skæbnesvanger lurendrejer, er makabert underholdende, og de to håndlangere Arliss (Joey Slotnick) og Flint (C.J. Wilson) er grinagtige, indtil de pludselig bliver skræmmende. Matt Damon har altid har tæft for at spille en god idiot og skuffer heller ikke denne gang, hvor hans republikanske senator Channel udstråler den uhyggelige og inkompetente energi, der er en skrækindjagende kombination for alle rationelle mennesker.

Som endnu et indspark i Coen-familiens formidable filmografi, placerer Drive-Away Dolls sig habilt i den gode del af midterfeltet. Ikke træls som Intolerable Cruelty eller brillant som O Brother, Where Art Thou?, men helt igennem gedigen underholdende som Raising Arizona.

Og nu venter vi bare på, at Joel og Ethan løfter sløret for, hvad det er for et ukendt projekt, de har genoptaget samarbejdet for. Indtil da, er der absolut ingen undskyldning for ikke at se denne virkelig sjove komedie om venskab.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: