Anmeldelse: ‘Elementært’ er en sød kærlighedshistorie – men vi har set den før 

Historien om Pixars høje kvalitetskrav inden deres første filmudgivelse er legendarisk. I syv år blev manuskriptet skrevet om og om og om, før det var så tæt på perfekt, at filmen kunne få grønt lys. Det var selvfølgelig Toy Story, og hvordan det gik sidenhen er jo historie. Filmen satte nye standarder, og aldrig havde et animationsstudio været så omgærdet af respekt og ros.

Mangt og meget er sket siden. I de første mange år var det succes på succes, men de seneste 10 år har det været lidt mere uforudsigeligt, om Pixar ville ramme bolden klokkerent, for indimellem har der været fejlskud (som f.eks. Lightyear).

Universets elementer

Desværre hører Pixars seneste skud, deres 27. film, ikke til i den mest vellykkede ende, selv om den på mange måder burde være det. Universet i Elementært, er, som titlen indikerer, antropomorfe personificeringer af naturens elementer, ild, vand, luft og jord. En videreførelse af deres antropomorfe tilgang til sindet og sjælen som i filmene Inside Out og Soul. Til kæmpemetropolen ankommer immigrantparret Buller og Lucinda, der er flygtninge fra Ildlandet, og som håber på en mere lykkebringende fremtid i byen, hvor alle elementer lever side om side.

En god datter med temperament

Dog er der forskel på elementerne, og ildfolk er ikke i høj kurs. Hr. og fru Ild har til gengæld ikke meget tilovers for vandfolket, som de foragter for deres privilegieblindhed. Det er også den tankegang, parrets datter Ilena (Ember i originalversionen) bliver opdraget med, og som hun tager til sig i forsøget på at være en ‘god datter’.

At være en god datter betyder også, at hun er ment til at overtage familiens købmandsforretning, selv om kunder og ekspedition kan gøre hende så hidsig, at hun eksploderer. Bogstaveligt talt. Og da hun en dag går i kælderen for at få afløb for vreden, går det galt. Vandrørene sprækker, og ind med vandet kommer en landinspektør – af vand.

En blød vandmand

Fyren hedder Evan (på engelsk Wade), og selv om han giver Ilena en ildevarslende bøde for de uordentlige vandrør, er der en dampende kemi mellem de to. Og da Ilena sætter efter Evan for at få stoppet bøden, er deres skæbner forseglet.

Evan er ret beset det egentlige nybrud i Elementært. En blød, flydende (som vand) mand, der tudbrøler, første gang han og Ilena mødes. Han har i det hele taget let til tårer og er i fuld kontakt med alle sine følelser hele tiden og tør tale om dem. Hans heltedåd ligger ikke i hans muskler eller machoattitude, men i at han er god til at skabe relationer.

Det er i sandhed nye tider, også i animationsverdenen. Af samme grund bliver han også flere steder en mere interessant karakter end hovedpersonen Ilena, der følger den slagne heltindevej. Også i og med at hun ikke kender sig selv så godt, indtil hun når sin erkendelse og må indse, at farens ønske måske ikke er hendes.

Romantisk Pixarfilm

Det er en historie, der ligeligt blander immigranttema med romantisk komedie. Men begge dele på meget velkendte, ja ligefrem slidte måder. Elementært er den mest udprægede love story, Pixar har lavet, og det er derfor endnu mere ærgerligt, at idéen i historien ikke er mere original.

Girl meets boy, men de kommer fra to forskellige ‘elementer’ og må derfor ikke få hinanden. Har vi set den før? Jovist. Ligesom vi også har set forældrebarn-konflikten, splittet mellem ny og gammel kultur. Senest i Turning Red, hvor det var mor- og datterforholdets forventninger, der blev behandlet i én stram tænkt metafor.

Historie fra floskelkassen

I det hele taget er der ikke meget nyt i Elementært. Animationen er flot udført, men skulle vi forvente andet fra et af verdens største animationsstudioer? Der er mange idéer i udførelsen, især i cityscape-billederne, men har man set Zootropolis, er det lidt, som om man har set det hele før, helt ned til figurer og jokes. Tag f.eks. den langsomme bureaukrat. I Elementært hedder han Bøg, som i træet, og i Zootropolis var han et meget søvnigt dovendyr i en bank.

Det betyder ikke, at der ikke er fantastiske og meget smukke scener og animationer i Elementært, for det er der, og det er dem, filmen vinder på i sidste ende. Men helt grundlæggende kunne Pixar godt have forlangt mere af historien. Ikke bare have taget fra floskelkassen, men måske have skrevet manuskriptet om og om og om. Sådan som de gjorde engang.

Som filmen er endt, er det blevet en sød og nuttet historie for de ukræsne, og i det store billede en middelmådig mellemvare, der ikke skriver sig ind som et nævneværdigt værk i animationsstudioets filmografi.