Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Emerald Fennells ’Saltburn’ er en overdådig satirisk thriller

Af
Claus Nygaard Petersen
19. december 2023
Saltburn anmeldelse
Barry Keoghan i 'Saltburn' / Foto: Prime Video

Del artikel

’Promising Young Woman’-instruktørens nye film på Prime Video med Barry Keoghan og Jacob Elordi er en veloplagt dissekering af begær og et væld af mindeværdige øjeblikke.

Saltburn

Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 22. december 2023
Genre: Thriller, komedie
Instruktør: Emerald Fennell
Manuskriptforfatter: Emerald Fennell
Medvirkende: Barry Keoghan, Jacob Elordi, Rosamund Pike, Richard E. Grant, Carey Mulligan, Alison Oliver, Archie Madekwe m.fl.
Land: England
Spilletid: 2 timer og 7 minutter

”Jeg var ikke forelsket i ham. Det var umuligt ikke at elske ham,” lyder det med overbevisning i stemmen fra den nydelige unge mand, imellem at han tager et drag sin cigaret.

Oliver ’Ollie’ Quick (Barry Keoghan) er i gang med at fortælle historien om, hvordan han mødte Felix (Jacob Elordi). En gudesmuk rigmandssøn af den slags, hvor han bare ved at eksistere i et fysisk rum tiltrækker sig al opmærksomhed.

Det er 2006, og Oliver er lige startet på Oxford universitetet på et stipendiat. Den akavede knægt passer ikke ind blandt de andre velhaverbørn.

Saltburn anmeldelse
Jacob Elordi og Barry Keoghan i 'Saltburn'
Foto: Prime Video

”Han er en legatdreng, der køber sit tøj hos Oxfam,” som en af dem spydigt bemærker. Men Felix fatter sympati for Ollie, efter at han har lånt ham sin cykel. De to bliver en form for venner. For det er helt klart på den karismatiske høje adonis’ præmisser, at relationen eksisterer og udvikler sig.

Men det går da så godt, at Felix inviterer Ollie hjem til familiens overdådige gods, det navnkundige Saltburn. Den slags ejendomme, hvor der er svaner i søen og en stor hæklabyrint, for slet ikke at tale om alle de dyre malerier, statuer og diverse pyntegenstande, der er blevet indsamlet eller købt i løbet af årerne.

Og der er ingen tvivl om, at det er her, at instruktør Emerald Fennell (Promising Young Woman) for alvor skruer op for den spydige satiriske tone, som gennemsyrer Prime Videofilmen Saltburn.

Dekadent begær

Filmen handler om begær.

Ikke kun seksuelt. Men selv følelsen af at længes så kraftigt efter noget, at det fylder hele ens tilværelse og bliver en besættelse. Man vil have noget, som man ikke har i forvejen. Spørgsmålet er, hvor langt man er villig til at gå for at opnå det.

Fra det øjeblik, Ollie træder indenfor portene på Saltburn, bliver hans verdensopfattelse fuldstændig smadret. Gennem en lang flot indstilling giver Felix en hurtig rundtur igennem de snirklede gange, hvor det ene mere imponerende rum åbenbarer sig.

Saltburn anmeldelse
Barry Keoghan i 'Saltburn'
Foto: Prime Video

For ham er det ikke noget særligt, han er bare vokset op med det og giver den som nonchalant turguide, hvor ikke engang informationen om, at der muligvis stadig er kongelige sædrester på en seng berettiger en ændring i det henkastede tonefald.

Sådan er det med rige mennesker i det her univers. Alt er bare ting, selv mennesker.

Felix’ mor Elspeth (Rosamund Pike) har for eksempel veninden Pamela (Carey Mulligan i en scenestjælende birolle) på forlænget visit, fordi hun har problemer. ”Poor Dear,” som der oftest bliver sagt om kvinden med den viltre hårpragt og excentriske personlighed.

Hun er ikke så meget en gæst, som nærmere underholdning eller en velgørenhedssag, som Elspeth fornøjer sig med at prøve at frelse. En slags moralsk filantropi med et strejf af hofnar.

Men Ollie er nok ikke helt så stakkels, som han ellers forsøger at give indtryk af overfor Felix. Vi ser hurtigt, hvordan han analyserer situationer og mennesker med henblik på at kunne gengive præcis den personlighed, de har brug for, at han er.

Saltburn anmeldelse
Jacob Elordi i 'Saltburn'
Foto: Prime Video

Felix’ lillesøster Venetia (Alison Oliver), der har et problematisk forhold til mad, responderer for eksempel særdeles positivt, hvis Ollie er dominerende, Elspeth på komplimenter, som bekræfter, at den tidligere model stadig er attraktiv, og faren James (Richard E. Grant) er glad for opmærksomheden angående familiens mange klenodier.

Den eneste, som ikke bliver betaget af Ollie, er fætteren Farleigh (Archie Madekwe), der konsekvent ser ham som en plebejer, der forsøger at møve sig ind, hvor han ikke hører til – men alt gælder i jagten på at opnå dét, man allermest begærer.

Funklende diamanter

Der er ingen tvivl om, at den Oscar-vindende manuskriptforfatter Fennell har skævet til Patricia Highsmiths berømte karakter Tom Ripley. En menneskelig kamæleon, der ikke skyer nogen midler for at opnå sine mål.

Tilsat en portion teenage-akavethed, og så har vi Ollie. Fuldstændig ude af stand til at gebærde sig det ene øjeblik, det næste bevæger han sig som han en zebra i en zebraflok.

Barry Keoghan formidler formidabelt den spidsfindige dualitet med lige dele bravur, hvad enten det er den ene del, han skal gestalte, eller den anden. Han er troværdig hele tiden, og især hans fysiske skuespil, hvor ansigtstræk og kropsholdning flot afslører, hvorvidt Oliver er mentalt ovenpå eller ej.

Saltburn anmeldelse
Barry Keoghan i 'Saltburn'
Foto: Prime Video

Som den attråværdige Felix, er Jacob Elordi perfekt castet. Den høje australier spiller for en gangs skyld ikke et mut dumt svin. I stedet får han lov til at være en stereotypisk babe, i mangel af bedre ord, og så alligevel ikke.

Felix er nemlig ikke dum, nok snarere naiv. Og jo, han er lidt en rich kid douchebag, men ikke karikeret og stor cadeau til Fennell for ikke at forfalde til den slags dilettanterier. Selv om der overordnet er en klar underliggende ”Eat the rich”-attitude i Saltburn, skal den måske nærmere skærpes til, at det er ligegyldigt med de rige, egoistiske mennesker. Om end der til tider kan stilles spørgsmål ved, om den udstukkede retning bliver holdt hele tiden.

Under alle omstændigheder leverer Emerald Fennell med Saltburn en fantastisk veloplagt klassesatire. Trods et lidt kluntet opløb til slutningen brager den igennem med en fænomenal slutscene, der både springer tilbage til tidligere scener i filmen og fungerer som et selvstændigt, vidunderligt overraskende klimaks.

Saltburn anmeldelse
Barry Keoghan i 'Saltburn'
Foto: Prime Video

Om Sophie Ellis-Bextors sang Murder on the Dancefloor får samme revival som Paris Hiltons Stars are Blind fik efter Promising Young Woman, er næppe sandsynligt. Men man kan ikke høre den efterfølgende uden at tænke på Barry Keoghan – ditto med badekar.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser